Hvad stiller vi op med min umulige svigerfar?

Kan man tvinge en gammel mand til at flytte i en ældrebolig eller på plejehjem, hvis han bor sammen med en og ikke er i stand til hjælpe til? Læs svaret her.
Af: Bettina Post
En frustreret kvinde, der tager sig til hovedet og skriger.
Hvis han ikke kommer ud af huset snart, går vores forhold i stykker.
Foto: Julien L/Unsplash
Annonce

Kære Bettina

Jeg vil høre, om du måske kunne give et råd til, hvad vi skal stille op med min svigerfar.

Min kæreste og jeg er for en lille måned siden flyttet sammen på en nedlagt gård. Og med det tilbød vi, at hans far kunne flytte med, hvis han lovede at ændre adfærd. Men det fungerer bare ikke.

Han nægter at lave noget, for han mener ikke, han kan. Jeg skal konstant gøre rent efter ham og vaske hans tøj.

Min kæreste tager den store byrde og arbejder som lastbilchauffør. Men når han kommer hjem, er det første, der sker, et skænderi mellem dem, da faren igen ikke har gjort, hvad han lovede.

Jeg er ved at gå ned med stress, og jeg kan mærke på min kæreste, at han også er det.

Men kan vi søge om at få ham i ældrebolig eller på plejehjem? For hvis han ikke kommer ud af huset snart, så går vores forhold i stykker.

En fortvivlet Sanne

Kære Sanne

Sikke en møgsituation, I har fået sat jer i. Min erfaring siger mig, at det er meget sjældent, man ændrer sig nævneværdigt, når man er kommet op i en vis alder, medmindre der er sket et eller andet skelsættende. Det kan f.eks. være en tab af nærtstående, som tager livsmodet fra en, eller det kan skyldes f.eks. demenssygdom, som både påvirker personligheden og evnen til at overskue selv små opgaver.

Mon din svigerfars passivitet og vrangvillighed kan skyldes nogle af disse omstændigheder? Eller er han bare en sur gammel mand?

Hvis din svigerfar rent faktisk ikke kan vaske sit tøj, gøre rent efter sig selv og bidrage med andet, som hører til den almindelige daglige livsførelse, så kan han have ret til at få hjælp til det af kommunen.

Det forhold, at han bor hos jer, betyder ikke, at I skal overtage kommunens opgaver i forhold til at hjælpe ham. Så en mulighed er, at I kontakter kommunen og får en visitator til at komme forbi og vurdere, om han har ret til hjemmehjælp.

Hvis han skal kunne komme i betragtning til en ældrebolig, skal han have nedsat funktionsniveau i en grad, så den bolig, han har hos jer, ikke er egnet til ham længere. Det handler typisk om uhensigtsmæssig indretning, som ikke kan tilpasses en person med f.eks. dårlig gangfunktion eller i kørestol, f.eks. hvis der er mange trapper i boligen.

Visitation til en ældrebolig kræver derudover, at din svigerfar kan klare sig selv, eventuelt med hjemmehjælp fra kommunen. I kan drøfte dette med den samme visitator, som vurderer behovet for hjemmehjælp.

For at komme i betragtning til en plejebolig, skal din svigerfar være så plejekrævende, at det ikke kan klares via besøg af hjemmeplejen i hans eget hjem. Det lyder ikke som om, det er en mulighed for ham, da du ikke beskriver noget i den retning.

Hvis han skulle have en demenssygdom, er det dog værd at være opmærksom på, om han f.eks. begynder at vende op og ned på døgnet, forlader hjemmet i forvirret sindstilstand og bliver tiltagende konfus. Så kan en plejebolig komme på tale.

Under alle omstændigheder kræver en indsats fra kommunen, at din svigerfar vil medvirke til at få afklaret, hvad han har ret til. Så første skridt må være, at I taler med ham om det.

Hvis han reelt bare er et utaknemmeligt skarn, så synes jeg, at I skal hjælpe ham med at finde en helt almindelig lejlighed, hvor han kan være doven i fred.

Bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.