Helt op til himlen

Mandag, 29. juni 2009
af Redaktion
Udnyt højden og ræk mod himlen - både når det gælder havens grønne planter og børnenes legemuligheder
Astrid og Rose benytter enhver lejlighed til at komme over jordhøjde. Her er det fars stillads, der bruges som klatrestativ. Foto: Anne-Marie Øby
Astrid og Rose benytter enhver lejlighed til at komme over jordhøjde. Her er det fars stillads, der bruges som klatrestativ. Foto: Anne-Marie Øby

Tips

Klatredronning
Klematis er uden tvivl havens klatredronning. Fra den vestjyske planteskole Westerly, en af Danmarks bedste slyngplante-producenter, kommer den smukke, dybviolette Viola, som blomstrer fra juli-oktober, er hårdfør og sund og kan blive op til fire meter høj.

Ude med snøren
Humle er en helt utroligt spurtende klatrestaude, hvis lange lianer slynger sig om alt, hvad de kommer i nærhenden. Den har massevis af store, dækkende blade og kvitterer, når den er udvokset, med smukke, lysegrønne "kogler". Hos os når den så højt op, den overhovedet kan, nemlig til tagets vindskeder.

Op, op til træets top
Udnyt trækronen i f.eks. et frugttræ, hvis udbytterigdom har set bedre dage. Pigernes far, Lars, har bygget dette legehus i vores gamle æbletræ. Sider og bund er af vejrbestandige finerplader (henholdsvis 12 og 22 mm tykke). Huset er malet med sort træbeskyttelse og taget beklædt med bassinfolie, som derefter er camoufleret med sivmåtter. På dette foto fra det tidligere forår kan man se, hvordan husets bund hviler på en solid trekant af hegnspæle, skruet ind i æbletræet.

Læs mere om legemuligheder i havens træer i Signe Wennebergs bog Barndommens Have (forlaget Thaning og Appel). Den er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket eller købes antikvarisk.

Købetips
En plantepyramide af træ (fra bæredygtigt skovbrug) er fænomenal, når "gulvpladsen" er knap, og den perfekte skyskraber for bl.a. masser af krydderurter. Fås hos Triolife med tre, fem eller syv etager, pris fra 599-1.399 kr.

Læs også:
Hold da helt bøtte
Fars jordbærpiger