Emma puster nyt liv i patchwork

Mandag, 8. januar 2024
Anita Lauridsen Banner
Foto: Mikael Rieck
16-årige Emma Lilliendahl van Rijn tog dommerne med storm, da hun var med i tv-programmet ”Danmarks næste tøjdesigner” på DR. Siden har symaskinen ikke stået stille. Emma vil nemlig gerne vise modeverdenen, hvordan man kan minimere stofspild og peppe genbrugstøj op ved hjælp af den gamle teknik patchwork.
Den blå bluse med patchwork på ærmerne har Emma selv syet.
Den blå bluse med patchwork på ærmerne har Emma selv syet.

Talent kender ingen alder, og nogle mennesker er så heldige, at de fra barnsben finder ud af, hvad de er rigtig dygtige til.

Det gælder for Emma Lilliendahl van Rijn på 16 år. Trods sin unge alder har hun allerede bevist sit talent for at sy og designe tøj i tv-programmet ”Danmarks næste tøjdesigner”, der blev vist på DR i efteråret. Her fik hun masser af ros fra dommerne, og selv om hun ikke gik hele vejen til finalen, var der ingen tvivl om, at hun er en pige, man skal holde øje med.

Emma bor på Frederiksberg med sin mor og far og hunden Molly. Til daglig går hun på Textilskolen i Holte, hvor hun følger linjen ”Design og maker”. Det er en fagskole, man kan gå på efter 9. klasse, hvis man gerne vil fordybe sig i kreative processer og arbejde med håndværk og design – og det vil Emma i den grad.

Emma syr stort set alt sit tøj selv.
Emma syr stort set alt sit tøj selv.
Foto: Mikael Rieck

– Jeg har været kreativ hele mit liv. Da jeg var otte-ni år, fik jeg nogle af min mors gamle smykkeredskaber, og så begyndte jeg at lave smykker. Det var mest perlekæder og spænder, som jeg solgte til butikker, fortæller Emma.

Efter nogle år trængte hun til at prøve noget nyt, så hun begyndte at sy perlerne fast på sit tøj i stedet for at forvandle dem til smykker. Det førte siden til, at hun også begyndte at sy sit tøj selv.

– Det var under corona, så jeg havde masser af tid til at prøve at sy nogle forskellige ting. Jeg syede først et par bukser og blev virkelig betaget af processen, siger Emma.

Elsker at sy i hånden

Foruden at sy begyndte Emma også at hækle og strikke, og så fik hun øjnene op for patchwork.

På sit hobbyværelse er Emma ved at sy et patchworkindkøbsnet i blå nuancer. Det er resultatet af et projekt i skolen, hvor hun skulle farve et gammelt, hvidt lagen med indigofarve.
På sit hobbyværelse er Emma ved at sy et patchworkindkøbsnet i blå nuancer. Det er resultatet af et projekt i skolen, hvor hun skulle farve et gammelt, hvidt lagen med indigofarve.
Foto: Mikael Rieck

– Da jeg startede med at sy, lavede jeg mange ting i det blomstrede Liberty-stof, som, jeg synes, er rigtig sødt. Jeg havde en del rester tilovers, og derfor syede jeg et patchworktæppe på maskine, fortæller Emma og fortsætter:

– Det var ret spændende at prøve. Min mor fandt derfor et kursus til mig på en syskole, der hedder Marrapytta, hvor man kunne lære at sy patchwork i hånden. Her fik jeg lært teknikkerne og blev virkelig grebet af det, og nu elsker jeg at sy i hånden.

Emma synes, det er sjovt at give nyt liv til det gamle håndværk. Derfor er det ikke bare oldemortæpper, hun laver, men også bukser, bluser, kjoler, bælter og tasker – alle med patchworkdetaljer på.

– Jeg har nogle grundmønstre, jeg bruger, og ud fra dem skaber jeg mine egne design. Jeg kan nemlig godt lide selv finde en løsning og at føle mig selvlært. Jeg bruger heller ikke opskrifter, når jeg strikker eller hækler, forklarer Emma.

At lave patchwork i hånden er en tidskrævende proces, for det er ikke bare at sy en masse stoflapper sammen.

Dette patchworktæppe har Emma syet i hånden. Bagpå sidder stadig papskabelonerne, som skal pilles ud en efter en. Det kræver tid og tålmodighed at sy sådan et tæppe.
Dette patchworktæppe har Emma syet i hånden. Bagpå sidder stadig papskabelonerne, som skal pilles ud en efter en. Det kræver tid og tålmodighed at sy sådan et tæppe.rg
Foto: Mikael Rieck

– Patchwork laves ved hjælp af små skabeloner af pap – jeg bruger sekskanter – som man lægger stofrester udenpå og syr fast. Så bevarer stoffet formen. Derefter syr man de små stykker pap sammen – også i hånden – og når man så har syet det hele sammen, skal man have alle stingene ved pappet ud, så det tager en del tid. Men det er en god proces, og jeg kan godt lide at bruge tid på stingene. Hvis der er et, der er for stort, laver jeg det om, for jeg vil gerne have, at det er perfekt, siger Emma begejstret.

Farver og materialer

Fordi Emma primært bruger stofrester til at lave patchwork med, blander hun gerne forskellige materialer.

– Jeg elsker alle farver og kan sagtens finde på at blande stofrester, for kontraster kan være flotte. Og så elsker jeg bare at eksperimentere, så jeg bruger både Liberty-, denim- og møbelstof. Det gode ved patchwork er, at man kan bruge det, man har. Det kan være svært at sy i jersey, fordi det strækker sig, når det skal sidde fast på skabelonen, men jeg bruger det alligevel. Det er sjovt at lave noget, hvor man først tænker: ’Det kan jeg nok ikke’ og så gøre det alligevel.

Idéerne til det tøj, hun laver, får hun ikke på designskolen, men i ”det normale hverdagsliv”, når hun mindst venter det.

– Jeg finder inspiration, når jeg går på gaden og pludselig ser en, som f.eks. har en fed farve jakke på, eller jeg ser et flot mønster eller en silhuet. Jeg sidder aldrig og søger på Instagram eller Pinterest – inspirationen kommer altid uventet, forklarer Emma.

På opslagstavlen i hobbyværelset hænger eksempler på design, Emma har syet.
På opslagstavlen i hobbyværelset hænger eksempler på design, Emma har syet.
Foto: Mikael Rieck

Store designerdrømme

Hendes kreative løsninger med patchwork var den primære årsag til, at dommerne i ”Danmarks næste tøjdesigner” spærrede øjnene op og roste hendes tøj og nytænkning. Emma har da heller ikke fortrudt et øjeblik, at hun var med i programmet.

– Min mentor i programmet, Søren Le Schmidt (designer, red.), gav mig nogle gode råd undervejs og sagde, at jeg bare skulle blive ved med at tro på mig selv og arbejde med det, som, jeg synes, er fedt, siger hun og tilføjer:

– Og så har jeg mødt nogle fantastiske mennesker i de andre deltagere. De var supersøde, og jeg har stadig kontakt med dem. Det er inspirerende at få nogle venner, som også er kreative og har den samme passion for at sy som mig. Det var jeg ikke vant til.

Ikke overraskende bruger Emma det meste af sin fritid med en synål i hånden.

Naturligvis har Emma et helt skab fuld af stofrester.
Naturligvis har Emma et helt skab fuld af stofrester.
Foto: Mikael Rieck

– Hvis jeg f.eks. har en aftale en halv time efter, at jeg er kommet hjem fra skole, kan jeg godt finde på at sætte mig i bare 10 minutter og sy, inden jeg skal ud ad døren. Jeg gør det så ofte jeg kan og især om aftenen. Det giver mig en dejlig ro. Desuden bruger jeg også tid på at arbejde i en stofbutik, hvor jeg lærer folk at hækle og sy patchwork i hånden. Det kan jeg rigtig godt lide, for jeg elsker at være omgivet af kreative mennesker.

Emma drømmer om at blive professionel designer og have sit eget mærke. Hun har ikke besluttet sig for, hvad det skal hedde endnu, men hun vil gerne fokusere på mindre produktioner og selvfølgelig patchwork.

– Det skal være bæredygtigt, og det kan man opnå ved at lave tøj af stofrester, i stedet for at der skal produceres mere nyt stof, forklarer Emma.

Planen er, at hun skal begynde i gymnasiet til næste sommer og så læse videre på en designskole bagefter.

– Jeg vil gerne åbne folks øjne op for, at patchwork er andet end oldemortæpper. Man kan skabe en masse nyt med det. Og så vil jeg gerne inspirere folk til at dyrke de gamle håndværk igen. Det tager tid, men det er fedt at sy, og det hele behøver ikke altid at gå så hurtigt, smiler hun.

Emmas design med patchwork

”Danmarks næste tøjdesigner” ligger på dr.dk/tv.