Hvornår må man snuppe noget ekstra i buffeten?

Emnet med de grådige buffetgæster, tror jeg, har altid været aktuelt, og jeg har da også selv oplevet, at folk stabler så meget på tallerkenen, at de knap kan ”æde” det hele.

Men vi er kommet til at tænke på en oplevelse, vi havde for nogle år siden:

I 2003 var fætter Erik flyttet til England med sin engelske kone. Efter nogen tid tilbød vi faster og onkel at køre dem på besøg hos sønnen i det nordlige England. Desværre døde min onkel, inden vi kom afsted, men tilbuddet stod ved magt, og vi inviterede min anden, noget yngre faster med på turen, der begyndte med Englandsbåden fra Esbjerg.

Om aftenen var damerne til banko, mens jeg læste. Næste morgen stod vi op til morgenmadsbuffet, ganske som på Norgesfærgen. For 85 kr. kunne vi spise og drikke alt, hvad vi evnede, og mente så sagtens at kunne køre de 300 kilometer op til fætter Erik.

Mens vi spiste, undrede vi os over, at min faster på dengang 84 år gik frem og tilbage mellem bord og buffet, og vi tænkte, at hun måske var lidt nervøs over rejsen, men humøret var højt hos os alle fire.

Vi ankom til fætter Erik lidt før beregnet, og der var selvfølgelig dækket op til kaffebord – og nu blev det afsløret, hvad min faster havde haft travlt med, mens vi spiste morgenmad! Hun havde tilegnet sig wienerbrød!

”For”, som hun sagde, ”jeg ville da være sikker på, at Erik havde noget til kaffen!”

Flere af jer har oplevelser om de grådige gæster ved buffeten.

Jeg elsker, når I lukker mig ind i små livsberetninger, som skaber billeder på min nethinde. Jeg har aldrig selv sejlet med Englandsbåden, men jeg kan næsten fornemme stemningen og se dig for mig sidde og læse, mens damerne råber banko! Jeg kan også se faster gå i pendulfart og snuppe wienerbrød. Mon hun gemte det i tasken?

Dit brev fik mig også til at tænke på noget andet.

Hvornår er det, at man bliver en sød ældre dame eller mand, der gør lidt sære ting, som verden har lettere ved at tilgive, end hvis faster havde været en ung driftig kvinde, der havde fyldt tasken med wienerbrød, og helt sikkert med den handling havde sat diskussionerne i brand?

Er der mon en aldersgrænse for, hvornår man er så gammel, at man bare kan gøre, som man vil og blive tilgivet med en let rysten på hovedet?

Hvis der er, så glæder jeg mig egentlig til det. Hvis man på et tidspunkt bliver regnet for så gammel, at man kan sige og gøre lige, hvad man vil og bare blive set mildt på.

Jeg skriver det uden den mindste form for ironi eller sarkasme. Jeg skriver det ud af nysgerrighed, og fordi det pludselig slog mig, at man måske bliver tilgivet mere, når man er gammel.

Tror I, det er rigtigt?