VIDEO: Kim Schwartz og datter i rørende hyldest til dansktoppen

Tirsdag, 8. maj 2018
af redaktionen, video TV MidtVest
Ved Dansktop Prisen 2018 var det ikke kun vinderne der blev hyldet. Også de store stjerner, der ikke længere er blandt os fik en smuk og rørende hyldest, da Kim Schwartz og datteren Anna gik på scenen med sangen Ude imellem stjernerne.

Et af de mest rørende højdepunkter ved Dansktop Prisen 2018 var, da sangeren Kim Schwartz tog sin datter Anna med på scenen i en hyldest til alle de stjerner, vi har sagt farvel til igennem dansktoppens 50-årige historie.

Sammen sang de Ude imellem stjernerne, som Kim oprindeligt skrev, da hans mor og Annas farmor døde for få år siden.

Fandt det frem fra skuffen

Nummeret har siden ligget i skuffen, men det blev fundet frem, da Kim blev spurgt om han ikke kunne synge en sang, der hylder alle dem, der ikke længere er iblandt os.

At Kim så foreslog at tage sin datter Anna med på scenen gjorde bare det hele endnu mere ægte og smukt.

LÆS OGSÅ: Se alle vinderne fra Dansktop Prisen 2018

Koryfæer i en stjernesky

Det var en helt særlig stemning, der lå i luften ved jubilæumsshowet i Jyske Bank Boxen, da far og datter sang det smukke nummer mens billeder af dansktoppens store koryfæer rejste forbi i en stjernesky på skærmen i baggrunden.

At nummeret blev så flot modtaget har betydet, at Kim Schwartz og Anna har valgt at udgive nummeret,der har er helt særlig plads i deres hjerter.