Veninden bestemmer indretningen i mit hus

Jeg har brug for at høre din mening om en situation mellem min gode veninde og mig.

Jeg er lige blevet skilt og har fået mit eget lille hus. Det har været noget af en omgang at forlade den mand, jeg lige havde haft sølvbryllup med, men det var nødvendigt, og nu skal jeg i gang med et nyt liv.

Min veninde har været en helt uundværlig støtte og har hjulpet mig nærmest nat og dag, og jeg er meget taknemmelig for at have hende i mit liv. Hun er lyttende og handlekraftig, og jeg havde ikke klaret det uden hende. Men nu er der opstået en spænding mellem os, og jeg kan ikke rigtig finde frem til, hvordan jeg skal løse det uden at virke utaknemmelig.

Jeg er ved at pakke ud i mit hus. MIT hus. Bare at sige det er sådan en stor forløsning, og selvfølgelig er min veninde ved min side og hjælper mig, men nu synes jeg, hun går over mine grænser. Hun pakker ud som en tornado og sætter ting på plads og indretter, nærmest som om det er hende, der skal bo der. Hun bestemmer, hvor møblerne skal stå og hænger lamper op. Hun er jo fantastisk, men det går alt, alt for stærkt.

Nu skal vi bare have dig installeret, siger hun og tonser afsted. Hun indretter og fylder skabene op, og hun knokler løs.

Hvordan standser jeg hende? Jeg kan ikke mærke, at det er mit hjem, hun har ligesom overtaget, og hele processen med at pakke ud og flytte ind er gået så hurtigt. HJÆLP!

Jeg bliver helt forpustet, når jeg læser dit brev.

Jeg kan levende se det for mig. Din veninde,der fiser rundt med ild i rumpetten, og dig, der står med forblæst pandehår og uro i hele systemet.

Og jeg synes faktisk, dit brev er rigtig godt, for vi er nemlig nogle typer (mig inkl.), der godt kan have et lidt for højt tempo og i allerbedste mening samtidig komme til at tromle mennesker omkring os.

Du skal såmænd bare sige det, som det er. Du beskriver det så fint i dit brev. Du har brug for at kunne følge med. Du har brug for, at din sjæl også lander i alt det nye.

Jeg tror ikke, hun bliver fornærmet. Hun bliver måske overrasket, fordi hendes eget tempo er så højt, og måske har hun ikke fattet, at andre mennesker har det anderledes, men det kan du sagtens fortælle hende. Hun er en rigtig god ven, kan jeg forstå.

Nu har du DIT hus, som du skriver, og nu er det dine regler. Begynd bare på at øve dig i at fremsige dine egne behov.

Og så vil jeg mellem linjerne fortælle dig, at selv om din veninde allerede har lagt håndklæder i et skab, er der intet i verden, der forhindrer dig i at flytte dem, når du er klar. Nu kan du stille og roligt gå og flytte ind og flytte rundt for dig selv. Men hvis hun hænger lamper op, så brems hende bare, de er jo lidt mere besværlige at flytte rundt med, men ellers er intet mejslet i sten.

Du gør det bare til dit, når du finder ud af, hvor du vil have tingene placeret. Fortæl hende, hvordan du har det. Det er ikke utaknemmeligt. Det er egenomsorg.