5 tips til praktisk mad

Torsdag, 23. februar 2012
af Redaktion
Få læsernes gode råd til nem madlavning
Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

Madens vej fra butikken, gennem køkkenet og ind på middagsbordet kan være lang og til tider give sved på panden. Så hvorfor ikke gøre selve tilberedningen lettere?
Her får du fem hurtige tilberedningstips fra Familie Journals brugere, som gør køkkenjobbet meget mere mageligt.

1.

Handsker til kartoffelpilning
I.L., Børkop
Når du piller kartofler, går det som en leg, hvis du tager en bomuldshandske af typen med små dupper på venstre hånd. Så brænder du heller ikke fingrene.

2.

Overtræk i æbleskivepanden
E.T., Præstø
Da jeg synes, at de færdigkøbte æbleskiver er udmærkede, bruger jeg ikke længere min æbleskivepande. Den er i stedet taget i anvendelse, når jeg overtrækker julekonfekt. Jeg fylder nogle huller med mørk chokolade, andre med nougat og andre igen med hvid chokolade. Nu er jeg fri for at svine flere gryder til, og det er nemt at trille konfekten i de små rum

3.

Folie på marcipanmassen
C.N., Esbjerg:
Marcipan hænger let fast i bordet, når det skal rulles ud. Dette problem løses nemt: Læg folie på marcipanen inden den rulles ud, så sætter den sig ikke fast på bordet og er ikke svær at løsne efter udrulning som ellers.

4.

Rens fisk med tandbørsten
E.M.H., Thisted
Når skæl er skrabet af fisken, og hoved og indvolde fjernet, er det ofte et stort arbejde at fjerne de sidste blodrester. Køb en tandbørste og brug den til det formål. Rens, skold og gem tandbørste sammen med fiskesaksen, så er tingene klar til næste gang, der ligger frisk fisk på køkkenbordet

5.

Sild på blok
Y.J., Holbæk:
Vi elsker marineret sild på isblok med små pillede kartofler og masser af frisk purløg til. Men det har altid irriteret mig, at isblokken begyndte at smelte, inden silden er sendt rundt anden gang, selv om det er pakket i folie. Jeg har fundet en god løsning: Jeg tager et stort køleelement fra fryseren, lægger folie om og derpå lægger jeg silden, og nu er vi fri for det smeltede vand.

10 tips til en nemmere hverdag

De bedste tips til sundere hverdagsmad

Gør nemt rent på svære steder