En knude i brystet

Børnebørnene sad artigt ved køkkenbordet og ventede på, at jeg skulle lave vafler. Det var tirsdag den 3. april og en planlagt fridag sammen med familien. Inden jeg begyndte på vaflerne, ville jeg lige åbne min e-Boks, fordi jeg kunne se, jeg havde fået en ny besked.

Mailen var fra Region Sjælland, og jeg tænkte, at det nok var svaret på mammografiscreeningen, som jeg havde fået lavet 10 dage før. Jeg har fået lavet de prøver rigtig mange gange, siden jeg fyldte 50, og hver gang var brevet begyndt med de dejlige ord: ”Røntgenundersøgelsen af dit bryst har ikke vist tegn på kræft”.

Nu stod der i stedet: ”Undersøgelsen har påvist forandringer”. Og længere nede: ”Du er kommet ind under kræftpakken”.

Jeg er 66 år, og da jeg læste de ord, tænkte jeg, at nu havde skæbnen indhentet mig. Jeg har haft kræft i underlivet for flere år siden, men heldigvis har jeg også fået børn og børnebørn og et langt og godt liv sidenhen. Skulle jeg nu igen igennem et langt kræftforløb?

Jeg læste nærmere i brevet, og det var ikke en dødsdom. Det var en skrivelse om, at der var fundet en lille knude i højre bryst. Det kunne være kræft, og derfor blev jeg automatisk lagt ind under kræftpakken, så min eventuelle sygdom kunne behandles hurtigt. Knuden skulle undersøges nærmere, og fordi sygehusvæsenet ikke selv kunne overholde behandlingsgarantien på 14 dage, skulle jeg have lavet yderligere undersøgelser på en anden klinik.

Der blev bagt vafler den tirsdag, men det var en ret stille mormor, der stod resten af dagen igennem. Jeg fortalte det til min mand og mine døtre, og de sagde alle de rigtige ting: ”Det er nok ikke noget. Der er mange, der bliver indkaldt til en ekstra screening. Det skal nok gå”.

”Cirka 25 ud af 1.000 kvinder indkaldes til supplerende undersøgelse. Cirka fem ud af de 25 kvinder, der indkaldes til supplerende billeder, får påvist brystkræft”, stod der i mit brev fra Sjællands Universitetshospital.

Ventetid

Nu var jeg så en af de 25 kvinder. Min fantasi har aldrig fejlet noget, og jeg var allerede langt inde i tankerne om sygdom, og hvordan det hele nu skulle gå. Det blev til ni lange dage og nætter, hvor jeg godt nok stadig gik på arbejde, lavede mad, gik ture med hundene og snakkede med min familie, men når jeg var alene, læste jeg alt på nettet om brystkræft. ALT simpelthen. Det er ikke en god idé.

Jeg læste, at ”forskning viser, at fire ud af 10 kræfttilfælde i Danmark kan undgås, hvis vi bliver mere opmærksomme på vores livsstil. Ved at undgå overvægt, drikke mindre, spise sundt og være fysisk aktiv hver dag nedsætter man risikoen for at udvikle kræft” (kilde: cancer.dk).

Jeg tænkte, at det gode var, at jeg i hvert fald ikke drikker, men lidt for rund og lidt for inaktiv var jeg vel nok. Var det nu min egen skyld, hvis jeg havde fået kræft? Og selvfølgelig var det ikke det, men sommetider er det alt for let at skælde ud på sig selv.

Den 12. april blev jeg indkaldt til en ny screening, undersøgelse og biopsi på en privatklinik i København. Vi, min mand og jeg, kørte ind til klinikken, hvor jeg afleverede manden i venteværelset. Her kunne han fordrive ventetiden med nogle blade om kunst og design. Tiden gik vist langsomt for ham.

Personalet var flinke og rundhåndede med klap på kinden og Kleenex. De nye billeder af brystet viste, at der ganske rigtig var en lille knude på 5 mm i højre bryst. Billederne kunne ikke vise, om knuden var god- eller ond­artet, så derfor skulle der også laves en biopsi, hvor man tager en nåleprøve af knuden. Det hele tog en halv time, og så kørte vi hjem igen med beskeden om, at jeg ville få svar på biopsien inden for de næste 10 dage.

Igen læste jeg alt mellem himmel og jord om kræft og godartede knuder. Tankerne sprang mellem håb og frygt. Nogle dage vågnede jeg om morgenen og var glad, indtil jeg pludselig huskede, at måske var jeg syg. Alligevel går livet videre, arbejdet skal passes, børnebørnene leges med, og hundene og ægtemand skal spadseres med, og nogle timer ad gangen glemte jeg næsten, at jeg ventede på besked fra sygehuset. Og en grå regnvejrsdag kom den endelig: Den 21. april skulle jeg til samtale på hospitalet i Roskilde.

De gode beskeder

Jeg tog af sted sammen med min ældste datter. Da vi trådte ind ad døren til konsultationsrummet, holdt jeg nærmest op med at trække vejret, indtil lægen hilste på mig og sagde: ”Det er ikke kræft”. I det øjeblik føltes det, som om jeg faldt ned af stolen af ren og skær lettelse, men det gjorde jeg ikke. Men jeg smilede fra øre til øre.

– Vi giver også rigtig tit gode beskeder, sagde sygeplejersken venligt, og det var det.

Prøverne havde vist, at det var en uskadelig lille knude, der sad isoleret for sig selv og uden spredning til andet væv. Hvis den ikke blev fjernet, kunne den på sigt udvikle sig til en ondartet knude. Derfor skulle den fjernes ved en mindre operation.

Ca. fem ud af de 25 kvinder, der bliver indkaldt til supplerende billeder, får påvist brystkræft. Jeg var en af de 20 heldige, der fik den gode besked og slap med skrækken.

Jeg blev opereret sidst på dagen torsdag den 25. maj, og to timer senere blev jeg sendt hjem iført en sports-bh, der skulle holde kanterne sammen på det fire cm lange operationsar på brystet. 10 dage senere kom jeg til kontrol, og lægen fortalte mig, at alt så fint ud.

Jeg er taknemmelig for at bo i et land, hvor man får tilbudt en gratis mammografiundersøgelse hvert andet år, når man er over 50 år. Jeg er taknemmelig for, at systemet virkede, at alle tog min lille knude og mine bekymringer alvorligt og gjorde noget. Allermest taknemmelig er jeg for, at hospitalsvæsenet rigtig mange gange også giver gode beskeder.