Jeg har fået en sms fra en kvinde, som min afdøde mor for mange år siden bortadopterede som barn.
Da jeg ikke ønsker kontakt med hende, svarede jeg, at det, min mor gjorde i sin ungdom, vil jeg ikke blande mig i.
Jeg har en søster, men jeg ved ikke, hvordan hun tager det. Vi har ikke kendt noget til denne søster, og vi ved heller ikke, hvem vores far er.
Jeg har endnu ikke direkte skrevet, at jeg ikke ønsker nogen forbindelse. Men kan jeg det? Jeg synes selv, det lyder sært?
Min søster og jeg havde vores mor, og jeg ved ikke, hvad denne søster er ude på, men jeg er sikker på, at vores mor ikke ville, at vi skulle vide noget om det bortadopterede barn.
Rita
Det er da noget af et chok, du har fået, og jeg kan godt forstå, du er forvirret.
Du kan naturligvis godt skrive til hende, at du ikke ønsker kontakt. Ingen kan tvinge dig til at have kontakt med et menneske, du ikke kender.
Jeg vil bare lige nævne for dig, at det jo ikke er den bortadopterede datters skyld, at I befinder jer i denne her vanskelige situation. Det er ikke sikkert, hun er ude på noget bestemt, eller at hun vil genere dig. Hun er måske bare forvirret og søger efter svar omkring sin oprindelige og biologiske mor. Svar på hvorfor din mor gav hende fra sig.
Du har ret i, at jeres mor ikke ønskede, at I skulle vide noget om pigen, for ellers ville hun jo have fortalt det, og der kan være rigtig mange grunde til, at hun ikke kunne fortælle det. Hun kan have været fyldt med skam over at måtte opgive sit barn. Hun kan af årsager, vi ikke kender, have været tvunget ud i en situation, hvor hun har måtte afgive barnet. Det er ikke til at vide, hvad der er sket, men jeg er sikker på, det har været svært.
Du bestemmer selv, om du vil have kontakt, og jeg kan godt forstå, det er overvældende. Men giv det lige en tanke, at din bortadopterede søster måske slet ikke vil dig ondt, men bare gerne vil vide mere om sin mor.
Jeg synes, du skal tale med din anden søster om det. Ingen af jer tre børn har et ansvar i det her. Det er beslutninger, der er truffet helt uden, at I har haft del i det. Du kan jo eventuelt holde døren på klem. Fortæl din bortadopterede søster, at du lige skal bearbejde nyheden og har brug for tid, inden du kan svare. Det kan jo være, at du selv får lyst til at vide lidt mere, når der er gået nogle måneder.
Tak for dit brev og held og lykke.
Varme hilsner fra Puk