Sweater med hunde

Tirsdag, 9. januar 2024
Opskrift og foto: Viking Garn.
Er du et hundemenneske? Uanset svaret kan du nu strikke en børnesweater, der vil vække begejstring hos modtageren. Den strikkes i kradsefrit garn spundet af bomuld og bambus.
Barn i en hundesweater

Strikkeopskrift på sweater med hunde:

Størrelse: 1 (2) 4 (6) 8 år

Overvidde: 56 (60) 64 (70) 74 cm

Hel længde: 32 (36) 40 (45) 50 cm

Ærmelængde: 20 (23) 28 (31) 36 cm

Garn: Viking Garn Bambino (50 % bomuld, 50 % ægte bambus)

Garnforbrug:

Lys blå nr. 420: 3 (4) 4 (5) 5 nøgler

Hvid nr. 400: 1 (1) 1 (1) 2 nøgler

Petrol nr. 428: 1 (1) 1 (1) 1 nøgle

Vejledende pinde: Pind nr. 2½ og 3

Strikkefasthed: 28 m glatstrik på pind nr. 3 = ca. 10 cm i bredden

Info: Når der strikkes mønster med to farver, er det vigtigt at holde trådene ens på fingeren gennem hele arbejdet. Dvs. at ligger den mørke tråd forrest på fingeren, skal den ligge således gennem hele arbejdet.

Sådan gør du:

Krop: Slå 156 (168) 180 (196) 208 m op med lys blå på pind nr. 2½, og strik ca. 5 cm rundt i rib, 1 ret, 1 vrang.

Skift til pind nr. 3. Strik mønster A efter diagrammet, og strik derefter glatstrik med lys blå, til arbejdet måler 20 (23) 26 (30) 33 cm.

Sæt et mærke omkring 1 m i hver side med 77 (83) 89 (97) 103 m til hver del. På næste omg lukkes 11 m af i hver side til ærmegab (mærkem og 5 m på hver side af denne).

Læg arbejdet til side, og strik ærmer.

Ærmer: Slå 46 (48) 50 (52) 54 m op med lys blå på pind nr. 2½, og strik ca. 5 cm rundt i rib, 1 ret, 1 vrang.

Skift til pind nr. 3. Strik 1 omg glatstrik, og tag jævnt fordelt ud til 52 (56) 60 (64) 68 m.

Strik mønster A efter diagrammet, og strik derefter glatstrik med lys blå. Sæt et mærke i begyndelsen af omg (= midt under ærmet), og tag 1 m ud på hver side af mærket ca. hver 2 (2,5) 2,5 (3) 3 cm, til der er 66 (70) 76 (80) 86 m, og ærmet måler ca. 20 (23) 28 (31) 36 cm. På sidste omg lukkes 11 m af midt under ærmet.

Strik det andet ærme på samme måde.

Bærestykke: Strik alle delene ind på samme pind med ærmerne over aflukningerne på kroppen = 244 (264) 288 (312) 336 m.

Strik 1 (1) 2 (2) 2 omg, og justér på sidste omg maskeantallet til 242 (264) 286 (308) 330 m.

Strik mønster B efter diagrammet, og tag ind, som diagrammet viser. Der er 99 (108) 117 (126) 135 m tilbage, når mønsteret er færdigstrikket.

Strik 1 (2) 3 (4) 4 omg glatstrik med lys blå, og tag på sidste omg jævnt fordelt ind til 90 (94) 98 (104) 108 m.

Halskant: Skift til pind nr. 2½, og strik rundt i rib, 1 ret, 1 vrang, med lys blå, til halskanten måler 6 (6) 7 (7) 8 cm. Luk af med ret over ret og vrang over vrang.

Fold kanten dobbelt mod vrangsiden, og sy den til med løse sting.

Montering: Sy sammen under ærmerne. Hæft ende.

Diagram til sweater
Foto: Viking Garn.
Diagram til sweater
Foto: Viking Garn.