Andrea lider af knogleskørhed: Du skal høre efter, mor!

Da River i marts 2014 hentede sin mor, Andrea Rose, i lufthavnen, efter at hun havde været på en længere rejse til sit fædreland, Australien, bemærkede han som det første, at hun var blevet mindre. Og så var han klar over, at der nok var noget sandhed i den mistanke, han havde gået med i et stykke tid:

– Jeg er uddannet fysioterapeut og var begyndt at arbejde og interessere mig en del for diagnosen osteoporose. Eller knogleskørhed. Min mor havde længe gået med rygsmerter og havde været ved lægen flere gange, uden at han kunne finde ud af, hvad det skyldtes. Men da jeg så min mor og lagde det sammen med de skavanker, jeg kendte til, var jeg ret sikker på, at hun havde fået knogleskørhed, fortæller River Breinholt, 33 år.

– Vi har knogleskørhed i familien. Der er 50 procent risiko for at arve det. De andre 50 procent er betinget af livsstil, siger han.

Og det er netop livsstilen, River kan hjælpe sin mor med, så hendes livskvalitet ikke dykker på grund af diagnosen. Han bor under en kilometer væk fra Andrea i Brabrand sammen med sin kone, der er sygeplejerske, og to døtre på 7 og 4 år.

Hyggeligt hold

– Jeg føler mig meget privilegeret, at jeg både har en fysioterapeut og en sygeplejerske så tæt på. Og så nyder jeg virkelig det tætte samvær, jeg har med mine børnebørn, siger Andrea med et lys i øjnene, som kun en bedste kan have.

Læs også: Knogleskørheden slog ikke Mona ud

River behandler ikke sin mor, men han er hendes træner hver onsdag, når hun sammen med otte-ti andre osteoporose-ramte kvinder tropper op hos Park Alléens Fysioterapi i Aarhus midtby for at styrke sine led og muskler samt træne balancen.

– Jeg vil generelt ikke behandle familie. Men når det er et helt hold, jeg træner, synes jeg bare, det er hyggeligt, at mor er med. Også selv om hun nogle gange snakker lidt for meget, siger River med et drillende blik rettet mod Andrea.

Hun er ikke nedtrykt over sin diagnose:

– Det varmer virkelig mit hjerte at opleve min søn til holdtræningen. Han er god til at skabe tryghed i den her gruppe af ældre kvinder, og han får os alle til at føle os specielle.

Et dumt uheld

Andrea føler ikke som sådan, at diagnosen har ændret hende som person. Hun er stadig livlig, nysgerrig og berejst.

Læs her om Sussie, der efter kræft og sønnens dødsfald fortsat har mod på livet.

– Jeg er lige kommet hjem fra en måned i Vietnam og rejser generelt meget. Jeg har en datter, svigersøn og børnebørn i Stockholm, som jeg besøger mange gange om året, jeg har familie i London, jeg elsker Thailand og Mallorca, og så er der jo også Australien.

Jeg skal i hvert fald have én lang rejse hvert år. Det eneste, jeg har været træt af, er, at jeg ikke kan holde mit tunge kamera ordentligt længere. Men så købte jeg et nyt letvægts-kamera inden turen til Vietnam.

Der findes heldigvis masser af hjælpemidler til hverdagens små opgaver. Andreas børn har sørget for elektroniske åbnere til glas og dåser, og River har også købt en teleskopkost til sin mor.

– Der gik sjovt nok ikke mere end et par uger, fra min mor havde fået sin diagnose, til hun brækkede sit håndled og sin ankel, da hun skulle slå min datters klapvogn op og faldt. Knoglerne brækker jo desværre lettere, når man har knogleskørhed. Det var uheldigt. Der, hvor jeg måtte være lidt efter hende, var, da hun samme år stillede sig op på en skrå skammel for at støvsuge loftet.

- Idet hun trådte nede, brækkede lilletåen, hvorefter hun faldt og brækkede sit andet håndled. Dét kunne godt være undgået med en teleskopkost, siger River og blinker til sin mor.

Sund kost hjælper

Med gode arbejdsstillinger og træning er meget nået. Men der er også andre måder at passe sit helbred på:

Læs også om Jørgen, der hjælper og støtter sin demente hustru.

– Med kalk enten gennem tabletter eller en sund og varieret kost, medicin og træning kan man faktisk holde osteoporosen i ave. I nogle tilfælde kan man ligefrem gå fra at have osteoporose til osteopeni, som bare er en begyndende knogleskørhed.

Andreas tal ser også meget bedre ud, og hun glæder sig til maj, hvor hun efter tre år igen skal scannes.

– Det er Rivers fortjeneste. Også at jeg har fået bevægeligheden tilbage i begge mine hænder. Men noget af det vigtigste, jeg har lært, har jeg faktisk lært af hans døtre, mine skønne børnebørn. Det er at sige ”Pyt!” Det er sådan et godt ord, når man skal rejse sig og komme videre, siger en taknemmelig Andrea Rose.

Anette overlevede brystkræft og blev et andet menneske. Læs historien her.