Hvem vil danse med sig selv, når man kan danse med hinanden?

Radiatorer er ikke nødvendige på denne ellers lidt kølige forårsaften i hjertet af København, hvor Kulturhuset Vartov danner ramme om noget så sjældent som et gammeldags bal. Der er lummervarmt i den fyldte sal, men vinduerne forbliver haspede af hensyn til naboerne.

”Jeg er født i England, og du er født i Skåne, vil du være min lille mand, så vil jeg være din kone,” lyder det enstemmigt fra de knapt 120 unge mennesker, som synger af deres lungers fulde kraft, mens de væver ind og ud mellem hinanden i en kædedans. Rundt og rundt går det, hurtigere og hurtigere, med blussende kinder og svedige håndflader, som holder om fremmede hænder.

Vi kunne sagtens være til bal på oldemors tid, men er det altså i 2025. Gennemsnitsalderen er et godt stykke under 30, hvad de blottede maveskind og spændende hårfarver også vidner om. Kulørte sneakers stamper i takt, så gulvbrædderne gynger. For nogle er det første gang, mens andre kommer hver gang, hvilket vil sige sidste onsdag i måneden.

31-årige Stefan Jørgensen arbejder til dagligt i finanssektoren og har været medarrangør siden 2017, hvor Nordisk Dans afholdt sit første bal.

– Vi er en gruppe mennesker, som altid har været lidt nørdede omkring nordisk dans og musik. Vi synes, det manglede i København, så vi startede det egentlig mest for vores egen skyld, og så er det bare vokset til det her, siger Stefan og slår ud med armen så meget, som det kan lade sig gøre uden at ramme en dansende krop.

Pigernes fornøjelse

Denne aften er dedikeret til sanglege, og danselærer Hans Borggreen synger for: ”Der brænder en ild, den brænder så klart, den brænder med tusinde flammer”.

Hans har bundet sit lange hår i en knold, så det ikke kommer i vejen, når han demonstrerer dansetrinene, der hører til.

”Ræk mig din hånd, sving med mig om, jeg vil så gerne danse,” synger han videre, og hele salen gentager.

– Der må ikke være nogen barriere for at komme og være med, siger Hans som forklaring på, at det ikke koster noget at danse med.

– Der er helt sikkert nogle, som ikke ville komme, hvis folkedragt var et krav. Det er også derfor, vi ikke har træsko og nissehuer på, fortsætter han.

Næste dans hedder ”Pigernes fornøjelse”, og efter den er der pause.

To piger er ekstra fornøjede, nemlig veninderne Maria Roed og Sofie Sørensen, der har kendt hinanden siden gymnasiet.

– Vindue! råber Maria og sætter kurs mod det nærmeste af slagsen, mens hun vifter sig febrilsk med hænderne.

Begge er med for første gang og forklarer, at det især er livemusikken, der tiltrækker, men også fællesskabet.

– Jeg ville ønske, at vi stadig gik til bal. Det er en afslappet måde at være sammen på. Jeg ville nok ikke turde at komme selv, men nu kan jeg se, at det kan man sagtens. Jeg kender godt ”Hønsefødder og gulerødder” i forvejen, men jeg vidste ikke, at der hører en dans til, siger 30-årige Maria.

– Og man får i hvert fald varmen af det, tilføjer Sofie.

Bedre end diskoteket

De otte musikanter får sig ligeledes en velfortjent pause. Udover at være medarrangør er Mads Kjøller Henningsen også aftenens kapelmester og spiller på tværfløjte. Han bekræfter, at man kommer hinanden ved, når man danser folkedans.

– I folkedans er det helt naturligt at danse med mange forskellige partnere i løbet af en aften, så man får virkelig mødt nogle mennesker. Og hvis man ikke er helt tilfreds med den dansepartner, man har lige nu, så får man hurtigt en ny, smiler han.

Det er også en del af årsagen til, at Rosalina Hoff Kjærgaard på 22 år har været forbi flere gange i løbet af det seneste år.

– Jeg elsker stemningen. Det er rart at være et sted, hvor man skal komme andre ved. Når man ikke studerer, er det begrænset, hvor mange nye mennesker man møder, siger Rosalina, som arbejder i en vuggestue.

Hun bakkes op af Alina Harbo på 18 år, der læser en hf.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke rigtig har en dansekultur mere. Det er da meget sjovere at være her end at stå og hoppe på et diskotek.

Også to udvekslingsstuderende fra Nepal er begejstrede. De er 16 dage i Danmark og bor på et nærliggende kollegie, hvor de hørte om aftenens arrangement.

– Vi har ellers fået at vide, at danskere er svære at lære at kende, men det passer jo slet ikke, griner Bipana Neupane på 22 år, som læser folkesundhedsvidenskab.

Må man ønske?

Sidst på aftenen er der fri dans, og her vælger mange at vise, hvad de har lært på foregående aftener. Parrene hvirvler rundt til en polkamelodi, mens andre trækker i retning af baren.

– Over årene er der mange, som er blevet rigtig gode, siger Stefan Jørgensen.

Han lader sine arrangørpligter passe sig selv for en stund og snupper en svingom med sin kæreste, Anne Tetens, der kommer lige fra job.

– Målet er at danse så meget som muligt, siger hun med et smil, inden hun hvirvler bort i Stefans arme.

Imens nærmer en ung kvinde sig musikerne, som netop har afsluttet et nummer.

– Må man ønske? spørger hun hen over larmen af stemmer, og der nikkes i kor.

– ”Hamborg Sekstur” l yder det så, og den er alle med på.

Hans Borggreen hviler stemmebåndet og griber i stedet sin trompet. Han er 32 år og har interesseret sig for folkemusik siden gymnasiet.

– Det er jo nogle fantastiske sange og melodier, som man kun kan blive glad af at danse til. Det med at bevæge sig i samlet figur efter nogle efter simple trin, hvor alle kan være med, det kan bare noget. Man kan faktisk danse polka efter 10 minutter, men du kan også bruge mange år på at blive virkelig, virkelig dygtig, siger han.

Af samme grund spår Hans både musikken og de tilhørende danse et comeback. Og han har ikke noget imod at donere sin fritid til formålet.

– Det gælder om at videreføre nogle traditioner, som ellers ville være i fare for at dø ud. Og man kan jo aldrig danse for meget, vel?