Fjern dellerne med et dagligt stik

Søndag, 13. november 2011
af Line Kalum Jarlkov
Et dagligt lille stik kan blive det nye våben i kampen mod fedme og overvægt. Et forsøg med et nyt dansk slankemiddel kan få vægttabet til at holde efter to år - med kun få bivirkninger
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det nye lægemiddel hedder Liraglutide og er udviklet af Novo Nordisk.
I modsætning til andre slankemidler skal det sprøjtes ind i kroppen og vil på den måde reducere dit taljemål betydeligt. Desuden har det en god effekt på kolesterol og forhøjet blodtryk. Det kan blandt andet have en virkning på hjertekarsygdomme.

DE FIRE TESTFASER

For at sikre, at et stof kan bruges på mennesker, skal det gennem fire testfaser:

  • Fase 1 varer 1-1½ år. 50-200 raske mennesker får en lav dosis af stoffet.
  • Fase 2 varer 2-3 år og inkluderer 200-600 patienter fra forskellige folkeslag
  • Fase 3 er sidste testfase, før en medicin bliver sendt ud på markedet. Fase 3 varer 3-4 år og laves på 2.000-4.000 patienter, herunder en gruppe på uvirksom placebo-medicin samt en gruppe på en anden allerede godkendt medicin.
  • Fase 4 kan vare måneder eller år. Når et lægemiddel har klaret sig gennem Fase 3, bliver al information samlet og sendt ind til sundhedsmyndighederne i blandt andet Europa, USA og Japan, der skal godkende lægemidlet.

Få bivirkninger
Professor og institutleder på Institut for Human Ernæring (link fjernet), Arne Astrup, er en af forskerne, der har stået i spidsen for den store undersøgelse:
- Resultaterne efter de såkaldte Fase 2-forsøg viser, at en daglig indsprøjtning af Liraglutide giver et varigt vægttab stort set uden bivirkninger. Vi har før set eksempler på, at andre slankemidler giver øget risiko for depressioner og en negativ påvirkning af kolesterolet, men Liraglutide giver ikke problemer i den henseende, forklarer han.
15 % af forsøgspersonerne oplevede kvalme ved insprøjtningerne, men bivirkningen kan reduceres ved at nedjustere dosen.

Slankemidlet stimulerer mæthedsfornemmelsen
Det naturlige hormon GLP-1 spiller en stor rolle i det nye lægemiddel.
Hormonet er oprindeligt udviklet af Novo Nordisk til behandling af patienter med type 2-diabetes, men ud over at give en forbedret regulering af blodsukkeret, viste det sig, at lidt højere doser af lægemidlet giver en øget mæthedsfornemmelse.

Kun for svært overvægtige
- Behandling med Liraglutide er et alvorligt skridt at tage i forhold til vægttab. Det skyldes et princip om, at man ikke begynder at behandle raske mennesker med lægemidler, og personligt synes jeg, det er et skråplan, hvis et par kilo overvægt skal behandles med lægemidler. Kostomlægning og støtte fra en diætist kan snildt klare det problem, erklærer Arne Astrup.
Liraglutide vil altså kun blive ordineret til behandling af svær fedme, hvor patienten har betydelige helbredsproblemer på grund af vægten og ikke kan tabe sig på andre måder.
- Historien har lært os, at det sommetider først er, når lægemidlet har været på markedet i mange år, at man finder ud af, at der eksisterer sjældne, men alvorlige bivirkninger. For helt raske personer med et par ekstra kilo på sidebenene, er det ikke okay, siger han.
Novo Nordisk oplyser, at de er gået i gang med at teste Liraglutide i Fase 3-forsøg. Hvis forsøgene går efter planen, vil lægemidlet være på markedet omkring år 2015.

(Kilde: Videnskab.dk)

Bliv en del af Familie Journals Slankeklub (link fjernet)
Kom frisk gennem vinteren - tips og tricks
Fem gode råd mod sår og skrammer