Knogleskørheden slog ikke Mona ud

Da Monas søster fik diagnosen knogleskørhed, opfordrede hun Mona til også at blive undersøgt.
- Hun insisterede på, at jeg både skulle skannes og have taget blodprøver, men min læge mente, at blodprøver var nok til at vise, om jeg havde diagnosen, fortæller Mona Thomsen, 60 år og på efterløn efter 32 år som sygehjælper.
Blodprøverne viste, at Mona ikke havde noget problem med at optage kalk, og det var ifølge lægen et udmærket pejlepunkt til at vise, at Mona ikke behøvede at være bekymret.

Læs også: Christina er født md knogleskørhed

Positive tanker

- Men da min niece på 38 år ringede kort tid efter og fortalte, at hun også havde fået konstateret osteoporose, besluttede jeg mig for at blive skannet. Jeg gjorde det nærmest for én gang for alle at få konstateret, at jeg ikke havde det.
Men da resultatet forelå, blev Mona både overrasket og ked af det.
- Jeg troede jo ikke, det kunne ramme mig, for jeg har altid levet ret sundt og dyrket motion. Så jeg blev slået lidt ud og ked af at få diagnosen. Man spekulerer jo straks på, hvor skør man er - altså ikke i hovedet, men i knoglerne…

Styrkede musklerne

Mona besluttede på stedet at vende situationen til noget positivt.
- Jeg tænkte, at jeg ville tænke positivt, fordi jeg fik diagnosen så tidligt - før noget gik galt. Dette skete i december, og jeg satte mig for, at jeg efter nytår ville gå stavgang de tre en halv kilometer frem og tilbage til arbejdet i stedet for at cykle. På den måde kunne jeg straks komme i gang med at styrke mine muskler og knogler.

En stor udfordring

Den positive holdning sammen med Monas temmelig stålsatte vilje fik hende også til at tage imod en udfordring fra den ene af hendes to sønner.
- Jeg havde set i fjernsynet, at tv-værten Mikael Bertelsen havde gået den berømte pilgrimsrute Caminoen, der starter i det sydlige Frankrig, går over Pyrenæerne og tværs over det nordlige Spanien. Jeg blev meget fascineret af det og foreslog min søn, at han skulle se genudsendelsen. Jeg vidste, at det ville interessere ham.
Mona fik ret.
- Da han kom her til julefrokost dagen efter, var han helt vild, straks han kom ind ad døren. Det skulle han bare prøve! Hen på aftenen, da han var ene tilbage, sad vi og talte om, hvem han skulle gå den sammen med, og han kiggede bare på mig. "Det skal da være dig, mor! Det skal være hele turen, og det skal være i 2012."

Læs også om dengang Christina inviterede sin mor på safari

800 km

Som tænkt, så gjort. I 2012 vandrede Mona og hendes søn Andreas 800 kilometer over stok og sten og høje bjerge.
- Turen tog fem uger, og ikke en eneste dag var jeg tæt på at opgive, på trods af at nogle dage var ekstremt hårde. En dag gik vi 35 kilometer, og jeg fik aldrig en vabel! Vi mødte også en masse fantastiske mennesker, og hele turen foregår i en helt speciel ånd. Jeg er så glad for at få lov til at fortælle om det, for det er jo næsten som at opleve det hele igen. Og det er dejligt, hvis jeg kan give andre troen på, at vi kan dobbelt så meget, som vi selv tror.