Hvorfor er vi egentlig sammen?

Vi taler ikke meget sammen, foretager os intet sammen, og han kritiserer mig og mine børn, ja, dybest set forstår jeg ikke vores samliv.
Af: Puk Elgård
Vi har faktisk meget lidt til fælles.
Vi har faktisk meget lidt til fælles.
Foto: Colourbox
Annonce

Hej Puk

Jeg har i mange år boet sammen med en mand; jeg er førtidspensionist, han pensionist. Jeg forstår ikke helt vores samliv og føler, at jeg lever i et forhold i tavshed. Vi snakker ikke meget sammen, foretager os ikke rigtig noget sammen, og tavsheden gør mig vanvittig. Jeg oplever ingen kærlighed eller bare fysisk nærhed.

Sidste sommer, da jeg besøgte min søn og børnebørn, skrev deres mor, min eks-svigerdatter, som vi egentlig ikke har kontakt til, til mig, at min samlever havde bedt hende komme på besøg, når jeg nu ikke var hjemme. En anden ung pige, som vi går til spil med en gang ugentlig, sagde også en dag til mig, at ”jeg glemte faktisk at komme forbi din mand i mandags” – det var en dag, hvor jeg var til kræftundersøgelser og kontrol. Dvs. at igen har en anden kvinde skulle besøge ham, når jeg ikke er hjemme.

Hver gang, jeg siger noget, foreslår noget noget eller konkluderer noget, påtaler han det, som om jeg ingen mening skal have, eller kommer med negative svar.

Når vi har sex, er det på hans foranledning, og jeg gør det kun for husfredens skyld.

Jeg tænker meget over min adfærd, for jeg ved, at han kan finde på at tale negativt om mig eller mine børn. Nævner jeg noget negativt om hans søn, får jeg den lige i hovedet. Men jeg mener faktisk, at sønnen, som er min mands eneste barn, tager for meget af vores tid og altid favoriseres frem for alle andre. Hans søn kommer altid først. Hvis jeg f.eks. vil besøge mine søskende eller børn, mener min mand, at det behøver vi ikke gøre nu, men en anden dag.

Hvad tænker du, jeg skal gøre?

Mig

Kære Mig

Hvis jeg lister de svære ting fra dit parforhold op her, tror jeg, du bliver lidt forskrækket. Det kan være lidt voldsomt at se det sort på hvidt. Men nu prøver jeg ud fra det, du har beskrevet i brevet.

1. Tavshed og manglende kommunikation. 2. Ingen kærlighed eller fysisk nærhed. 3. Ingen fælles oplevelser. 4. Besøg af andre kvinder, når du er væk. 5. Du må ikke have en holdning. 6. Sex, du ikke har lyst til. 7. Nedladenhed over for dig og dine børn. 8. Du må ikke se din familie.

Det er otte meget markante punkter, som er begrænsende og kontrollerende, og du må spørge dig selv, om du modsat kan finde otte gode grunde til at fortsætte på den måde sammen med ham.

Han kontrollerer dig, fordi han kan, og der kan være årsager, jeg ikke kender til, som gør, at du ikke tager kampen op med ham.

Når man lever med et kontrollerende menneske, kan man miste sit eget indre kompas og komme til at tvivle på, om man selv er helt galt på den og selv er skyld i al elendigheden.

Men jeg kan godt forstå, du har det svært i det forhold. Og jeg synes, du har ret, når du oplever, at jeres forhold er forkert.

Jeg kender ikke dine livsbetingelser og resten af din historie i øvrigt, så jeg ved ikke, hvilke muligheder du har. Men jeg kan bekræfte dig i, at jeres forhold, som du beskriver det, ikke virker sundt. Du må beslutte, om du vil leve sådan, eller om du vil leve på en anden måde. Har du mennesker i dit liv, som kan gribe dig, hvis du vælger at gå fra ham?

Jeg tror, det er vigtigt, at du begynder at sætte flere ord på jeres forhold.

Tal med din familie og dine venner. Beskriv det, som du har gjort over for mig. Du er god til at fortælle om det, synes jeg. Når man åbner munden og fortæller andre, hvordan man lever, hører man også sig selv forklare det, og det kan give et mere realistisk syn på forholdet og hjælpe, så man ikke bare går og tumler med det inde i hovedet og måske giver sig selv skylden eller normaliserer noget, som ikke er normalt.

Hvis du føler dig tryg nok i din relation med din mand, kan du også begynde at sige fra. Men han vil ikke afgive kontrollen over dig uden kamp. Så han vil presse dig.

Kære Mig. Jeg kan ikke sige dig, hvad du skal gøre herfra. Du må meget gerne skrive til mig igen, men her og nu vil jeg nøjes med at bekræfte dig i, at dit forhold ikke lyder rart.

Det er et stort skridt at få øje på det ubehagelige og erkende, man er havnet i noget svært. Men min erfaring er også, at når man er nået dertil, har man sat gang i en proces, og den proces skal du stole på.

Mange varme hilsner fra Puk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.