Hvordan foretrækker du din is?
– Jeg elsker is, og min yndlings er en stor vaffel med nougatis, masser af skum og chokoladesovs.
Hvad er du optaget af for tiden?
– I øjeblikket er jeg på turné til 48 byer sammen med Den syngende post, som blev nummer fem i tv-programmet ”Danmark har talent”.
– Samtidig er jeg blevet færdig med en ny sang. Det er 22 år siden, man første gang kunne høre ”Kære lille mormor” i Giro 413, og nu kommer der så endelig en fødselsdagssang til farmor. Jeg står selv for teksten og håber, den vil blive en succes.
Hvad kan gøre dig rigtig glad?
– Når solen skinner, og jeg er sammen med min kone Vibeke, søn Thomas og gode venner til en grillaften.
– Eller en hyggelig aften med venner og et spil kort.
Hvad kan gøre dig rigtig ked af det?
– Når man synes, man gør alt for nogle, som man troede, var ens venner, og de så efterfølgende pisser på én. Det gør mig både gal, skuffet og ked af det.
Beskriv dig selv med fem ord!
– Jeg er kritisk over for mig selv og andre, jeg kommer aldrig for sent, jeg er doven til tider, men har styr på mine ting. Jeg elsker at hygge mig med en god film, en pose flæskesvær og en kold øl.
Vil du med til Dansktop Prisen 2016?
Har du et forbillede?
– De solister, jeg sætter størst pris på er, Engelbert Humperdinck og Semino Rossi. De er så professionelle, og jeg sætter stor pris på deres sceneoptræden og ikke mindst deres påklædning. Det kunne mange solister godt lære noget af.
Hvad har været det største øjebik i dit liv?
– Jeg har haft rigtig mange dejlige oplevelser i de mange år, jeg har optrådt. Men det største var, da jeg i 1984 var på turné i USA og optrådte i 62 byer i 28 stater. Jeg kørte igennem det meste af USA på 11 uger sammen med de Flyvende Århus-gymnaster.
Og det mest pinlige?
– Det mest pinlige var, da jeg en sommer for mange år siden skulle optræde for en større forsamling i mine tynde hvide benklæder og hvide underbukser. Pludselig skulle jeg slippe en lille vind, som man jo skal engang i mellem, og så kan I måske tænke jer til resten ...
– Jeg gennemførte selvfølgelig min optræden i de hvide benklæder, men uden underbukser, og jeg var konstant bekymret for, om man mon kunne se igennem.
