Kære Puk
Jeg er bange for at miste min datter
Annette samler på mennesker
Mandag, 9. juli 2018
Greta Johannsen
Der var engang, da Annette drømte om at få sit helt eget børnehjem. Det fik hun ikke - men til gengæld fyldte hun "Svanegaard" på Fyn med de børn, som nogle syntes, var vanskelige - og derfor er hun med tiden blevet Bedste for en hel del små børn. Derfor er hun indstillet til den fornemme titel "Danmarks bedste bedste".
- Jeg er ikke en sød og rar person, men alle ved, hvor de har mig, siger Annette om sig selv. Hun ser ellers både sød og rar ud, men det skal man så ikke regne med.
Alligevel har en læser skrevet ind til Familie Journal og indstillet Annette Svanegaard til titlen "Danmarks Bedste Bedste" - og så er Annette ikke engang hendes egen bedste. Læseren og hendes datter bor på Svanegård i Lumby på Fyn. De bor til leje hos Annette, der blandt meget andet også har titlen gårdejer. Læseren og hendes datter ville gerne bo på landet og så endte de her hos Annette - men læseren opdagede snart, at Annette ikke var en helt almindelig udlejer.
Kender du også en dejlig bedste? Indstil ham eller hende her
- Der er altid mennesker omkring Annette og Frants. Nu er lejlighederne udlejet på helt almindelige vilkår, men før i tiden var lejerne tit mennesker, der havde brug for et sted at være og lidt ekstra omsorg i en periode af livet. De er så flyttet videre ud i verden, men de kommer stadig tilbage på besøg. En gang om ugen har vi som regel fællesspisning, til jul inviterer hun på andesteg, og både de nuværende og tidligere lejere er altid inviteret med. Annette ser gerne efter vores børn, giver en hjælpende hånd eller måske har vi bare en god snak. De er begge to omsorgsfulæde og fantastiske mennesker, der betyder rigtig meget for mange mennesker - på den måde er Annette vores alle sammens Bedste, siger læseren.
"Tidslerne" flytter ind
"Svanegaard" er en stor gammel gård med 50 tønder land. I dag kan man hverken leve eller dø af den størrelse landbrug, men staldene og overetagen i stuehuset er blevet lavet om til små lejligheder, og så bor Annette og Frants i stueetagen. Lige nu bor her 10 mennesker på gården. Jorden er forpagtet ud og det eneste landbrug, der er på gården, er alle hønsene og de andre smådyr, som mest er der for børnenes skyld. Annette og Frants dyrker mennesker i stedet for korn.
- Jeg er vokset op på "Svanegaard", dengang man kunne leve af at være gårdejer. Dengang boede min bedstemor i aftægtsboligen på gården, der var karle og piger og masser af folk og masser af liv. Da jeg var barn, drømte jeg om at få mit eget børnehjem, og det skulle være her på gården, siger Annette.
Børnehjem blev det ikke, men Annette blev lærer. Og en skrap en af slagsen, siger hun jo selv.
- Jeg har altid arbejdet med børn, som man dengang kaldte for "vanskelige". Senere blev de kaldt for "udsatte ". Det betyder ikke, at der er noget i vejen med børnene eller deres familier. Det betyder i virkeligheden, at familierne ikke altid har haft de bedste muligheder. Der kan være sygdom, arbejdsløshed og mange andre ting, der betyder, at børnene har det svært. For mange år siden startede ungdomsskolen et projekt, "Tidslerne", for piger, der var skoletrætte. Jeg var lærer for mange af pigerne og kendte dem rigtig godt. Der er jo mange grunde til, at børn bliver skoletrætte, og tit var der også problemer mellem pigerne og deres forældre - og så var der altså flere af pigerne, der flyttede ind hos mig i kortere eller længere tid - og de er også blevet mine piger, som jeg stadigvæk ser, siger Annette.
Lejeren der blev boende
Annette overtog "Svanegaard" efter sin mor i 1986. Hun var nyuddannet lærer og følte sig lidt alene i den meget store gård, så hun satte en annonce i avisen under "lejer søges". På den måde kom Frants ind i hendes liv - og han må absolut være den længst boende lejer, for de har nu været gift i de sidste 30år.
Annette og Frants blev kærester og forældre til tre børn og senere bedsteforældre til fire børnebørn, hvoraf Oskar på snart to år er den yngste.
Men selvfølgelig kunne Annette og Frants ikke "bare" være en almindelig familie, for Annette er sådan en, der blander sig. - Dengang jeg var barn, kom der altid mennesker forbi, der lige kom ind til en kop kaffe og en snak. Den måde at leve på har jeg det bedst med, for jeg holder af mennesker - og hvis man kan give en hjælpende hånd, hvorfor skulle man så ikke det? Mange af de piger, der har boet her, kommer tit på besøg , nu med deres egne børn igen - og nogle af de små er endda født her på gården. Det er en stor glæde at få lov til at følge de børn, jeg har kendt fra de var små, siger Annette.
Sårbare børn
- Jeg gik på pension for nogle år siden, men jeg er stadig frivillig på vores lille skole her i Lumby. Som lærer og medmenneske går man jo ikke på pension, og holder op med at interessere sig for andre, siger Annette. Det er hun i hvert fald et bevis på.
- De sidste år i skolen var jeg støttelærer for børn med særlige behov. Da jeg begyndte som lærer, kaldte man dem for "vanskelige" børn. Nu er de snart alle sammen vanskelige - og rigtig mange af dem har lange bogstavdiagnoser. Men jeg tror egentlig ikke, at de er så vanskelige endda: Jeg mener i stedet, at de er sårbare. Derfor har børn allermest brug for nærvær: At de forstår, at det ikke er "lige meget", hvad de gør, for der er en voksen, der bekymrer sig om dem og tager sig af, hvad de gør. Når et barn gør noget forkert, så siger jeg det og forventer, at de gør det rigtige. Jeg tror, det værste, du kan byde et andet menneske, er ligegyldighed: Det skal ikke være ligegyldigt, hvad et barn gør. Som voksen skal du vise, hvad du står for og stå fast på det og have modet til at være upopulær. Jeg vil gerne være hende, børnene kan regne med, og hende der står fast på sin mening og ikke angler efter at være populær hele tiden. Jeg ved godt, at jeg var "hende den skrappe" i skolen, men noget rigtigt må jeg have gjort, ellers ville eleverne jo ikke have flyttet ind hos mig senere.
Vi bliver her
Deres egne tre børn er voksne og børnebørnene er godt i vej, bortset fra lille Oskar . Ingen af hendes egne børn eller de mange andre, der har været igennem hendes hænder lader til at have haft det svært med den strikse mor og lærer. Det hører også med til historien om Annette, at hun stadig har børn på besøg i kortere eller længere tid, og der kommer skoleklasser på besøg hos hende. Hun sørger for at få et nabobarn i skole hver dag, og sådan kunne man blive ved, for hun kan ikke slippe børnene - og de kan så åbenbart heller ikke slippe hende.
Læs også om Danmarks bedste Ebba
Derfor står Annette og Frants stadig tidligt op, selv om de nu er blevet 69 år. Annette er selv frivillig på den lokale skole, og så er der gården. Den passer ikke sig selv - det gør Frants. Han er manden bag det kæmpearbejde, det er at vedligeholde en gammel gård, og det er er også ham, der sørger for at dyreflokken får det, de skal have. Der er stadig geder, høns, lidt køer og to heste - der selvfølgelig er kommet her, fordi de var kommet lidt op i årene. Nu nyder de deres hesteotium i Svanegårdens fold.
På "Svanegaard" er der plads til travheste, der er gået på pension, små børn, frække børn og artige børn, unge og gamle og lejere med og uden særpræg. Sådan skal det blive ved med at være, har Annette og Frants bestemt, for de går nemlig aldrig på pension. De bliver her, hvor der er brug for dem.
