Bogaktuelle Ulf og Lisbet: Vi fortæller hinanden alt

De er den danske revyscenes to største nulevende ikoner. De har leveret muntre oplevelser i så mange år og arbejdet sammen så mange gange, at man knap kan udtale den enes navn uden også at nævne den anden. Men 76-årige Lisbet Dahl og 82-årige Ulf Pilgaard er samtidig ifølge dem selv vidt forskellige på alle tænkelige punkter, undtagen når det gælder humor. Og de første gange, de befandt sig på samme teaterscene, formåede de faktisk at komme en smule på kant med hinanden. Vi skal tilbage til 1975 og forestillingen ”Stamherren” på ABC Teatret.

– Jeg havde kun en lillebitte rolle i stykket. Jeg spillede en stuepige, og på et tidspunkt skulle jeg aflevere et brev til Ulf og forlade scenen igen. Jeg gik dog ikke hele vejen ud, men blev stående i den ene side af scenen. Pludselig undrede Ulf sig over, at publikum begyndte at grine, uden at der var blevet sagt noget sjovt. Men så opdagede han årsagen til latteren. Jeg stod nemlig og lavede grimasser ud til folk i salen – kombineret med nogle fagter, der antydede, at min lange medspiller ikke var helt rask i hovedet. Da vi begge var ude i kulissen, gav han mig et ordentligt møgfald, husker Lisbet.

Ulf husker tydeligt episoden.

– Det var jo en bagatel, men nok til at hidse mig op. Jeg var jo mere erfaren end dig og i min egen opfattelse en stor kunstner, så jeg syntes, jeg var i min gode ret til at sætte dig lidt på plads.

De to skuespilleres næste samarbejde var en sketch i Tivoli Revyen. Der var tale om klassisk forvekslingskomik med en mand og en kvinde, der i den grad talte forbi hinanden. Han var ude for at købe en kaffemaskine, mens hun var overbevist om, at det var et erotisk eventyr, han søgte.

– På et vist tidspunkt skulle jeg flå frakken af Ulf. Men inden vi gik på scenen den første aften, gjorde han mig opmærksom på, at en af knapperne sad løst. Han syntes derfor ikke, jeg skulle tage for hårdt fat. Det gjorde jeg selvfølgelig alligevel med det resultat, at knappen røg på gulvet. Ulf begyndte nu at lede efter den, og da han fandt den, samlede han den op. Til publikums morskab greb jeg situationen i luften og udbrød: ”Hvad laver De? Stjæler De?”, siger Lisbet med et grin.

Museets tilløbsstykke

Episoden fortæller ifølge Lisbet noget om, at Ulf er en mand med hang til orden i tingene, mens hun selv er mere spontan og fandenivoldsk. Og Ulf er tilbøjelig til at give hende ret.

– Men når det er sagt, skal man i vores fag altid være åben over for de uventede ting, der af og til kan opstå på en scene. Det mest berømte eksempel er den klassiske sketch om stjernetegnene, hvor Dirch Passer begyndte at improvisere, og jeg bare måtte gøre mit bedste for at holde masken og hænge på, siger Ulf.

Når Familie Journal har sat de to stjerner stævne, skyldes det udgivelsen af samtalebogen ”Livsvidner – Gud, lever de endnu?”. Her udveksler de to stjerner minder og anekdoter, og samtalerne er blevet omskabt til skriftsprog og bogform af deres unge kollega Lukas Birch.

– Lukas fik idéen til bogen, og han er også den kreative idémand bag det talkshow, som vi turnerer med i hele marts måned. Han er selv værten, der interviewer Lisbet og mig om vores mange år på de skrå brædder. Turnéen fortsætter i øvrigt til oktober, siger Ulf.

Som mødested har dette blads journalist valgt humor- og satiremuseet Storm på Frederiksberg Runddel. Og et mere passende sted kunne man næppe finde. Ikke mindst på grund af, at Ulf og Lisbet i kraft af deres massive bidrag til dansk humor selv indgår i udstillingerne. Ulfs komiske udfoldelser gennem årene har endda fået sin helt egen tv-skærm, som ifølge museumsinspektør Rikke Rottensten er blandt museets tilløbsstykker. Men også for Lisbet er det en fængslende oplevelse at gå på opdagelse i museumslokalerne.

– Vi har jo kendt næsten alle de mennesker, der er afbildet og omtalt her. Mine forældre arbejdede i teaterverdenen, så jeg har været omgivet af skuespillere hele livet. Og som 5-årig spadserede jeg ind på scenen til min mor, da hun optrådte i Helsingør Revyen, og fik dermed min uofficielle scenedebut, der dog kun varede få sekunder, inden jeg diskret blev gelejdet ud igen.

Latter uden stop

Museet ligger for enden af Frederiksberg Allé, som i svundne tider var et sandt forlystelseskvarter med mere end 80 restauranter, barer og teatre. Særligt det hedengangne ABC Teatret har fyldt meget i både Ulfs og Lisbets karriere. Ulf har dog den tætteste tilknytning til området af de to, fordi han tillige har trådt sine barnesko her.

– Jeg boede i Kingosgade, fra jeg var 10, til jeg var 16. Og billederne af Lommer-pigerne uden for ABC-teatret formåede i den grad at fange en rask knægts interesse. Det var jo før pornoens frigivelse, og alene synet af et korset kunne godt gøre én lettere stakåndet, husker han.

Trods den lidt skæve start udviklede Ulfs og Lisbets indbyrdes forhold sig snart til et venskab, der blev styrket af det ene samarbejde efter det andet.

– Jeg har medvirket i et hav af farcer og lystspil på blandt andet Privat Teatret med Lisbet som instruktør. Det var forestillinger som ”Ægtemand på deltid”, ”Fanget i nettet” og ”Charles’ tante”. Publikum grinede uafbrudt i to timer, husker Ulf.

I en lang årrække havde de sammen med deres nu afdøde ven og kollega Claus Ryskjær et treenigt makkerskab, der satte sig dybe spor i teaterverdenen.

– Vi var tre forskellige personligheder, der svingede sammen og kunne bibringe hinanden noget særligt. Vi savner begge ”Rysse” den dag i dag.

De sidste kæmper

Også revyscenens øvrige store kanoner har privat og professionelt været tæt knyttet med Ulf og Lisbet. Det gælder legender som Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Sidstnævnte var tillige Lisbets ægtemand i årene 1977-81. Alle har de dog forladt denne verden, og som de sidste overlevende af giganterne har Lisbet og Ulf fået en ganske særlig relation til hinanden.

– Vi kender hinanden til bevidstløshed og fortæller hinanden alt, siger Lisbet.

Ulf uddyber udsagnet:

– Ja, når telefonen ringer klokken 1 om natten, ved jeg, at det kun kan være dig, der vil fortælle mig et eller andet.

Og Lisbet replicerer kvikt:

– Det siger vel sig selv. Alle de andre er jo enten døde eller gået i seng!