Richard Ragnvald: Jeg bliver ved til hjertet siger stop

Fredag, 24. november 2017
af Jørgen de Mylius, foto: AOP, Polfoto og private
Richard Ragnvald har oplevet masser af succes i de snart 60 år, han har været i dansk showbusiness - og han har bestemt ingen planer om at trække sig tilbage.
Jørgen de Mylius

Richard Ragnvald

I 2018 har Richard Ragnvald 60-års jubilæum som sanger. Og i august 2017 fyldte han 70 år. Selv om han begyndte som barnestjerne på Århus-egnen i The Rich’s Band i 1959, skulle der gå mere end 30 år, før han for alvor blev landskendt.

Mens Richard fra begyndelsen af 60’erne og frem til sit første store Dansktop-hit i 1992, ”Tak fordi vi er venner”, havde stor succes på scenerne og alle weekender optaget af job, så var og blev han et jysk fænomen. Han havde svært ved at nå den øvrige del af Danmark.

Men det blev bedre i 1980’erne med de nye lokalradioer, men først i 90’erne vidste hele Danmark, hvem Richard Ragnvald var.

Siden har Richards aftalebog bugnet. Men det gik heller ikke helt dårligt i begyndelsen af karrieren.

Hans barndoms drøm var et liv som hyggepianist på hoteller og kroer. Ligesom sin onkel, som også hed Richard Ragnvald.

Ragnvald senior havde indimellem endda sit eget danseorkester, hvor den senere verdensberømte jazzcrooner Freddy Albeck var bassist. Men da Richards far døde som bare 58-årig, mistede unge Richard af en eller anden grund interessen for klaverspillet og koncentrerede sig derefter om sangen og scenen.

Samme kemi

Efter sin tid i Rich-gruppen fandt han sammen med andre grupper, indtil han slog sig sammen med den unge tamburmajor i Aarhus Pigegarde Anette Mortensen. De lavede en duo, der skulle følge op på Nina og Frederiks succes med lidt calypso og caribiske rytmer.

I 1994 skete der dog et afgørende karriereskift.

Richard mødte Solveig Sønderholm. De så hinanden optræde, faldt i snak og mente, at de havde kemi og idéer, der var sammenfaldende.

Og for at sige det beskedent: De fik ret.

Duoen Solveig og Richard blev et af Jyllands populæreste navne i de efterfølgende 16 år. Deres speciale var en blanding af dansktoptræffere og kærlige parodier på kendte navne som Simon Spies, Cleo, Freddy Fræk og Povl Dissing.

Knap så godt gik det med deres fælles pladeindspilninger, men alene deres ry som underholdende scenekunstnere holdt gryden i kog.

Richard husker i dag, at der var en enkelt lørdag i deres 16 år lange samarbejde, hvor de sad hjemme på hver deres adresse og begge undrede sig over, at de ikke var ude at optræde.

– Jeg glemmer det aldrig, fortæller Richard.

– Men så ringede telefonen. En stemme i røret sagde: Hvor fanden bli’r I af? I skal stå på scenen om en halv time. Det kan nok være, vi fik travlt med at komme af sted. Vores tøj hang altid parat, og bilen blev hurtigt pakket. Vi nåede det med et kvarters forsinkelse. Hvor heldig kan man være. Det var tæt på, har han fortalt om sin ”frilørdag”.

Solveig og Richard blev hyret til byfester, private fester, halballer og revyer, bl.a. den populære ”Sans Souci” i Kolding. De var stjerner. Indtil det lige pludselig var forbi.

Richard Ragnvald top 10

Nye tider, nye mål

Efter 16 års samarbejde skiltes de i 1980.

Solveig fortsatte med nye partnere, men fik ikke rigtig fat i det store publikum.

Richard derimod var målbevidst. Han ville sangkarrieren. Og det viste sig, at de nye medietider med lokalradio, reklamer i radio og tv i løbet af 80’erne var noget, han kunne bruge.

I første omgang tog han et anderledes skridt, da han indsang Clausen og Petersens sang ”Friheden flyver”, som i forvejen var kendt med Eva Madsen. Den blev et lille solist-gennembrud for ham.

Også revyerne havde fat i Richard, og specielt samarbejdet med Ulla Jessen og Gotha Andersen på ABC Teatret i Horsens var et stort skridt frem i den nye solokarriere.

Det var og blev sangen, der var Richards passion, og allerede i 1980’erne begyndte han at eksperimentere med det nye video-fænomen.

Jeg husker, da han sendte mig en videoudgave af sangen ”Lassie”, som Tommy Seebach havde skrevet til ham.

For en dansktopsolist i 80’erne var det et progressivt skridt, og videoen var inspirationen til, at jeg inviterede Richard med i Hitlisten på tv i 1989 med sangen ”Vårens første sol”.

Se, nu var han på nationalt tv, og pludselig begyndte hans indspilninger at blive ønsket i Giro 413.

Se også: Richard Ragnvald får besøg af Familie Journals dansktopreporter

Gennembruddet

I 1992 fik han lyst til at indsynge et nummer, som Jesper Christoffersen havde skrevet til sit orkester Svanerne. Hilda Heick skrev teksten, og Richard mente, den fortjente bedre end at gemme sig på et album med Svanerne.

Han udgav ”Tak fordi vi er venner” på en single, der blev testet på den genlancerede Dansktoppen, hvor den lå placeret i 22 uger, heraf 14 på førstepladsen.

Det var et totalt gennembrud for Richard Ragnvald, og i dag hører han sammen med kolleger som Kandis, Birthe Kjær, Peter Vesth og Klaus & Servants til de absolutte rekordindehavere på Dansktoppen.

I skrivende stund har Richard været på Dansktoppen i 456 uger, fordelt på 42 sange, hvoraf 16 har nået 1.-pladsen. I alt har han været nr. 1 i 50 uger. Det er næsten et helt år.

Det kunne synes som en lang, stabil optur hele vejen. Men sådan er der ingen karrierer, der forløber.

Virakken om Pia

En af de store nedture kom, da han i 1997 tog et job ved en fest for Dansk Folkeparti. Det er almindeligt, at solister og orkestre optræder ved de politiske partiers fester, og Richard havde ikke tænkt over, at der kunne være noget særligt ved et job hos Dansk Folkeparti.

Men det var i en periode, hvor en del danskere og en del medier anså Dansk Folkeparti for at være dårligt selskab, og da tv bragte et glimt fra Richards udgave af ”Kære lille mormor” som ”Kære lille Pia” medførte det vild panik i medierne og store diskussioner om, hvorvidt Richard på den måde støttede partiet eller ej.

Arrangører aflyste kontrakter og aftaler med Richard, fordi de var bange for optøjer. Og ved en del arrangementer føg det omkring ham med æg, tomater og ølflasker, hvilket selvfølgelig var helt ude af dimensioner.

Alle dage har kunstnere optrådt ved firmafester og omformet deres sange til ære for direktører, holdledere og fødselarer. Det inkluderer også politiske partier, uden at kunstnerne nødvendigvis har samme synspunkter.

Men Richard mistede millioner, og trods mange interviews og forklaringer er det stadig en historie, som huskes.

Det tog et par år, før den historie ikke længere havde indflydelse på karrieren, og da Pia Kjærsgaard havde 25-års jubilæum, deltog Richard igen – og denne gang helt uden negative vibrationer.

På Dansktoppen og salget af plader så det heller ikke ud til at have større betydning.

Da jeg lavede en times tv-talkshow med Richard på DR1 i 1999, var det, mens hans popularitet kulminerede, og hans ”Kære lille mormor” var en af de mest ønskede og spillede sange i både DR og på lokalradioerne.

Richard er i dag en af de mest bookede solister, og han ser frem til endnu et årti på scenerne. Selv siger han:

– Jeg har indtil videre været forskånet for alvorlige sygdomme. Så længe jeg kan forny mig, og publikum gider høre mig, ja så bliver jeg ved, indtil mit hjerte siger stop.

Oplev Richard Ragnvald til Dansktop Prisen 2018

Richard Ragnvald er blandt de mange kunstnere, der optræder til Dansktop Prisen 2018 den 14. april i Jyske Bank Boxen i Herning. Vil du med?

Artiklen er udgivet i samarbejde med Ude og Hjemme

Video: Richard Ragnvald optræder ved Dansktop Prisen 2016