
Det er ikke kun godt for lokalområdet, når ældre giver en hjælpende hånd nede i genbrugsbutikken eller idrætsforeningen. Det har nemlig også store sundhedsmæssige fordele at arbejde frivilligt.
De ældre er den aldersgruppe, hvor flest tager antidepressiv medicin, men det kan engagement i foreningslivet eller frivillige organisationer være med til at modvirke.
Det viser ny forskning fra Aalborg universitet, som slår fast, at frivilligt arbejde kan mindske ældres brug af antidepressiv medicin.
Forskere fra Aalborg Universitet har i samarbejde med en af de førende forskere inden for frivilligområdet fra University College London fulgt 6.713 ældre mennesker i en periode fra 2012-2018. Udover spørgeskemadata fra deltagerne i forskningsprojektet har forskerne haft adgang til de ældres medicinforbrug fra 1995 og frem for at udelukke, at folk uden behov for antidepressiv medicin blot er mere tilbøjelige til at være frivillige.
Undersøgelsen viser, at det ikke er helt uvæsentligt, hvor mange timer de ældre arbejder frivilligt. Det er optimalt at bruge mellem 50 og 100 timer om året på frivilligt arbejde for at mindske forbruget af antidepressiv medicin. Der skal altså ikke mere end en til to timers frivilligt arbejde om ugen til at gøre en forskel.
Det er selvfølgelig kun godt, hvis man har overskud nok i hverdagen til at arbejde mere, men det har ifølge studiet ingen yderligere effekt i forhold til medicinforbruget.
130 ud af 1000 personer over 65 år tager antidepressiv medicin. Til sammenligning gælder det 95 ud af 1000 personer blandt de 40- til 64-årige og endnu færre hos de yngre aldersgrupper.
En af hovedårsagerne til, at frivilligt arbejde har en positiv påvirkning på ældres helbred er, at det kan forebygge ensomhed, som er en af de mest centrale risikofaktorer for mentale helbredsproblemer.
Det skyldes det sociale fællesskab, som man finder i foreningslivet, og det gælder uanset, om man lægger sine timer i kirken, en social café eller det lokale dyreværn. Det vigtigste er, at man er glad for det, man laver og er sammen med andre mennesker.
Andelen af frivillige blandt de ældste aldersgrupper i Danmark er fra 2004 til 2024 blevet væsentligt større. I 2024 så tallene for at have udført frivilligt arbejde inden for det seneste år således ud:
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.