En læser fortæller: Min fars prepping tog overhånd

Vi var kun voksne omkring middagsbordet, da min far begyndte at tale om al den konserves, han opbevarede i sit værksted. Min far var i 60’erne og netop gået på pension efter at have været byens praktiserende læge i 40 år. Alle kendte ham som en, der havde styr på sine ting, og som hellere ville sende sine patienter videre til hospital eller speciallæge en gang for meget end en gang for lidt. Han var grundig og pertentlig, og derfor overraskede det mig ikke, da han med sin nye tilværelse som pensionist kastede sin energi ind i at være beredt. Min far var blevet prepper.

På den anden side af bordet sad min bror og svigerinde, og jeg kunne se på deres overbærende smil, at de ikke havde tænkt sig at følge min fars eksempel. De syntes, ligesom min mand, Thomas, at det var lidt tosset, og det fik kun min far til at tale sin sag med større entusiasme.
– Tænk sig lige, hvis krigen faktisk kommer, sagde han højt.
Det fik min svigerinde til at rejse sig og lukke glasdørene ind til tv-stuen, hvor mine sønner sad og så en Disney-film med deres kusiner.
– Ja, undskyld, sagde min far i et lavere toneleje og gestikulerede ind mod hans små børnebørn.
– Det gør den jo nok ikke, det ved jeg godt, men så lad os sige, at internettet går ned på grund af sabotage. Så kan vi ikke købe ind, og så kan man altså nå at blive ret sulten ret hurtigt. Nu har jeg samlet lidt fornødenheder i værkstedet. Konserves, toi-
letpapir, kontanter og den slags.

Min far kiggede rundt om bordet, og jeg syntes, det, han sagde, lød fornuftigt, men jeg havde ikke lyst til at tænke for meget på alle de potentielle katastrofer, der lurede. Det gjorde mig trist, så jeg plejede at skyde tanken fra mig.
Nu nikkede jeg til min far.
– Jeg forstår godt, hvad du mener, sagde jeg, og min mor nikkede også nede fra bordenden.
– Det er bare ikke rart at tænke på, sagde hun.

Da vi kørte den korte tur hjem fra familiemiddagen, talte min mand og jeg lavmælt om det, min far havde sagt. Min far havde vist Thomas sit lager, og det havde været omfattende. Hylde op og hylde ned med makrel i tomat, havregryn, knækbrød, vand i fem liters dunke, stearinlys, toi-
letpapir og ting, som Thomas ikke engang anede, hvad var.
– Det virker til, at det har taget lidt overhånd, sagde han lavmælt og skævede om på bagsædet, hvor vores sønner, Jacob på syv og Christian på ni år, sad.
– Kommer der soldater og skyder? spurgte Jacob nu, og det fik mig til at vende mig rundt med et ryk.
– Hvad? Nej! sagde jeg chokeret.
Så chokeret, at det vist også chokerede Jacob, som ikke sagde mere. Jeg tænkte over, hvad vores samtale mon havde sat i gang i børnenes hoveder. Hvor meget havde de hørt? Jeg forsøgte at genkalde, hvad min far havde nået at sige, inden min svigerinde lukkede glasdøren.

De næste par dage var der dog ingen af mine sønner, der nævnte noget, og jeg troede derfor, at emnet var gledet i baggrunden. Vi plejede at skærme dem fra nyhederne på tv, og i skolen talte de kun sjældent om det, der foregik i verden. De var endnu så små, at det, de frygtede mest, var monstre eller spøgelser. Noget, som, jeg med sindsro kunne love, ikke fandtes i virkeligheden.

Et par dage senere var det dog ikke monstrene under sengen, der forhindrede mine drenge i at falde i søvn. De sov på samme værelse, og det plejede at gøre dem trygge, men nu kaldte Christian på mig.
– Mor, hviskede han, og begge drenge kiggede på mig med store øjne, da jeg satte mig på gulvet mellem deres senge. – Mor, kommer der krig, ligesom morfar sagde?
– Ja, supplerede Jacob. 
– Skal far være soldat?
Jeg kiggede fra den ene til den anden.
Selvfølgelig havde de hørt det hele, og selvfølgelig havde de med deres fantasi brygget de mest uhyrlige historier i deres små hoveder.

Jeg sank en gang og sendte en irriteret tanke til min far, men samtidig var jeg også vred på mig selv. Jeg burde have grebet det anderledes an, men jeg var egentlig stadig i tvivl om hvordan, for det her var jo ikke som monstrene under sengen. Der fandtes krig og ødelæggelse, og formentlig ville det aldrig foregå i vores baghave, men det var også naivt at lukke øjnene for, at det foregik, og at det ville påvirke os.
– Der kommer ikke krig i Danmark, sagde jeg med fast stemme og kiggede først på Jacob, så på Christian.
– Men hvorfor har morfar så et lager med mad? spurgte min ældste søn klogt. Han kneb øjnene sammen og kiggede mistroisk på mig.
– Morfar kan godt lide at være forberedt på det værste. Lidt som med hans førstehjælpskasse, forklarede jeg. 
– Den, der står i mormor og morfars entré, som vi aldrig har brugt og nok aldrig kommer til at bruge. Men den er der.

Den forklaring så ud til at virke, og mine drenge krøb igen ned under deres dyner. Inden længe faldt de i søvn, men dagen efter fortsatte spørgsmålene. Det var, som om min far havde åbnet Pandoras æske med al sit snak om krig, og pludselig var der ikke grænser for, hvad mine sønner forestillede sig. Jeg ville nødig have, at de allerede skulle bekymre sig om den slags. Det havde de hele resten af livet til, men samtidig havde jeg svært ved at regne ud, hvordan jeg skulle afmontere deres angst, når den først var opstået.

Nogle uger senere skulle min mand på forretningsrejse, og jeg var alene hjemme med Jacob og Christian. Jeg havde lovet dem, at vi skulle hygge, som vi plejede, når vi var alene hjemme. Det betød McDonalds til aftensmad og filmhygge i sofaen, og drengene glædede sig.

Vi sad alle tre omkring spisebordet og spiste kiks og rosiner, da strømmen pludselig gik. Klokken var fire om eftermiddagen, men fordi det var vinter, var det allerede mørkt udenfor. Det var det nu også indenfor. Ingen af drengene sagde noget, men de kiggede på mig med store øjne, mens de tyggede på deres rosiner.
– Hvorfor er lyset slukket, mor? spurgte Christian, mens jeg rakte ud efter min telefon for at finde noget information om nedbruddet på elselskabets hjemmeside.
Der stod ikke noget. Jeg tændte stearinlys og tænkte, at strømmen nok kom tilbage inden længe.

Da vi efter en time stadig ikke havde strøm, kom forklaringen via en sms fra elselskabet. Et kabel var revet over og hele boligkvarteret mørklagt. Det var et kompliceret brud, og tidshorisonten var ukendt, stod der.
Da begyndte jeg at blive lidt presset. Ikke nok med, at vores køleskab var så godt som tomt, så var vores bil en elbil. Vel at mærke en elbil, der ikke var opladt tilstrækkeligt, og vores hus var opvarmet med elradiatorer. Udenfor nærmede temperaturen sig frysepunktet.
– Jeg synes, det er lidt uhyggeligt, hviskede Christian til mig, mens Jacob var på toilettet. Han ville ikke skræmme sin lillebror. – Og hvad skal vi gøre, når vi ikke kan komme på McDonalds?

Det var et af livets mere eksistentielle spørgsmål. Jeg bukkede mig ned og tog hans ansigt i mine hænder.
– Det er bare en gravko, der har gravet strømledningen over, prøvede jeg at forklare. 
– Men ved du, hvad vi gør? spurgte jeg, da Jacob var færdig på badeværelset, og begge drenge stod foran mig i køkkenet. 
– Vi ringer til morfar!

Det viste sig, at mine forældre, der boede fem minutters kørsel fra os, også var omfattet af nedbruddet, og min far lod til at nyde det i fulde drag.

– Ja, jeg står her på første sal og kan se resten af vejen. Det er helt sort, sagde han glad.
Jeg havde sat telefonen på medhør.
– Mormor og jeg pakker bilen, og så kommer vi over til jer, børn.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg havde en anelse, men det udstyrsstykke, som min far mødte op med, var over al forventning. Han kom gående op ad vores indkørsel med den ene pose efter den anden. Min mor gik bag ham og smilede.
– Så rykker morfar ud, sagde hun til drengene, der stod ved siden af mig i hoveddøren.
Det skal jeg lige love for, at han gjorde.

Inden længe havde han opstillet varmeblæsere rundt omkring i huset. Min mor anrettede makrelmadder og kippers med remoulade og stillede to små, lunkne kakaomælkekartoner med sugerør på spisebordet og en vanddunk til de voksne. Vandforsyningen kørte også på strøm, så vi havde intet vand i hanen.

Min far lagde varme tæpper om børnene, der lå på sofaen med deres iPads, som var tilsluttet min fars powerbank. Tæpperne var ganske vist lige rigeligt, for takket være varmeblæserne var der ikke koldt i huset, men jeg kunne se, hvordan ungerne nød at blive passet på, og hvordan min far elskede at give dem tryghed.
– Så er der aftensmad, kaldte min mor, og nu samledes vi omkring konserves-menuen.

Der var tændt stearinlys, og midt på bordet stod en campinglampe og gjorde det muligt at se både maden og hinanden.
Mine sønner spiste med stor appetit, og indimellem så jeg, hvordan Christian kiggede rundt om bordet. Det var en anderledes middag, end han var vant til.
– Gad vide, hvornår strømmen kommer tilbage, sagde jeg og kiggede igen på elselskabets hjemmeside, der ikke var opdateret siden sidst.
”Tidshorisont ukendt”, stod der bare og så et kort over det område, der var ramt.
– Det må godt vente lidt, sagde Christian så og smilede. Det fik min far til at ae ham over håret og nikke.
– Der kan I bare se, sagde han. – Det er ikke så dårligt at være forberedt, vel?

Min far kiggede fra mig og min mor og ned på sine børnebørn, og både Christian og Jacob nikkede.
– Er det derfor, du har makrel i hele dit værksted, morfar? spurgte min yngste, og min far smilede.
– Ja, blandt andet. Man skal være beredt, men ikke bange, slog han fast, og det så ud til at vække genklang hos mine sønner.
Jeg redte op til mine forældre i gæsteværelset, og strømmen vendte tilbage i løbet af natten, men drengenes angst var forsvundet som dug for solen.