
Hvornår i livet er vi lykkeligst?
Statistisk set topper lykken for os som 20-årige – og derfra går det ned ad bakke i 30’erne, 40’erne og 50’erne – og når vi bliver 60, vender positiviteten tilbage.
Lykkelighedskurven er u-formet, den starter oppe i 20’erne, dykker og kommer op igen, så når du fylder 80 år, er du næsten lige så glad, som da du var 20, men af helt andre årsager.
Måske skyldes tristheden, at ens livsrolle ændrer sig fra, at man er den, der skal alting – studere, have job, partner, børn, venner, karriere – til at være den, der står på sidelinjen. Men når man har vænnet sig til det, vender billedet, og tilfredsheden kommer tilbage.
Tallene stammer fra en tysk undersøgelse af livstilfredsheden hos europæere, men tal fra for eksempel Japan, hvor befolkningen også lever længe, viser det samme: Taknemmelighed og tilfredshed stiger med alderen.
Én forklaring er ifølge psykologerne, at man som ældre er mere robust og realistisk i forhold til livet. Man har oplevet at miste mennesker, man elsker, og måske også været udfordret materielt og fysisk. Der er en slags lettelse ved at have prøvet det meste i livet, så man er ikke så let at slå ud, hverken bange for livet eller døden, og hver dag, der går godt, er en god dag.
Når tilværelsen eller helbredet føles svært, kan man trøste sig med: ”Det er ikke så mærkeligt, jeg er trods alt 80 år”, og når man har det godt, kan man føle sig pavestolt over at være ”så frisk som 80-årig”.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.