Flot fletværk i strik

Tirsdag, 16. december 2008
af Redaktion
Den dobbelte fletbort strikkes først, som en bane der ligger på tværs og danner bærestykke. Herfra strikkes så nedad til ryg, forstykke og ærmer, samt opad mod halsen

Str: S (M) L (XL).
Overvidde (arb): 81 (93) 96 (104) cm.
Længde: Ca. 58 (60) 62 (62) cm.
Materialer: "Mayflower Big Soft" (60% bomuld/40% akryl/50 g = 85 meter): (10) 12 (13) 15 ngl lilla nr. 210. Strikkep nr. 4 og 5. Rundp nr. 5 (40 + 60 cm). Rundp nr. 4 (40 cm). Hjp til snoninger. (Garn fra Mayflower, tlf. 77 34 14 88).
Strikkefasthed: 16 m x 24 p = 10 x 10 cm i glat på p 5.
Fletbort: Slå 24 m op med ekstra tråd (fjernes til sidst!) på p 5 og strik mønster efter dia. Strik til borten måler ca. 111 (120) 129 (137) cm, slut helst med dia's øverste p. Fjern ekstratråden og sæt m på p. Sy enderne sm til en ring med m-sting.
Diagram: Kan hentes ved at klikke her.

Ryg/forstk/ærmer: Strik 186 (202) 218 (234) m op fra r-siden langs fletningens ene langside med rundp 5 (60 cm). Strik op inden for den yderste m. Inddel nu med 40 (42) 44 (46) m til hvert ærme og 53 (59) 65 (71) m til hhv. ryg og forstk. Lad fletningens samling være midt bag. Forts rundt i omvendt glat (= glat med vr-siden ud). Hold arb med vr-siden ud, så du kan strikke r! Sæt mrk om 1. og sidste m på hvert ærme, og tag samtidig 1 m ud både før og efter hver af de 4 mrk (= 8 udt). (Udt: Saml lænken mellem m op og strik den dr). Gtg disse udt på hver 4. omg i alt 3 gange = 210 (226) 242 (258) m. Del nu arb ved mrk-m (mrk-m hører til ærmerne!). Strik hver del færdig for sig:

Ryg: Slå 4 m op i begge sider = 67 (73) 79 (85) m. Strik frem og tilb i omvendt glat over alle m. Tag 1 m ind i begge sider (inden for 1 kantm), når sidesøm måler 5 og 10 cm (efter de 4 m blev slået op!) = 63 (69) 75 (81) m. Tag 1 m ud i hver side (inden for 1 kantm), når sidesøm måler 15 og 25 cm = igen 67 (73) 79 (85) m. Når sidesøm måler 30 (32) 34 (36) cm: Skift til p 4 og strik 6 p r til kant. Luk af.

Forstk: Strik som ryg.

Ærme: Strik med p 5 over det ene ærmes m, og slå samtidig 4 m op i begge sider = 54 (56) 58 (60) m. Forts i omvendt glat, men tag 1 m ind i begge sider, når der er strikket 7 (7) 6 (6) cm, derefter indt med 7 (7) 6 (6) cm's mellemrum i alt 5 (5) 6 (6) gange = 44 (46) 48 (50) Strik til ærmet måler 39 cm. Juster m-tal på sidste p til 42 (46) 46 (50) m. Skift til p 4 og strik 6 cm rib [2 r, 2 vr]. Luk af i rib.

Strik næste ærme mage til.

Bærestk/halskant: Strik 152 (160) 176 (184) m op fra r-siden langs fletningens modsatte langside med rundp 5. Strik omvendt glat (fra vr-siden, som før). Beg indt til rundt bærestk efter 3 cm: Strik [6 r, 2 r sm] omg rundt = 133 (140) 154 (161) m. Næste indt-omg, efter 5 cm: [5 r, 2 r sm] omg rundt = 114 (120) 132 (138) m. Næste indt-omg, efter 8 cm: [4 r, 2 r sm] omg rundt = 95 (100) 110 (115) m. Sæt nu de midterste 20 m foran på m-holder til hals. Strik frem og tilb på rundp og dan halsudskæring med "vendepinde": Slut hver p 3 m før forrige vending. Vend og slå om p. Forts på denne måde, til der er vendt 3 (3) 4 (4) gange i begge side. Strik 1 omg over alle m, hvor omsl strikkes sm med den flg. m, og tag samtidig ind til 76 (80) 84 (88) m, jævnt fordelt. Skift til rundp 4 og strik 6 cm rib [2 r, 2 vr]. Luk af i rib.

Montering: Sy sm under ærmerne. Sy ærme- og sidesømme.

Strikkeopskrift: Lene Holme Samsøe/Mayflower

Strik en trøje med fletværk...
Fletning på tværs