Alexander elsker rutsjebaner: Der er ikke én, jeg ikke har turdet prøve

Alexander Poulsen kørte i sin første rutsjebane, da han var 12 dage gammel, og i dag har formanden for CoasterClub Denmark prøvet over 300 forskellige.
Af
Karna Bunk-Jensen
Alexander Poulsen er formand for rutsjebaneforeningen CoasterClub Denmark og fortæller, at det har sine fordele at være medlem. Når foreningen tager på udflugt til Djurs Sommerland, har de hele forlystelsesparken for sig selv.
Alexander Poulsen er formand for rutsjebaneforeningen CoasterClub Denmark og fortæller, at det har sine fordele at være medlem. Når foreningen tager på udflugt til Djurs Sommerland, har de hele forlystelsesparken for sig selv.
Foto: Henrik Bjerg
Annonce

En duft af varme popcorn og lyden af raslende skinner, når rutsjebanevognene suser forbi. 32-årige Alexander Poulsen kan næsten ikke forestille sig noget bedre. Siden han var ganske lille, har han haft et ømt punkt for forlystelsesparker og især rutsjebaner. Han var bare 12 dage, da hans forældre tog ham med i BonBon-Land første gang.

Annonce

– Men jeg må være ærlig og erkende, at det ikke er meget, jeg kan huske fra lige det besøg, griner Alexander, som voksede op i nærheden af den sydsjællandske forlystelsespark.

– Det var jo årets højdepunkt at komme i Bonbon-Land. Jeg terpede deres oversigtskort hjemmefra og memorerede numrene på forlystelser, men det var ikke sådan, at jeg skulle ud at prøve alt. Jeg elskede bare at være der.

Alexander har fået tatoveret rutsjebaneskinner fra 25 favoritforlystelser. Det første stykke repræsenterer BonBon-Lands Simsalabon, Alexanders første rutsjebanetur nogensinde.
Alexander har fået tatoveret rutsjebaneskinner fra 25 favoritforlystelser. Det første stykke repræsenterer BonBon-Lands Simsalabon, Alexanders første rutsjebanetur nogensinde.
Foto: Henrik Bjerg

Med internettets fremkomst fik Alexander mulighed for at dyrke sin spirende hobby på et nyt plan. Som 12-årig fulgte han med på hjemmesider, der anmeldte forlystelsesparker i hele verden, og så videoer optaget fra forreste sæde på rutsjebaner, han drømte om selv at prøve.

Og så, i 1999, kom computerspillet Roller Coaster Tycoon.

– Jeg spiller det stadig den dag i dag. Det satte kun endnu mere skub i drømmen om selv at blive en del af det, fortæller Alexander, som har bygget flere rutsjebaner på sin computer, end han tør tænke på.

Danmark er forlystelsesland

I dag er Alexander formand for foreningen med det internationalt klingende navn CoasterClub Denmark. For er man vild med at køre i rutsjebane, rejser man selvfølgelig gerne langt for at prøve de nyeste, og et traditionsrigt forlystelsesland som Danmark tiltrækker rutsjebaneentusiaster fra hele verden.

– Danmark har jo nærmest opfundet forlystelsesparken. Bakken er verdens ældste, og Tivoli er verdens femteældste. Entusiaster fra hele verden kommer hertil, og jeg er rimelig god til at spotte dem, så de får lige en tur ind bag kulisserne, siger Alex, som til daglig arbejder på Den Gamle Rutsjebane i Tivoli.

Annonce

Alex selv rejser også gerne langt for at prøve nye rutsjebaner. Da han i foråret prøvede ”Neo’s Twister” i verdens nordligst beliggende forlystelsespark, PowerPark i Finland, nåede han op på nummer 300, og med dagens besøg i Djurs Sommerland kan han tilføje yderligere tre til samlingen.

Djurs Sommerland har fået to nye rutsjebaner, siden Alexander var forbi sidst, så med dagens udflugt når han op på at have prøvet 303 forskellige.
Djurs Sommerland har fået to nye rutsjebaner, siden Alexander var forbi sidst, så med dagens udflugt når han op på at have prøvet 303 forskellige.
Foto: Henrik Bjerg

The Big One

Men som barn var det ikke alle rutsjebaner, Alexander turde prøve. Efter talrige mellemørebetændelser var hans ører blevet sarte, og høje lyde gjorde ham bange.

– Det har holdt mig fra at prøve rigtig mange ting, siger Alexander, der som 10-årig mere end noget andet drømte om at prøve den 63 meter høje stålrutsjebane ”The Big One” i forlystelsesparken Pleasure Beach nord for Liverpool.

Annonce

I kølvandet på forældrenes skilsmisse rejste Alexander med sin far og storebror til Pleasure Beach i 2003, men da den lille dreng endelig stod over for mastodonten, svigtede modet.

– Jeg kom aldrig op i den, og fra jeg forlod Pleasure Beach den dag, har jeg altid ærgret mig. Min far og min bror prøvede den, og de synes begge, den var sjov.

Men i årene, der er gået siden, har Alexander formået at vende nederlaget til succes.

– Jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig nogensinde igen ville fortryde, at jeg ikke turde, og det har jeg holdt. Siden den dag er der ikke en rutsjebane, jeg ikke har turde prøve, ligegyldigt hvor stor eller høj eller hurtig den er, siger Alexander, der som voksen er vendt tilbage til Pleasure Beach ad flere omgange og har taget revanche.

Annonce

Hvad gør en rutsjebane god?

Ifølge Alexander bør en god rutsjebane indeholde flere forskellige elementer. Selvfølgelig skal der være positiv g-kraft, hvor passageren bliver trykket tilbage i sædet gennem hurtig acceleration, men også gerne det modsatte, negativ g-kraft.

– Når du føler, du bliver katapulteret ud af sædet, er det en af de bedste fornemmelser, der findes. Men det handler om at finde balancen. Får du samtidig lidt lateral g-kraft, hvor du bliver smidt fra side til side, så er det helt perfekt, siger Alexander, der ser helt salig ud ved tanken.

Lige for tiden er Alexanders personlige favorit at finde i belgiske Plopsaland, som han genbesøgte i april. Med sine mange rotationer står stålrutsjebanen ”Ride to Happiness” skarpt i erindringen.

Annonce

– Du bliver skudt afsted med elektromagnetisme i stedet for klassisk optræk, og fordi vognene drejer rundt på en helt tilfældig måde, bliver det aldrig den samme tur. Det er ikke den mest intense rutsjebane, jeg har prøvet, men det er den bedste, siger Alexander.

Medlemmerne af CoasterClub Denmark rejser sammen verden rundt for at prøve nye rutsjebaner, og i dag er turen gået til Djurs Sommerland.
Medlemmerne af CoasterClub Denmark rejser sammen verden rundt for at prøve nye rutsjebaner, og i dag er turen gået til Djurs Sommerland.
Foto: Henrik Bjerg

69 ture i streg

Netop intensitet fylder ikke længere lige så meget for Alexander, som det har gjort.

– Det kan godt trække oplevelsen ned, hvis de er meget hårde at køre i. Jeg har selv oplevet det i Frankrig i Parc Asterix. Jeg havde øm nakke i tre måneder efter ”Goudurix”, men jeg var nødt til at prøve. De rutsjebaner, der snurrer helt vildt meget rundt, vælger jeg også oftere fra nu, fordi jeg bliver lidt dårlig af det, men tidligere kunne jeg blive ved i timevis, siger Alexander, der engang tog 69 ture i streg i Tivolis Dæmonen i forbindelse med en konkurrence.

Annonce

Finalen fandt sted senere samme dag i Vertigo, men her nåede Alexander ”kun” op på syv ture.

– Sygeplejerskerne trak mig ud, selv om jeg nægtede til at starte med, men der var ikke noget at rafle om, for jeg var ligbleg og lige besvimet.

Dronningens sidste tur

En drøm gik i opfyldelse for Alexander, da han blev ansat på Den Gamle Rutsjebane i Tivoli i 2019.

– Det var kæmpestort. Man kan ikke bare sende en ansøgning. Særligt dengang var det virkelig en udvælgelsesproces, men jeg var jo ikke i tvivl om, at jeg passede perfekt ind, så jeg var bare glad for, at de også kunne se det.

Siden har Alexander kørt mange mindeværdige ture med den ikoniske trærutsjebane, og især én stikker ud.

Annonce

– Jeg gav dronning Margrethe hendes sidste tur i Rutsjebanen som siddende regent i forbindelse med 50-års jubilæet i 2022. Det var hendes eget ønske, og bagefter spurgte jeg ”Skulle det være en ekstra tur?”, hvortil hun svarede ”Det rækker”.

"Fars bane"

Men dronningen er ikke den vigtigste gæst, Alex har haft ombord. For to år siden blev han og kæresten Amanda forældre til Freja, som var tre måneder, da hun fik sin første tur i Den Gamle Rutsjebane.

– Hun sagde ikke specielt meget til det, faktisk sov hun det meste af turen. Og hun tager det stadig i stiv arm, siger den stolte far.

Og lille Freja er ikke i tvivl om, hvad Den Gamle Rutsjebane burde omdøbes til, for derhjemme kalder hun den slet og ret ”Fars bane”.

Om Freja på to år har arvet sin fars interesse for rutsjebaner vides endnu ikke, for hun sov under størstedelen af sin første tur.
Om Freja på to år har arvet sin fars interesse for rutsjebaner vides endnu ikke, for hun sov under størstedelen af sin første tur.
Foto: Henrik Bjerg
Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.