Michael Korup: Jeg sidder altid tilbage med skodgaverne

Torsdag, 14. november 2019
af Johan Isbrand, Foto: Thomas Laursen
Traditionen tro skyder Familie Journal julen i gang med en ekstra jule- og familiehyggelig udgave af miniportrættet ”På den 2. side”. Og i år har vi besøgt dansktopsangeren Michael Korup. Michael hygger for fuld udblæsning med sin familie i julen. Men ønskesedler er han ikke god til at skrive, og det har konsekvenser.

Michael Korup, 45, og hans 41-årige hustru, Rikke, vil helst trække den så længe som overhovedet muligt med at komme i gang med at jule. De opererer i reglen med den 1. december eller eventuelt den 1. søndag i advent som dato for startskuddet på årets julerier. Men når Familie Journals udsendte medarbejdere har meldt deres ankomst til Hjordkær i Sønderjylland med det formål at skrive om familiens jul, er der ikke noget at gøre. For så er familiens to øvrige medlemmer, Clara og Sofia på 8 og 10 år, én gang for alle blevet tændte på den forestående højtid.

Det er således to glade piger med nissehuer på hovederne og julelys i øjnene, der åbner døren. Og under snakken taler de lystigt med om deres forventninger til den kommende tid, alt imens de tager for sig af en stor bøtte slik. Deres julehumør bliver næppe pakket væk på denne side af nytår.

– Så længe de holder det på deres egne værelser, kan de godt gå juleamok. Herude prøver vi at holde igen. Men når tiden er inde, skal vi selvfølgelig have vores julelandsby bygget op under fjernsynet. Med sne af vat og pigernes egne hjemmelavede nisser, siger dansktopsangeren.

Læs også: Johnny Hansen er til juletraditioner - og et gran fornyelse

I år skal juleaften fejres hos Rikkes mor i Silkeborg.

– Vi bliver 14 i alt inklusive både min og Michaels mor, min søster, hendes mand og deres to børn, min lillebror og endelig min fars lillebror, hans kone og deres søn, opremser Rikke.

Michael ordner middagen

Hendes mor lægger dog kun hus til festlighederne hvert andet år. De øvrige år foregår det hjemme i Hjordkær med Michaels side af familien omkring julebordet sammen med Rikkes mor Lisbeth og hendes lillebror Lasse, der altid er med.

– Når det er vores tur til at holde jul, ankommer folk gerne ved middagstid. Så spiser vi risengrød til frokost, og min far tager pigerne med i kirke, mens jeg går i krig med maden, fortæller Michael.

Det er nemlig sangeren, der varetager kogekunsten i hjemmet. Ikke kun til jul, men så vidt muligt også i hverdagen, når han ikke lige er forhindret af spillejobs.

Læs også: Jul i Danmark og Italien: Dario og Gertrud om juletraditioner gennem tiden

– Jeg øver mig i hele november og december. Når vi nærmer os den 24. december, er pigerne ved at være trætte af flæskesteg, fordi jeg laver det en gang om ugen. Men juleaften får vi til gengæld både flæskesteg, and og medister, siger han.

Hans hustru supplerer:

– Jeg har lidt atypisk ingen større opgaver den 24. december ud over at dække bord. Og alle i familien er i øvrigt søde til at hjælpe til.

Har du nogen julekoncerter i år?
– Jeg vil gerne gøre det til en tradition at holde en stor julekoncert her i det sønderjyske. Sidste år blev det med Tine Schlichting som gæstesolist. I år var der planlagt en koncert i Sønderborg, hvor jeg og Ronald Mossom skulle optræde. Den blev aflyst, men nu har jeg heldigvis fået arrangeret en julekoncert i Sønderjyllandshallen i Aabenraa den 8. december klokken 15 under overskriften ”Christmas Time 2019”. Det bliver en blanding af populære julenumre og mine egne sange. Før i tiden var der julehalballer overalt i hele ugen mellem jul og nytår, og dem havde jeg mange af med danseorkestret Top Seven. De er ikke så udbredte mere, og i år har vi bare et enkelt halbal den 29. december i Hvidbjerg. Det passer mig fint. Så er der mere tid til hygge med familien.

Hvilke traditioner har I 
for juledagene?
– Første juledag bliver vi gerne hjemme og hygger, og pigerne får mulighed for at lege med alle deres julegaver. Anden juledag er der altid julefrokost hos min far og hans kæreste Pia. Tredje juledag er det hos min mor, det foregår, og den 28. hos min fars lillebror i Horsens. Så det er ikke familiehygge og selskabelighed, vi mangler.

Hvordan husker du din barndoms jul?
– Helt fra jeg var lille, var der tradition for, at min far tog mig med i kirke for at tage lidt af spændingen, inden julen skulle fejres med to mostre, to onkler og min mormor. Og så husker jeg, at min søster og jeg hver især stillede en støvle i vinduet. Hver søndag havde nissen lagt en gave i støvlen, og gaverne blev større og større, jo tættere vi kom på jul. Juleaftensdag lå der også en gave, og den rummede gerne et hint til, hvad der ventede os under træet om aftenen. På den baggrund er det faktisk lidt sært, at jeg ikke lugtede lunten, da jeg som 10-årig fik et par trommestikker i støvlen. For den store gave det år var selvfølgelig det trommesæt, jeg brændende havde ønsket mig.

Læs også: Susanne Lana synger julesange i sydens sol

Hvad er din værste julegave?
– Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Skal man vælge vinkelsliberen, margretheskålen eller dejskraberen? Jeg har sågar engang fået et korset af min kone. Meningen var ganske vist god nok, for jeg havde det med at få hold i ryggen, når jeg var ude at spille, så Rikke havde været i en sportsforretning og fundet mig et korset, der virker mod dårlig ryg. Men alt i alt rammer hendes søsters mand hovedet på sømmet, når han hver jul spørger mig, hvorfor jeg altid får sådan nogle ”skodgaver”! Men sådan går det åbenbart, når man ikke har de store, forkromede gaveønsker.

Har du nogensinde troet på julemanden?
– Ja, for dælen. Min onkel Leif havde altid rollen som julemand i min barndom og var derfor af gode grunde aldrig til stede, når den rare, skæggede mand lagde sin vej forbi. Men når han vendte tilbage til stuen efter sceancen, kunne familien altid være stensikre på, at jeg sad med store øjne og sagde: ”Onkel Leif! Julemanden har lige været her!” Pigerne har også troet på ham, men for Sofias vedkommende stoppede det allerede for tre år siden, da hun opdagede, at julemanden havde de samme strømper som farfar. Clara bevarede måske troen et enkelt år mere.

Hvad er mon Michael Korups yndlingssang? Få svaret her.

Hvilke sange synger I til jul?
– Faktisk har Sofia påtaget sig opgaven at udvælge julesange. ”Et barn er født i Bethlehem” er et must. Det samme er ”Nu’ det jul igen” med afsluttende løb gennem huset og op i sengene. Gennem tiden har vi desuden taget sange med ind, som pigerne var blevet præsenteret for i børnehaven eller på tv. Min egen absolutte favorit er ”Glade jul” eller ”Silent Night”, som den hedder på engelsk. Til mine julekoncerter er det den engelske version, jeg sender ud over scenekanten.

Hvad er dit yndlingsjuleknas?
– Vi har hvert år et familieprojekt kørende med vores chokoladesmelter, vores juleforme, hvid og mørk chokolade, mandler og mange andre gode sager. Det handler selvfølgelig om god, gammeldags, hjemmelavet konfekt, som vi alle er vilde med. Jeg kan også godt lide frugtflæsk og andet af det klassiske juleslik, men kan til gengæld ikke tåle nødder. Her i huset bager vi aldrig op til jul. Det har vi Karen Volf til. Og Rikkes mor plejer at have hjemmebagte småkager med, når hun kommer juleaften.

Hvad er din yndlingsjulekalender gennem tiden?
– ”Vinterbyøster” med de herlige håndførte dukker. Rikkes er ”Jul på slottet”, og jeg tænker, det mest handler om, at hun synes, prins Valentin er lidt lækker. Hun har forsøgt at få pigerne med på dyrkelsen. De er dog ikke ovenud begejstrede, men hun mener, det skyldes, at de ikke helt er gamle nok til at fange dybderne i kalenderen.

Læs også: Katrine Daugaard elsker julen - både med og uden børn