Anna danser sig glad: Selvtilliden sidder i hofterne

Musik har altid haft en særlig effekt på Anna Nielsen, og lige fra hun tog sine første skridt, har hun ikke kunnet lade være med at bevæge sig til den. Sådan er det stadig i dag, hvor vi mødes i hendes dansestudie på Amager. Et popnummer sættes på, og Anna begynder at bevæge sig til musikken. Hun ruller med hofterne og løfter armene over hovedet, mens det helt store smil finder vej til hendes ansigt.

– Jeg kan godt lide at være hyperfeminin, og jeg elsker at have langt hår, så jeg kan svinge med det, siger Anna, mens Beyoncés stemme flyder ud af højtalerne.

Det er ikke til at tro, at den ranke og storsmilende unge kvinde nogensinde skulle have været andet end selvsikker. Men selvsikkerheden er ikke kommet af sig selv eller uden kamp, forsikrer Anna. Hun er vokset op i Aabenraa og husker sin folkeskoletid som god og tryg.

– Det er en lille by, hvor alle kender hinanden på godt og ondt, siger Anna, som gik til både hiphop og sportsdans efter skole.

Og som hun blev ældre, fyldte dansen mere og mere i Annas liv. 10.klasse valgte hun at tage på en danselinje på en idrætsefterskole, og her skulle man tro, at Anna ville føle sig hjemme, men sådan gik det ikke.

Mobning og chikane

På efterskolen følte Anna sig udenfor, og især én gruppe piger var med til at forstærke følelsen af ensomhed. De gjorde nar ad den type dans, som Anna holdt mest af, og som resultat blev hun usikker på sig selv.

– Jeg var nok ikke lige så meget fremme i skoene som de andre. Jeg turde ikke stå ved mig selv. Jeg var en lille mus, og jeg blev et nemt offer. Det sidste halve år på efterskolen talte jeg bare ned til, at det skulle slutte. Da alle græd og krammede farvel, glædede jeg mig bare til at komme væk, husker hun.

Men mod forventning blev gymnasiet ikke det nye kapitel, hun havde håbet på. Pigegruppen, der plagede hende på efterskolen, skulle nemlig fortsætte på samme gymnasie som hende, tilmed i samme klasse, og her eskalerede mobningen.

– Det var gennemtænkt og planlagt, siger Anna om den chikane, hun blev udsat for, som blandt andet inkluderede, at der blev oprettet en profil på Instagram, hvis eneste formål var at dele billeder og videoer, der gjorde grin med Anna.

– Udadtil har det lignet, at jeg bare var ligeglad med det, men sådan var det ikke. Jeg fik svært ved at koncentrere mig, og det gik ud over min skolegang.

Efter bare en måned skiftede Anna gymnasie, men fordi det nye gymnasie lå på den anden side ad gaden fra det gamle, slap hun ikke for sine plageånder. De fortsatte ufortrødent den digitale mobning, og Anna husker, at hun var bange for at forlade skolens område i frikvartererne i tilfælde af, at hun skulle støde på dem.

Dansen reddede mig

Selv om dansen var den primære årsag til mobningen, fik den også en ny betydning for Anna. Når hun fik fri fra gymnasiet om eftermiddagen, tog hun med bus og tog fra Aabenraa til Aarhus, hvor hun var begyndt at gå til ”girly style”-dans. En fri og feminin dansestil, der er inspireret af tidens populære musikvideoer.

– Jeg blev helt forelsket i det. Jeg fik sommerfugle i maven, når klokken ringede ud, fordi jeg glædede mig så meget til at komme til dans, siger Anna.

– Det eneste, der gjorde mig glad, var at danse. Dansen har også hjulpet mig meget. Den gjorde, at det ikke gik helt galt for mig.

Først efter to år i gymnasiet genvandt Anna en smule af sin tabte selvtillid, da der kom nye piger på hendes årgang. De kom fra en skole længere væk og kendte ikke noget til den mobning, der foregår. Anna og de nye piger blev hurtigt veninder og er det stadig i dag.

– Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort uden dem, siger Anna og smiler med øjne, som er blevet blanke af at tænke på en tid, hun ellers forsøger at glemme.

– Jeg kommer nok aldrig helt over det, men det gør mig ikke længere ked af det at tænke tilbage på det. Dengang gik jeg mere op i, hvad andre tænkte om mig. Det gør jeg ikke længere. Var det sket i dag, er jeg sikker på, at jeg ville have stået op for mig selv.

Usynlighedskappe af

I dag vælger Anna at se på det sådan, at det, der var hårdt, også har gjort hende stærkere.

– Jeg tror ikke, jeg ville have haft den samme motivation, hvis jeg ikke havde oplevet modstand. Jeg ville ikke have det, der skulle til, for at yde den ekstra indsats.

Og en ekstra indsats var netop, hvad der blev krævet af Anna, da hun efter gymnasiet flyttede til København for at gøre dansen til sin levevej. En beslutning, som hendes forældre forsøgte at tale hende fra, da det gik op for dem, at hun mente det alvorligt, men Anna var urokkelig.

– Jeg kan ikke gøre noget halvhjertet. Jeg tror på, at man sagtens kan leve af det, der gør en glad, hvis man kæmper nok for det. Jeg vil aldrig glemme den dag, jeg flyttede til København. Da jeg stod af toget med mine kufferter, var det, som om jeg tog min usynlighedskappe af. Jeg følte mig bare hjemme.

Men at skabe sig en dansekarriere i København var ikke så ligetil. Anna forklarer, at de store danseskoler er familieforetagender, som har eksisteret længe. Det stod hurtigt klart for hende, at hun måtte gå sine egne veje, og derfor rejste hun til London i et halvt år for at lære af de bedste.

– Jeg havde de sejeste lærere. Dansere, som jeg havde set op til i mange år. Jeg fik virkelig udvidet min horisont og genopfrisket mit syn på, hvad dans kan, siger Anna, som besluttede sig for at åbne sin egen danseskole, når hun vendte hjem til København.

Som sagt, så gjort, og for tre år siden blev Anna Studios en realitet. I begyndelsen underviste Anna alle sine hold selv, men nu har hun 20 ugentlige dansehold og har måttet hyre flere undervisere.

– Nu er det bare det, jeg lever af og gør hver eneste dag. Jeg kan næsten heller ikke selv tro det, siger hun og smiler bredt.

Hun er 24 år og som regel den yngste i lokalet, når hun underviser, men det betyder intet, når musikken går i gang.

– Det er det bedste i hele verden. Jeg elsker at se mine elever, de her smukke, seje og travle kvinder, blive mere udadvendte og blomstre på dansegulvet. Det handler ikke om at ændre på nogen, kun om at blive endnu mere sig selv. Det er jo dét, dans kan.