Tusind tak for jeres kram og kærlighed

Nyd det

Du spørger os læsere, hvad vi gjorde, da vores børn flyttede hjemmefra!

Jeg vil være ærlig og tilstå, at jeg nød det, nød igen at kunne vade nøgen fra soveværelset til badeværelset og evt. ud i køkkenet, hvilket jeg i mange år ikke gjorde, da jeg aldrig helt vidste, hvem der overnattede hos min søn og datter!

Frihed til igen spise, når jeg er sulten og ikke skulle lave mad til fem, seks, syv eller flere og ikke købe så meget ind, for ikke at tale om vasketøj og rod m.m.

Nyd det, Puk, og nyd, at du og sønnen helt sikkert også nu får et mere ligeværdigt forhold. Mine var begge 22 år, da de flyttede, og jeg var så heldig, at de flyttede i gå­afstand til mig, det var dejligt og trygt, men deprimeret over, de flyttede, har jeg aldrig været. Se sådan på det, at vi kun har vores børn til låns.

Kh Dorthe

Arbejd med dig selv

Din ærlighed og åbenhed er som altid den dybeste trøst.

Hver gang, vi mennesker gennem hele livet overreagerer, bliver vi som bekendt trigget af noget – ubevidst eller stadig ikke færdigt forarbejdet – i vores egen barndom og ungdom. Derfor kan man se det som en chance til at arbejde sig dybere ind i sin inderste identitet.

Når det ydre ansvar for egne børn pludseligt mistes, tydeliggøres i samme øjeblik det ansvar, vi jo gennem hele livet har for egen udvikling og modning.

Mere anstrengende end at føde børn er det at føde sig selv: Det er en livslang fødsel.

Med kærlig hilsen og tak Marianne

Brug hans værelse

Jeg flyttede på kollegie som 18-årig, dels fordi jeg var i lære, dels fordi min bror og jeg delte værelse. Jeg nød at flytte og fik stor støtte fra mine forældre.

Da jeg selv fik børn, hjalp jeg min 18-årige søn med at finde en lejlighed. Min ene datter flyttede sammen med kæresten som 18-årig. I begge tilfælde var jeg glad og hjalp dem med møbler og udstyr. Deres værelser blev sat i stand og brugt til andet formål, dels fordi jeg ikke havde “råd” til at lade dem stå uudnyttede hen, dels fordi så var de jo rigtigt flyttet hjemmefra.

Jeg syntes, at flytningen gjorde dem voksne og selvhjulpne, og jeg nød at besøge dem og yde tilskud i form af mad eller rengøring. Jeg har aldrig oplevet sorg på den måde, du beskriver. Måske fordi jeg havde det med hjemmefra og kan se, at min datter giver det videre til sine børn.

Knus til dig fra en fan af brevkassen

Jeg havde det som dig

Præcis som du beskriver det, havde jeg det, da min søn flyttede hjemmefra for 17 år siden. Jeg havde en kæmpesorg, som jeg ikke følte, at andre forstod. Flere sagde, at nu skulle jeg da nyde min tid og tænke på mig selv, men det kunne jeg ikke finde ud af, for jeg mente slet ikke, at der længere var brug for mig.

Min mand arbejdede om aftenen dengang, så jeg havde ingen at spise aftensmad med og skulle for første gang i mange år finde en anden mening i hverdagen, nu hvor jeg kun skulle tænke på mig selv. Det var rigtig svært.

Det tog lang tid, hvor jeg tror, at jeg var i en slags sorg. Jeg fandt dog meget langsomt fodfæste og kom til at nyde min hverdag igen, hvor der blev plads til andre gode ting. Gåture efter arbejde med veninder, kreative hobbyting og meget andet fyldte min hverdag.

Vores søn klarede sig rigtig godt og selvstændigt, og jeg så, at mange af de ting, jeg har ”lært” ham, tog han med i sit nye liv. Han forsvandt jo på ingen måde ud af vores liv, så Puk, vi kan godt give os selv et skulderklap for, at vi har sendt dem godt afsted med masser af kærlighed og gode værdier.

Efter et par år flyttede han hjem igen i halvandet år, fordi det gik forbi med kæresten, og der blev det faktisk svært at dele hus med ham, for han var jo blevet vant til at styre selv. Så da han flyttede anden gang, var det en lettelse. Nu kunne jeg nyde, når han kom hjem til mad og hygge.

Tak for dig og din dejlige brevkasse, som er det første, jeg slår op på hver uge. Jeg kan så utrolig godt lide dig og din tilgang til livet.

Mange hilsner en stolt mor

Haven hjalp mig

Jeg husker tydeligt, hvordan det var, når et barn forlod reden, det var så trist.

Jeg har tre sønner, og da den ældste på 14 flyttede, fordi han ville bo hos sin far, var jeg meget knust. Jeg græd meget og savnede ham. Han var et lukket barn, så det var svært at kommunikere med ham i telefonen, men heldigvis kom han hjem til mig et par weekender om måneden. Med den anden følte jeg mig mere klar, også han flyttede til sin far. Men så kom den sidste, som tog på efterskole som 17-årig. Det var hårdt, han var jo yngstemand og valgte selv at komme på efterskole. Han var meget nervøs og hang i mine skørter i 12-14 årsalderen, men pludselig tog han beslutningen om efterskole, og det tror jeg var godt. Efter opholdet kom han hjem i fem måneder, inden han tog på højskole, mødte en pige og flyttede aldrig hjem igen.

Jeg har boet på Samsø i 47 år, og børnene kom ikke så ofte hjem, for det var for besværligt med færgen. Derfor begyndte jeg som 50-årig at lave en stor have, og ja, det hjalp meget, for jeg gik op i haven med liv og sjæl. Den var og er mit et og alt. Det, der altså hjalp mig, da børnene flyttede, var haven.

Kærlig hilsen Lisbeth

Vær stolt

Læste dit piv om hjemmefra-flytteri og kan godt forstå, du er ramt, for et stort kapitel er slut. Og ja, han har det godt, er godt på vej, store, nye kapitler står i kø, men det gør de også for dig, bare på en anderledes måde. Du vil altid være en stor del i hans liv.

Og ja, du skal være glad for, at det gik så godt, som det gjorde, du skal på ingen måde føle skyld eller skam over, at du har det sådan nu, for såret er frisk, og det skal have tid til at hele og finde sin hylde i dig.

Vær stolt og lad ham slå sine folder og nyd dem sammen med ham uden at omklamre – det tror jeg nu heller ikke, du vil.

Brug gerne bestikkelse, en pose frikadeller, et par nye sko/bukser/gryde/koncertbillet, café med dig, stik ham 500 kr., lån ham bilen, whatever. Ikke altid, selvfølgelig, men gør det, for sådan noget bliver husket, og han er en god dreng, og du er hans livsvidne.

Jeg har ikke selv fået børn, ganske frivilligt, det har aldrig sagt mig noget, og jeg blev ikke skruk, da tid var. Selv om det er frivilligt, kan der godt putte sig en lille sorg ved jul, fødselsdag, konfirmationer, bryllupper, børnebørn, at blive ældre – der er ikke noget, der kommer af sig selv.

Lad ham ikke se, du snøfter. Vær ikke bange for tomrummet, minder er til for at mindes, og skulle du snøfte, så snøft, tør øjnene, vær igen glad for, at det gik godt, for mange andre gør det ikke, men der er en anden og lang historie.

Puk, du er er gutter-pige, dette klarer du også.

Kh Helle

Der blev så tomt og stille

Du er et fantastisk menneske og er altid parat til at råde, støtte, trøste, opmuntre, vise empati og give virkelig gode råd. 1.000 tak for det.

Nu har du brug for trøst, og jeg vil fortælle, hvordan jeg havde det, da vores datter flyttede hjemmefra som 20-årig for at gifte sig. For 22 år siden nu, men jeg mindes det med gru.

Der blev SÅ tomt og stille, og jeg savnede hende forfærdeligt, og hun gav mig besked om højst at ringe ÉN gang om ugen, for nu havde hun sin egen familie. Det var svært, og jeg kunne heller ikke klare at gå ind på hendes værelse. Der gik ca. to år, før jeg kunne håndtere, at vi nu sås sjældent.

Da vores søn flyttede, var det meget lettere. Han gav os en nøgle til sit hus, og vi må ringe så tit, vi vil, og vi ses næsten dagligt.

Det ER en stor omvæltning i ens liv, når afkommet flytter hjemmefra, også selv om hun/han har det godt, og med tiden vænner man sig til situationen. Med tiden vænner du dig også til, at din søn er flyttet hjemmefra, men der kan gå tid, inden det føles ok. Men det skal nok komme. Der er lys for enden af tunnelen. Tro på det, Puk.

Kram og kærlige tanker fra Inger

Det tog et halvt år

Min ældste søn flyttede hjemmefra, da vores yngste var fire år. Han var på det tidspunkt 17 år og ganske klar til at flyve fra reden. Han flyttede kun 10 minutter på cykel fra vores hjem og kom flere gange om ugen. Den mindste overtog hans værelse – og alt var skønt.

Næste skud på stammen var lidt værre: Han kom som 16-årig på efterskole, glædede sig og havde en skøn tid. Vi sendte en dreng af sted og fik en ung mand hjem. Han blev boende hjemme, til han var et par og tyve, og det var så hyggeligt med ham. Han fandt en kæreste, som også boede hos os et halvt års tid. Kæresten fandt en lejlighed, og da hun flyttede, flyttede vores søn selvfølgelig med.

Alt var godt, men jeg kunne ikke komme ind på hans værelse uden at blive fyldt med følelser. Følte, jeg havde mistet ham, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde, men hvor var det svært for mig. Det tog næsten et halvt år, før det gik over.

Da vores yngste flyttede hjemmefra, hjalp vi hende, fragtede hende tværs over Sjælland til København, og både hendes far og jeg græd det meste af vejen hjem. Det er nu over 10 år siden, men det hele kom til mig, da jeg læste dit indlæg.

Kender forældre, som glædede sig, til børnene flyttede hjemmefra. Det har vi aldrig gjort, vi glæder os, til de kommer hjem, hvilket de heldigvis ofte gør.

Og den sidste ting: Da den sidste flyttede, skulle manden og jeg vænne os til, at det bare var os to i hjemmet, men det er en helt anden historie.

Mange kærlige hilsner til dig