En jul, jeg aldrig glemmer: Grød eller risalamande?

Jeg er vokset op med, at juleaften i min jyske familie altid bød på and, flæskesteg og medister med alt det klassiske tilbehør – og selvfølgelig min mors hjemmelavede risalamande med kirsebærsauce. Sådan skal julen bare smage!

Derfor blev jeg fuldstændig målløs, da jeg første gang holdt jul med min svigerfamilie og fandt ud af, at de havde helt andre madtraditioner i højtiden.

Da jeg satte mig forventningsfuld ved det veldækkede julebord, undrede jeg mig over, at der lå spiseskeer i stedet for bestik. Måske havde de glemt kniv og gaffel, tænkte jeg.

Men der tog jeg fejl. Inden længe satte alle sig ved borden og ind kom … tadaaa … en stor skål risengrød.

Der tabte jeg kæben. At servere risengrød som forret før den store julemiddag føltes bare helt forkert. Jeg mener, man spiser sig vel ikke mæt i grød, inden man når til lækker and, flæskesteg, brunede kartofler, sovs, rødkål osv.?

Svaret var jo, og jeg er selvfølgelig så godt opdraget, at jeg spiste, hvad der blev serveret. Men efter risengrøden var jeg til gengæld så mæt, at jeg kunne græde, for hvordan skulle jeg nu også finde plads til både and og flæskesteg i maven, for jeg ville jo ikke ikke gå glip af noget. Det blev til en meget lille portion.

Året efter fik jeg kæmpet mig til et kompromis: Risengrøden måtte vige pladsen, hvis jeg selv stod for risalamanden. Og når jeg laver den, er den naturligvis hjemmelavet med masser af kærlighed – rigeligt med vanilje og letristede mandler, og kirsebærrene til saucen plukker jeg allerede i sensommeren og gemmer i fryseren, så de er klar til at blive forvandlet til sauce lillejuleaften.

Det argument købte min svigerfamilie heldigvis. I dag er de allesammen blevet helt vilde med den hjemmelavede risalamande, og nu er det min faste juleopgave at lave den – også selv om vi stadig hvert år tager den muntre diskussion: risengrød eller risalamande? Der er nemlig stadig delte meninger rundt om bordet, og vi når nok aldrig helt til enighed, men måske er det netop dét, der gør traditionerne så hyggelige.