Kære Puk
Middagsgæster er blevet en plage
- Det er sådan noget, man kun tror sker for naboen, men dén dag var det desværre os, der var naboen, siger Ulla stille, mens hun varsomt holder om sin nu seks måneder gamle Gabriella, der aldrig får sin far at se.
Både Gabriella og hendes to større søskende, Philip på fire og Simone på seks, er ønskebørn, og siden ulykken har de været omdrejningspunktet i Ullas tilværelse.
- Det er godt, jeg har dem, for så går mit liv i hvert fald ikke i stå. De holder mig i gang, fortæller Ulla. - I tiden lige efter hans død skubbede jeg mine tanker om alt det med fødsel lidt i baggrunden. Jeg blev hele tiden spurgt, om ikke jeg ville vælge en abort frem for at blive alenemor med tre børn. Men det kunne jeg bare ikke. Hun var jo ønsket, og alligevel var jeg også lidt bange for, hvordan jeg ville reagere. Ville hun få mig til at savne Kim endnu mere? Den følelse fik jeg heldigvis ikke. Tværtimod var det bare så dejligt, da hun blev lagt i mine arme.
Mine børn betyder alt
Kim arbejdede i et nedbrydnings-firma og var sammen med en kollega ved at betjene en maskine, der knuste vejsalt, da ulykken skete.
- Pludselig satte transportbåndet sig fast, forklarer Ulla, og da de forsøgte at få det løsnet, faldt det ned over hovedet på Kim. Han blev dræbt på stedet. Jeg gik herhjemme og lavede aftensmad, da politiet kom. Min første tanke var, at Kim måske havde haft et færdselsuheld, men så kunne jeg godt se på deres ansigter, at det var noget værre.
Ulla husker naturligvis chokket, men hvordan hun overvandt det, har hun ingen klar erindring om.
- Selvfølgelig er jeg stadigvæk vildt ked af, at Kim ikke er hos os længere, så jeg tager fortsat én dag ad gangen og begynder at arbejde, når min barsesorlov stopper. Jeg er bare glad for, at jeg var med til at give Kim alt det, som han trods alt nåede at opleve, fortæller hun og fortsætter:
- For han nåede at opleve meget, også selv om han kun nåede at blive 28 år.
Læs også:
Mine børn skal ikke være uden en mor
Min mor er dement