Jeg har været lykkeligt gift i over 40 år med en nogle år ældre mand. Han er førtidspensionist på grund af en nedslidt krop, mens jeg stadig arbejder. Vi har voksne børn, og det er den ældste, der er ”problemet”.
Han er gift, har tre børn og en ocd-diagnose. Han har prøvet et par psykologer, men synes ikke, det hjælper. Han arbejder langt fra hjemmet, og familien har ikke bil.
Han føler ikke altid, at han er dygtig nok til sit job og har af og til angst over noget i den forbindelse. Siden han flyttede hjemmefra, for 14 år siden, har han hældt sin frustration og angst ud over mig.
Han skriver mange sms’er, ringer, hvor samtalen kører i ring, både om job (som jeg ikke har forstand på), sine øjne, dårlig hud, grimme tænder, ømme tæer, evige træthed og forhold til børnene, som han er meget nervøs for kommer noget til.
Gennem tiden har jeg givet ham en masse råd, men ingen er blevet fulgt. Hans kone ved, at han er syg, alligevel bliver hun sur, når han kommer sent hjem fra job.
Vi hjælper med børnene, når vi kan. Mens svigerdatteren var gravid med den mellemste, fulgte vi hver dag storebror i børnehave, inden jeg skulle på arbejde. Siden hendes barsel sluttede, har jeg hentet de to yngste i institutionen en gang om ugen, og det gør jeg med glæde, ligesom jeg også gerne passer om aftenen.
Den første uge af sommerferien holdt sønnen alene med børnene. Og han sendte mig mange sms’er om hvor hårdt og stressende, det var.
Jeg havde ferie samtidig, og han ”fiskede” efter min hjælp, men jeg havde travlt. Min mand havde fået ondt i ryggen og kunne selvfølgelig mindre end sædvanligt, og vi skulle rejse på ferie om torsdagen, men pga. tiltagende smerter måtte vi aflyse turen.
Vores datter og svigersøn har lige købt hus ca. 50 kilometer fra os, og da vi var inviteret til at komme og se det, skrev jeg til vores søn, at jeg håbede, hans far kunne klare turen (med tog), og han svarede, at vi da godt nok ofte besøgte dem (vi havde været der seks uger tidligere), og at han undrede sig over vores prioritering, og hvorfor jeg f.eks. ikke havde hentet deres mindste og taget hende med på legeplads, eftersom jeg jo havde ferie.
Jeg svarede, at jeg ikke havde haft overskud, bl.a. på grund af den negative stemning, han skaber, og det indledte en længere sms-diskussion. Jeg prøvede at forklare, at hans ocd får lov at fylde alt for meget, og at han burde søge hjælp, ikke mindst for sin families skyld.
Han bebrejdede mig, at jeg har sagt ja til at bo nogle dage i min datters hus for at passe hendes dyr. Jeg vil gerne hjælpe mine børn og glæder mig ærligt talt til nogle dage alene. Så det ramte mig hårdt, da han skrev: ”Det undrer mig bare, at du prioriterer at passe dyr i Xby i dagevis hele tiden, men aldrig har tid sammen med dine børnebørn, selv ikke når du har ferie.” (Jeg passede også datterens dyr tre dage i oktober). Og nu har han lagt mig på is.
En pause fra ham gør mig egentlig ikke noget, men jeg er ked af, at det går ud over mit forhold til børnebørnene. Min mand mener, at jeg skal lade ham komme til mig, men jeg har det dårligt med ikke at se de små.
Hvad tænker du om det hele, Puk?
Den frustrerede Farmor
Kære ven, du har sørme nok at se til. Der er bud efter dig fra hele familien, og jeg kan godt forstå, du er træt og ked af det.
Jeg synes, du gør det rigtige ved at gribe fat i din søns psykiske lidelse og forholde dig til den. Jeg tror, det er tid til at genbesøge den diagnose og få rettet til, så hans liv kommer til at fungere i dag.
At være far, have fuldtidsjob, hustru og al den stress, der følger af at opretholde en hverdag, er en stor opgave for din søn. Din søn læsser af hos dig, fordi det er der, han er tryg.
Det er hos dig, han tager konflikterne og får luft, sikkert fordi han ved, du elsker ham ligegyldigt hvad. Det bånd, I har, tror jeg, du kan bruge til at få ham i tale i en stille stund uden al den støj og alle de pligter, der presser ham.
Du har sikkert været ved hans side, da han fik diagnosen, og I har sikkert haft mange samtaler om det hen ad vejen. Genfind det rum og den stemning, I var i, da han blev udredt og tiden efter.
Jeg er jo ikke uddannet i den slags, men jeg forestiller mig, der er forskel på at tackle psykisk lidelse alt efter, hvor man er i livet. Du kan eventuelt søge råd og vejledning hos læger og psykologer, der har forstand på ocd, før du taler med din søn.
Jeg tror også, I skal have hans hustru i tale. Du skriver, at hun ved, han er syg, men det er ikke nødvendigvis det samme som at forstå, hvor væmmeligt det kan føles, når man er plaget af psykiske lidelser.
Jeg synes ikke, din mand har ret i, at du skal lade sønnen være, for jeg tror ikke, det hjælper at straffe en, der har det svært. Jeg synes i stedet, du skal målrette dine samtaler med din søn, så I får talt ordentligt om den ocd, der driller ham, og få lagt en plan for, hvad han kan gøre, så han kan overskue sine opgaver.
Søg råd og vejledning og brug det bånd, I har, til at nå ind til ham. Tal lige ud af posen. Glem alt om hunde, huse, ferier, prioriteringer og alt, hvad han ellers kalder det. Kom ind til nældens rod.
Jeg håber, du kommer igennem. Brug din intuition og omsorg. Så har jeg en god fornemmelse af, at du kan få ham i tale, og at I sammen kan finde ud af, hvem der kan hjælpe ham, og hvordan hans ocd skal takles i dag.
Mange varme hilsner fra Puk