Hanne på 82 er danseinstruktør: Jeg elsker at glæde andre med dansen

Det er svært at lade være med at smile og bevæge kroppen i takt med musikken, når man træder ind i danselokalet i Aarhus og ser 82-årige Hanne Taisbak undervise 17 kvinder i Ballroom Fitness – pardans uden en partner.

Alderen på kvinderne spænder bredt, den yngste er 33 år, og den ældste er 83.

Energien er høj, og ud af højtalerne strømmer denne dag Abbas klassikere.

På ryggen af hendes T-shirt står der: "Jeg er Fitness United-instruktør”, og det er tydeligt, at hun bærer T-shirten med stolthed.

Hun har et stort smil på læberne, når hun viser kvinderne trinene, og inden den næste dans siger hun højt: ”Husk, vi danser kun for sjov”, mens kvinderne følger trop.

– Intet er sjovt, hvis det skal være perfekt. Hvis det ikke må være sjovt at danse, er det ikke mig, der skal være træner, siger Hanne, da vi efter undervisningen møder hende i privaten i Aarhus, hvor hun bor sammen med sin mand, Bent.

For Hanne er det bedste ved at være danseinstruktør at kunne give kvinderne på danseholdet en god oplevelse.

– Det allervigtigste for mig er, at jeg gennem dansen får kvinderne til at smile og er med til at give dem en god dansetime. Det skal være et trygt og rart sted at komme – et sted, hvor kvinderne får god energi.

Hun har været danseinstruktør i over 15 år og har undervist hold i forskellige fitnesscentre. Hendes drøm om at blive instruktør stammer helt tilbage fra ungdommen.

En drøm, der i første omgang blev lagt på hylden, efter hun som 15-årig havde været til den afsluttende eksamen for at få beviset på, at hun var danseinstruktør.

– Jeg var slet ikke forberedt på selve prøven. Jeg troede, at jeg skulle undervise en flok, men i stedet skulle jeg blot forestille mig, at der var nogen at undervise. Jeg skulle også selv have haft musik med til en grammofon, og det havde jeg ikke, for jeg troede, at der ville sidde en pianist, som der plejede til undervisningen.

Hun gjorde sit bedste, men da hun var færdig med sin dans, fik hun at vide, at hun ikke var moden nok. Hun skulle komme tilbage om nogle år. Og foran danselæreren og bedømmerne kunne hun ikke holde tårerne tilbage.

– Jeg var dybt ulykkelig og flov – også over for mine forældre, for de havde betalt for danseundervisning og mit dansetøj, siden jeg begyndte til dans, da jeg var tre år.

Hun stoppede helt med at gå til dans, da hun kom i lære som klinikassistent hos en tandlæge.

Hun kunne dog ikke slippe det, og en sommer blev hun hentet hver dag efter arbejde af sin dansepartner, hvorefter de tog rundt til nærliggende byer og underviste på forskellige danseskoler.

– Jeg var så tynd, bleg og fuldstændig udkørt hele den sommer. Jeg måtte indse, at jeg blev nødt til at vælge mellem dans og tandpleje.

Drømmen blussede op

Hanne valgte dansen fra og blev uddannet klinikassistent. Nogle år senere fik hun to døtre sammen med sin daværende mand.

Men da hun som 53-årig blev gift med sin nuværende mand, Bent, begyndte de at gå til pardans. Og ikke længe efter begyndte hun selv til jazzballet. Drømmen om at blive danseinstruktør begyndte at blusse lidt op igen, inderst inde.

Da Hanne som 67-årig en dag efter zumba mødte chefen for Fitness United, Thomas Arentsen, begyndte de at tale om Hannes drøm om at blive danseinstruktør.

Thomas kunne høre, hvor meget Hanne brændte for det og tilbød hende at betale for, at hun kunne tage sin sidste eksamen.

– Jeg blev meget rørt og glad. Det var virkelig stort af ham. Alligevel sagde jeg til ham, at jeg lige ville sove på det.

Hun nåede dog ikke at sove særlig længe, for allerede midt på natten kendte hun svaret.

– Jeg skrev til ham og sagde ja. Mit hjerte bankede, mens jeg skrev det, men jeg vidste, at det var det rigtige at gøre. Min barndomsdrøm skulle blive opfyldt. Bagefter havde jeg svært ved at sove videre. Jeg var alt for spændt, men også lettet.

Næste morgen kunne hun næsten ikke vente med at fortælle Bent den gode nyhed.

– Bent var virkelig en støtte på det tidspunkt, for han kunne se, hvor meget det betød for mig. Han har altid bakket mig op i alt, hvad jeg har foretaget mig, siger Hanne, mens hun kigger kærligt på Bent.

Forløsning og lettelse

En efterårsdag i 2010 tog Hanne toget til København for at gå til eksamen – med håb om at komme hjem med et eksamensbevis. Men Hanne kom tomhændet hjem.

– Jeg var stensikker på, at jeg strøg lige igennem, for jeg havde styr på trinene. Men jeg bestod ikke eksamen, fordi jeg havde svært ved det teoretiske. Det var en udfordring for mig at råbe, hvordan de andre på holdet skulle udføre dansetrinene. Jeg var god til at danse, men ikke til at instruere.

Hanne blev dog ikke slået ud af kurs, og et par måneder og en masse øvelse senere bestod hun sin eksamen.

– Det var en stor forløsning og lettelse endelig at få beviset. På mange måder havde det jo altid været meningen i mit hoved, at jeg skulle være danseinstruktør, så at stå der med beviset i guldramme var meget stort og rørende. Jeg var så stolt.

Efter sin eksamen begyndte Hanne som instruktør.

– Jeg havde fyldte hold hele ugen, og jeg cyklede fra det ene fitnesscenter til det andet i Aarhus for at instruere. Det var virkelig en lykkelig tid, men også en hård tid.

Hanne har derfor prioriteret, at hun i dag kun har to hold om ugen.

Ellers bliver det for stressende. Udover at være danseinstruktør bruger hun også tid på at vinterbade i den nærliggende vinterbadeklub, cykle lange ture med sine veninder og hygge med sine børnebørn. Selv om Hanne er 82 år, er alder for hende bare et tal og ikke noget, hun føler sig begrænset af.

– Jeg føler mig frisk og rask – heldigvis fejler mit helbred intet. Og selv om alderen stiger, hopper jeg stadig glad rundt på dansegulvet, for dans er virkelig dét, jeg lever for, siger hun med et smil.