Da jeg var 17, blev min storebror, Janus, dræbt i et trafikuheld. Han havde været i byen med nogle venner og glemte at se sig for, da han krydsede kørebanen. Både hans venner og bilisten slap uden en skramme; min bror døde, 20 år gammel.
Mine forældre og jeg var naturligvis helt ødelagte af sorg, men for mig blev sorgen næsten overskygget af vreden over, hvor uretfærdigt det var. Janus var ikke færdig med at leve, han var kun lige begyndt! Han var netop kommet ind på idrætsstudiet i København og havde mødt en rigtig sød pige. De to talte også om at tage på rundrejse i Sydamerika og om at få en hundehvalp. Janus havde altid været fuld af energi og idéer. Netop fordi der var så meget liv i ham, var det fuldstændig ubegribeligt, at han pludselig ikke var i live mere.
Selv om Janus var tre år ældre end mig og en dreng, havde vi altid været meget tætte. Dels fordi vi havde samme humor, og dels fordi han forstod at være en rigtig god storebror. Det var ham, der lærte mig at spille fodbold, og hvis nogen generede mig henne i skolen, fik de ham på nakken. Da jeg begyndte at gå til fester, meldte han sig ofte til at hente mig. De snakke, vi havde i bilen hjem, står for mig som nogle af de bedste.
Efter Janus’ død var vores familie ikke længere den samme. Det føltes, som om den blev amputeret, og det gjorde den jo også. Vi skændtes mere, især min mor og mig. Janus havde altid kunnet glatte ud med en sjov bemærkning, som fik os alle til at grine. Også dér var han savnet. Hverken mine forældre eller jeg magtede at tale om tabet. Da først begravelsen og alt det praktiske var overstået, lagde vi låg på. Andet var simpelthen for smertefuldt.
Selv håndterede jeg krisen ved at flytte hjemmefra kort efter. Jeg var desperat efter luftforandring og kastede mig ivrigt ud i et nyt liv med kollegieværelse, fester og skiftende kærester. Når jeg var omgivet af mennesker, glemte jeg at tænke på Janus. Jeg fik med hiv og sving færdiggjort en HF, og senere begyndte jeg på frisøruddannelsen, men droppede ud.
I virkeligheden var jeg ikke moden nok, men i forsøget på at flygte fra sorgen var der kun én måde, og det var videre. Aldrig se sig tilbage, bare fremad.
Med årene fik jeg lidt mere styr på mit liv. Det var gået op for mig, at jeg havde det med at hoppe fra det ene til det andet. Det betød, at jeg havde haft en hel del kærester og lige så mange jobs, men nu skulle det være slut: Jeg søgte ind på pædagoguddannelsen, og jeg mødte min nuværende kæreste, Oliver, og flyttede sammen med ham. Det gav noget tiltrængt ro, i hvert fald på de ydre linjer. Jeg begravede mig i studiet, kærestehygge, veninderne og mit studiejob som receptionist.
Men selv om man skruer låget godt fast på en bøtte, kan det jo springe op igen. Som 21-årig var jeg i praktik som et led i min pædagoguddannelse, og her skulle jeg blandt andet følge en sorggruppe for store børn, der havde mistet et nært familiemedlem. Allerede inden min første dag var jeg lidt loren ved det, for jeg havde ikke lyst til at rippe op i min egen sorg. Nu var jeg kommet så langt og havde et godt og velfungerende liv, syntes jeg. Fortiden var fortid.
At møde børnene i sorggruppen satte gang i en hel hvirvelvind af forskellige følelser i mig. Det var rørende at opleve, hvor modige de var sådan at dele deres inderste med gruppen, og hvor gode de var til at sætte ord på deres sorg og savn. Nogle af dem græd, mens andre virkede enten forstenede eller bare afklarede.
For første gang slog det mig, at jeg måske selv burde have været en del af sådan et fællesskab, da hele min 17-årige verden væltede. Men både min og mine forældres reaktion havde været at vende det indad og betragte tabet af Janus som en privatsag.
Jeg kom igennem mine to første møder med sorggruppen i fin stil, måske fordi jeg var optaget af at gøre det godt i lederens øjne. Det var jo trods alt en del af min uddannelse, og den tog jeg meget seriøst. Nu, hvor jeg var blevet enebarn, havde jeg en følelse af, at det var endnu vigtigere, at jeg gjorde mine forældre stolte.
Men tredje gang i gruppen, dér fik den mig. En af pigerne havde netop fortalt, hvordan hun havde mistet sin mor til kræft. Mens tårerne trillede ned ad hendes kinder, lagde den dreng, der sad ved siden af hende den dag, en trøstende arm omkring hendes skuldre. Der var noget i den gestus, der ramte mig lige i hjertet.
Selv om de to unge ikke var søskende, mindede situationen mig om alle de gange, min storebror havde trøstet og opmuntret mig. Pludselig var det, som om jeg kunne mærke tyngden af Janus’ arm over mine skuldre og genkalde mig hans duft. Gråden væltede op i halsen og øjnene på mig, og jeg endte med forlade rummet i al hast.
Bagefter fandt lederen mig i garderoben, helt opløst af skam over at være faldet igennem på den måde. Det var jo mig, der skulle forestille at være den voksne. Jeg havde det, som om jeg havde stjålet børnenes rampelys. Jeg var nødt til at fortælle lederen om Janus, og hun var heldigvis fuld af forståelse.
Hun tilføjede, at det her jo var en mulighed for at stå ved min egen sorg og fortælle børnene om den, næste gang vi mødtes. Men jeg kunne ikke overskue det. Jeg tryglede hende om bare at sige til børnene, at jeg havde fået et pludseligt maveonde, og sådan blev det. Jeg var lettet, og herefter fortsatte min praktik efter planen.
Nogle uger senere var jeg i byen med nogle studiekammerater. Da vi ud på natten bevægede os hjemad med hver vores pizzaslice i hånden, stod vi pludselig i det lyskryds, hvor Janus blev kørt ihjel godt fire år tidligere. Erkendelsen ramte mig så hårdt, at jeg tabte mit pizzastykke på fortovet. Lige siden dengang havde jeg omhyggeligt undgået det her kryds, men fordi jeg var småfuld og sammen med de andre, havde jeg ikke lagt mærke til, hvor vi var på vej hen.
Mine studiekammerater opdagede ingenting. De grinede og pjattede, mens jeg med hamrende hjerte forsøgte at fokusere på den lille, røde mand i lyssignalet, der forbød mig at gå fremad. Det var i det øjeblik, jeg omsider fattede det: Så længe jeg lagde låg på sorgen, lagde jeg også låg på alle de positive minder, jeg havde om min storebror. Min følelse af at være kommet videre var falsk. I min iver efter at komme videre og glemme var det, som om jeg havde mistet Janus dobbelt.
Da jeg kom hjem, vækkede jeg Oliver og græd, mens jeg fortalte ham om alle de tanker og følelser, der nu tumlede rundt indeni. Jeg havde aldrig fortalt ham ret meget om tabet af min storebror, men nu lukkede jeg helt op for posen, sikkert godt hjulpet på vej af alkoholen.
Oliver greb mig fuldstændigt, og jeg blev ramt af en dyb taknemmelighed over at have ham. Det gjorde ondt at tale om Janus, men samtidig mærkede jeg en klar følelse af lettelse. Nu forstod jeg ikke, at jeg ikke havde delt min sorg med andre noget før.
I dagene efter tænkte jeg meget over det hele. Det var tydeligt for mig, at noget i mig havde forskubbet sig. Jeg kunne ikke gå tilbage til før, hvor vi alle nærmest lod, som om Janus aldrig havde levet. For det havde han jo. Faktisk havde han i sit korte liv levet langt mere, sådan rigtigt, end jeg nogensinde havde. Jeg havde bare eksisteret.
Derfor besluttede jeg at besøge mine forældre. Jeg fortalte dem ikke om min erkendelse i lyskrydset, men jeg fortalte om oplevelsen med sorggruppen. Selv om børnene var i sorg, kunne de mindes deres familiemedlemmer og smile gennem tårerne, mens de fortalte sjove anekdoter.
– Dét kunne jeg godt tænke mig, at vi blev bedre til, sagde jeg forsigtigt til min far og mor.
Det var helt tydeligt svært for dem at være i. Særligt min far mumlede noget med, at vi jo ikke havde glemt Janus, bare fordi vi ikke talte om ham. Men jeg insisterede, for det havde vi jo på en måde.
De seneste dage var der dukket en masse minder og episoder med min bror op i mine tanker, og til min egen overraskelse havde jeg kunnet grine af flere af dem. Det gik op for mig, hvor meget af det gode jeg havde fortrængt i mit forsøg på at skubbe det dårlige væk.
I den efterfølgende tid besøgte jeg mine forældre oftere, for vi var gledet fra hinanden. Der kom for alvor skred i tingene, da jeg hentede vores gamle fotoalbummer ud fra ekstraværelset. Da først min mor satte sig sammen med mig, var hun slet ikke til at hive væk fra billederne. Hun både lo og græd, mens hun pegede og fortalte.
Min far kredsede lidt rundt på afstand som en ensom satellit, men til sidst måtte også han overgive sig. Særligt, da vi kom i tanke om dengang, Janus kom til at skyde sin fodbold igennem genboens vindue og blev sat til at luge hele hendes køkkenhave som straf.
I dag synes jeg, min familie er godt på vej til at hele. Jo mere, vi øver os i at tale om Janus, desto nemmere bliver det. Sorgen er der stadig, men den store elefant i rummet er væk.
Selve ulykken og begravelsen taler vi stadig ikke om. Vi vil hellere huske ham, som han var: Stærk, glad og fuld af liv. Jeg tror også, vi alle tre har sluttet fred med, at vi jo netop sørger så dybt, fordi vi har så mange vidunderlige minder og stadig elsker Janus, selv om han ikke er her mere.
Jeg har det sådan nu, at så længe jeg stadig er her og husker Janus, er han her også. Og det, han ikke nåede, må han så opleve igennem mig. For jeg tror, han sidder et eller andet sted deroppe og følger med. Jeg vil leve, virkelig leve, for både ham og mig. Derfor tager Oliver og jeg også på fem ugers rundrejse i Sydamerika til sommer, præcis som min storebror drømte om at gøre.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.