Emma får en julekurv: Tåler ikke at se nogen have det skidt

Emma Petersen blev i 2015 ramt af en blodprop midt på motorvejen på vej hjem til Bagsværd fra sit job i Kastrup Lufthavn, hvor hun i næsten 25 år havde været ansat i SAS’s billetkontor.

– Pludselig var mit synsfelt indsnævret til næsten ingenting. Og selv om jeg bare ønskede at komme hjem i min seng, måtte jeg opgive at køre bilen og i stedet få min mand Henning til at hente mig. Efterfølgende havde jeg mange udfordringer med mit syn. Jeg kunne for eksempel vågne op en morgen og kun være i stand til at se ligeud eller til den ene af siderne, husker hun.

Blodproppen havde desuden gjort det umuligt for Emma at håndtere støj og ikke mindst de hektiske situationer, der i sagens natur altid vil være en del af på en arbejdsplads som lufthavnen.

– I fem år ventede både jeg selv og mine kolleger på, at jeg kom tilbage i arbejde. Men til sidst måtte jeg se i øjnene, at jeg havde mistet min evne til at reagere hurtigt og omstille mig til nye problemstillinger fra det ene øjeblik til det næste, fortæller den i dag 64-årige Emma.

På dette tidspunkt blander hendes jævnaldrende veninde, Amma Knudsen, sig i samtalen:

– En ting, hun i hvert fald ikke har mistet, er hjertet, som altid banker for at hjælpe andre. Hun tåler simpelthen ikke, at nogen har det dårligt, eller at folk dør alene uden at have familiemedlemmer tæt på, siger Amma.

Den sidste bemærkning er en hentydning til, at Emma siden 2010 har fungeret som frivillig vågekone gennem Røde Kors, hvor hun med sit eget ordvalg giver de døende ”den ultimative omsorg og kærlighed”.

– Jeg kan ikke tage smerterne fra folk, men jeg kan give dem ømhed og gøre dem rolige. Og det er et stort, ubeskriveligt og fredfyldt øjeblik, når de tager af sted på deres sidste rejse.

Kærlighed i televæsenet

Det er Amma, der har indstillet sin veninde til Familie Journals julekurv. Og det er ingen overdrivelse at fastslå, at de to har et sjældent nært venskab. De er vokset op sammen i Paamiut – det tidligere Frederikshåb – i Grønland og omtaler stadig hinanden med de kælenavne, de opfandt som børn. Amma kalder Emma for ”Lukka”, mens Emma har døbt sin barndomsveninde ”Tiiaq”. Ordene har ingen dybere betydning, men er slet og ret navne, som i de to kvinders ører lyder tilpas skøre og fjollede.

– Jeg er ud af en søskendeflok på 10, og min far døde, da jeg var otte år. Dermed blev min mor eneforsørger, og vi børn måtte hjælpe hende gennem livet. Jeg gjorde for eksempel rent og passede børn i weekenderne og om aftenerne for at tjene lidt penge samtidig med, at jeg passede min skole. Vi måtte hjælpe hinanden for at overleve, og det er måske derfra, jeg har mit veludviklede omsorgsgen, siger Emma.

Hun mødte sin danskfødte mand i 1988 i Grønlands Televæsen, hvor de begge arbejdede.

– Jeg sad i regnskabsafdelingen, og Henning var installatør. Men da han året efter skulle tilbage til Danmark for at læse til ingeniør, flyttede jeg med og fortsatte mit arbejde i televæsenets danske afdeling, fortæller hun.

Otte år senere blev det igen til et par år i det grønlandske – primært ansporet af Henning, som var vild med fiskeri, jagt og Grønlands natur. Og da parret atter vendte næsen mod Danmark, blev de begge ansat i SAS.

– Vores to børn, Miki og Maria, er i dag 42 og 34 år. Maria har desuden beriget vores liv med børnebørnene Edvard og Frode, som vi ser så ofte som muligt, selv om de bor helt oppe i det nordjyske.

Emmas hjælpsomme natur har mange andre facetter end de allerede nævnte. Blandt andet indsamler hun tøj og strikker huer og halstørklæder til de udsatte medborgere, der benytter tilbuddet Morgencafé for Hjemløse.

– En del af dem er grønlændere, som er havnet i Danmark uden hverken tag over hovedet eller beskæftigelse. Men indsamlingerne og strikkeriet kommer selvfølgelig alle stedets brugere til gavn, fortæller hun.

Reservebedstemor

Henning, som i dag arbejder i energiselskabet Ørsted, bistår også til tider sin hustru i hendes næstekærlige projekter. Således agerer parret bedsteforældre for børn, der ikke har biologiske bedsteforældre boende tæt på.

– På et tidspunkt havde vi nogle naboer, hvis forældre boede i Norge og Jylland. Deres børn så dermed ikke meget til deres bedsteforældre, så jeg lavede hul i hækken, så børnene kunne smutte direkte ind til os uden først at skulle ud på vejen. Det havde de stor glæde af. I dag bor de et stykke væk, men pigen, som er blevet 11 år, kommer fortsat hen til os og spiser morgenmad hver tirsdag og torsdag. Herefter kører vi hende i skole, fortæller Emma.

Efter nabofamiliens flytning savnede hun dog at have børn i sin umiddelbare nærhed.

– Jeg ompolstrer møbler for en kiropraktisk klinik, og en dag, da en af kiropraktorerne kom hjem til mig for at hente et møbel, jeg havde fikset, havde han to børn med sig. Jeg blev så begejstret, at jeg straks inviterede dem på hjemmelavede vafler. Og i dag henter jeg hver torsdag børnene fra skole og børnehave og passer dem, til forældrene har fået fri, griner Emma, som tilmed jævnligt køber tøj og gaver til reservebørnebørnene.

Ifølge Amma gør hun alt uden at forvente noget til gengæld.

– Men når man yder meget, er det vigtigt, at man af og til får lidt menneskelig anerkendelse. Det var også grunden til, at jeg syntes, hun fortjente en julekurv.

Gennem hele deres voksne liv har veninderne mødtes i deres ferier og ved andre lejligheder, hvor der var tid og mulighed for det. Men i 2012 kom de atter geografisk tæt på hinanden, da Amma flyttede til Danmark med sin nuværende mand, Søren.

– Vi drak vores første øl sammen og havde vores første oplevelser med kærester sammen. Der er et særligt bånd mellem Lukka og mig, og det er skønt, at vi igen bor inden for kort afstand af hinanden, siger Amma.

Interessen for strik og håndarbejde har de også til fælles. Men Emma har et betydelig bredere repertoire end sin veninde.

– Jeg tog på et tidspunkt en uddannelse som beklædningshåndværker, og jeg skal helst have noget mellem hænderne hele tiden. Nu, hvor julen nærmer sig, skal der for eksempel produceres julepynt og nisser – eller gnomer, som vi kalder dem – i grønlandsk stil med sælskind som det primære materiale.