Alice spiller volley for trappernes skyld: Til kamp for den gode form

Der er ekstra højt til loftet i Ballerup Super Arena, og det er heldigt, for det hænder, at et velplaceret slag sender bolden på himmelflugt.

Alice Zachariassen bøjer let i knæene og strækker armene ud foran sig med samlede håndled. De blå øjne følger bolden, som den forlader modstanderens fingerspidser og svæver i en høj, blød bue hen over nettet i hendes retning.

– Jeg har! råber den spinkle kvinde, idet hun kaster sig frem for at møde bolden.

Sådan meddeler hun sine holdkammerater, at de skal holde sig tilbage, så der ikke opstår sammenstød.

– I de 10 år, jeg har spillet med, har der været meget få alvorlige skader, siger Alice og forklarer, at hun ikke tæller forstuvede ankler, håndled og fingre med. Sidstnævnte kan tapes op, og så fortsætter boldspillet.

Knæbeskyttere og polstrede armbind er desuden udbredte accessoires blandt klubbens medlemmer, som alle har det tilfælles, at de er fyldt 60 år.

For at undgå skader spilles der med letvægtsbolde, som er lidt mindre og blødere end dem, der typisk bruges til volleyball.

– Når man når den alder, vi har, er der ikke så mange fingerkræfter mere, forklarer Alice, som selv er 73 år.

Holder sig ikke tilbage

Et par kridtstreger længere nede ad banen springer 74-årige Gert Pedersen omkring. Alices mand gennem snart 50 år kaster bolden op i luften med venstre hånd og slår til den med højre, så den suser gennem luften som et blødt projektil.

Klubben tæller 45 medlemmer, og der er fire spillere på hvert hold. Sammensætningen af holdene varierer fra kamp til kamp, så når Alice og Gert ender som modstandere på hver sin side af nettet, holder hun sig ikke tilbage, bare fordi de skal følges hjem senere.

Men med sine beskedne 165 centimeter må hun indimellem se sig slået af sin mand, der er godt halvandet hoved højere end hun.

– Jeg kan jo ikke hoppe op og smashe til bolden, sådan som han kan, for han har højden til det, siger Alice, der til gengæld er god til at ”hæve”, hvilket vil sige at sende bolden over nettet med fingerspidserne.

Alice og Gert mødte hinanden i 1977, da begge var kursister på Danmarks Højskole for Legemsøvelser, et 1-årigt idrætskursus for lærere i folkeskolen. Med Gert fulgte også Ole, Gerts bedste ven siden 5. klasse, som var gift med Marianne, og de to par har været tætte lige siden.

Da Gert og Alice gik på pension samtidig i 2016, mente Ole og Marianne, at de lige så godt kunne melde sig ind i den nyopstartede volleyballklub for seniorer, som de selv netop var blevet medlem af.

Det var lige noget for Alice, som havde spillet volleyball i gymnasiet og fra tid til anden stadig deltog i turneringer.

Flere år med trapper

Nævneværdige skavanker har Alice endnu ingen af, og sådan ser hun helst, at det fortsætter.

Af samme grund sætter hun pris på volleyballtræningen, der kombinerer balance og koordination. Reflekserne sættes også på prøve, når bolden kommer susende gennem luften, ligesom konditionen. Alt sammen er med til at holde Alice i form, som årene går.

– Jo flere år jeg kan være aktiv, des flere år kan jeg gå på trapper, og vores hus har førstesal, så det er vigtigt, siger Alice.

Hun er ikke i tvivl om, at den ugentlige volleyballtræning kombineret med det gymnastikhold, hun også går på, er med til at forlænge hendes liv.

– Kommunen giver et lille tilskud til vores klub, men de sparer jo udgifterne i den anden ende, fordi vi holder os raske længere. Vi siger gerne, at vi holder hjemmehjælpen fra døren, siger Alice og smiler.

Hun og Gert har to børnebørn på fem og tre år, og Alice fortæller, at det også er for deres skyld, at hun holder sig aktiv. Der er nemlig krudt i de små størrelser, som parret henter fra institution og passer fast hver onsdag.

– Det betyder meget for mig, at jeg kan løbe rundt efter dem og kravle rundt på gulvet sammen med dem. Der er også en legeplads tæt på, hvor vi bor, og der kan jeg klatre med op i klatrestativet, siger Alice.

Bid i banen

Når klubbens medlemmer mødes og træner hver torsdag, er det i al venskabelighed, men med jævne mellemrum spilles der stævne mod bedstevolleyklubber fra resten af landet, og så får piben en anden lyd.

– Når vi er oppe mod andre, gælder det om at vinde, siger Alice.

Og vinde, det gør de. Bedstevolley-spillerne fra Ballerup har vundet DM tre gange, hvoraf Alice deltog de to, og ved sidste uges stævne (i skrivende stund, red.) i Farum løb klubben med førstepladsen.

Men selv om medaljerne er rare, er de ikke det vigtigste, forklarer Alice. For når træningen slutter, er der kaffe og brød, blandt spillerne kaldet tredje halvleg. Her vendes alt det, der er sket både på og uden for banen siden sidst.

– Der kan vi snakke frit. Vi følger med i hinandens liv, og har man haft nogle triste dage, er der altid nogle, som står klar med en skulder.

Men formiddagens sidste kamp skal lige spilles færdig, før kaffen kan blive serveret.

Bag Alice må en medspiller ned og bide i banen, men det lykkes ham at holde bolden i luften, og det udløser en highfive fra Alice og de øvrige holdkammerater, da han er kommet på benene.

– Fællesskabet er det vigtigste. Den slags kan man slet ikke måle, siger Alice.

Læs også: