Mistede min kone for tre år siden: Sørger jeg "rigtigt"?

Fra konsultationen

En patient besøgte mig i konsultationen med en lidt anderledes problematik.

– Der er nogle af mine venner, der har bedt mig kontakte dig. De mener, at der måske er noget galt med mig, og at jeg har brug for hjælp, siden jeg her tre år efter min kones død ikke er kommet videre, sagde han.

Han havde i en alder af 48 år ret pludseligt mistet sin kone. Tiden efter var gået med at hjælpe børnene igennem sorgen over tabet af deres mor, og velmenende venner syntes ikke, han selv havde sørget og derfor nu havde svært ved at finde tilbage til sig selv.

Jeg er ikke så meget for at bruge ordene ”komme videre” efter en stor sorg, for hvad er det, man skal videre til? Jeg mener heller ikke, man kan finde ”tilbage til sig selv”, som man var før sorgen, men derimod finder man frem til en ny version af sig selv, som kan være lige så god, men anderledes.

Selve sorgprocessen er forskellig fra person til person. Nogle græder meget, andre måske slet ikke, og nogen får hurtigt en anden tilværelse, mens andre hænger fast i sorg og savn. Hos mange kommer og går sorgen i perioder, og ingen kan sige, hvad der er rigtigt eller forkert.

– Føler du, at du har brug for hjælp til at leve med sorgen, og fylder den så meget for dig, at det er svært at leve et liv med plads til andet? spurgte jeg.

Det var ikke tilfældet, men selvfølgelig var der stadig svære dage.

– Men der er også mange gode dage, så egentlig er jeg og børnene landet et sted, hvor vi kan være med savnet og samtidig kigge fremad, sagde han og så et øjeblik uendelig trist ud, men så skiftede blikket til en ro og stolthed over, at det trods alt gik fremad.