En læser fortæller: Ville Svendsen acceptere Kisser?

Jeg har aldrig været kattemenneske, men da min søster Linda skulle flytte og ikke længere kunne have sin kat, Kisser, hos sig, følte jeg, at jeg burde tage Kisser til mig. Jeg var netop gået på pension, og jeg havde glædet mig til at have mere tid til min elskede hønsehund, Svendsen. Nu kunne jeg endelig få gået nogle længere ture med ham. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle til at passe en kat også, men sådan blev det.

Svendsen var netop blevet 5 år, og han var så god, som dagen var lang, men han var også egenrådig og stædig, og han vidste bestemt, hvad han kunne lide, og hvad han ikke kunne lide. Han elskede leverpostejsmadder, og han kunne ikke fordrage katte. Ikke at han gjorde dem noget, for Svendsen havde aldrig gjort nogen noget, men hvis vi mødte en kat, når vi var ude at gå tur, gik han altid i en stor bue udenom.

Hvis de nærmede sig ham, gøede han i vilden sky, og han skyndte sig altid hen til mig, som om han søgte min beskyttelse mod de utilregnelige kræ. Det kunne jeg ikke fortænke ham i, for jeg havde bestemt heller ikke meget tiltro til dem, og i mit stille sind håbede jeg lidt på, at Svendsen ikke kunne acceptere Kisser. Hvis han ikke kunne leve sammen med hende, ville jeg finde en ny ejer til hende, og det ville egentlig passe mig fint.

– Vi må lade det komme an på en prøve, sagde jeg forbeholdent til min søster, da jeg hentede Kisser. Hun sad i sit kattebur, og hun så da sød ud, men jeg var skeptisk.

Læs også: Karlo hjalp mig gennem sorgen

Da vi kom hjem, satte jeg buret med Kisser på gulvet i entreen og lukkede lågen op. Svendsen lå i sin kurv i stuen uden at ane, at huset netop havde fået en ny beboer. Kisser listede forsigtigt ud af buret og begyndte at gå på opdagelse. Efter nogle minutter nåede hun ind i stuen, hvor Svendsen først løftede hovedet og siden stivnede, da han så, at jeg havde tilladt en kat at bevæge sig ind på hans territorium. Der gik et øjeblik til, og så gav Svendsen et bekymret bjæf fra sig, der fik Kisser til at fare ind under sofaen.

Sådan lå de i et stykke tid i hver deres ende af stuen. Efter en halv time begyndte Kisser langsomt at snige sig væk fra sofaen og en smule tættere på Svendsen. Da det ikke så ud til, at nogen af dem havde tænkt sig at dræbe den anden, gik jeg ud i køkkenet for at lave mad. Jeg begyndte at tænke over, om der ikke var et katteinternat i nærheden, hvor jeg kunne køre Kisser hen, hvis det ikke gik.

Læs også: Min hunds nye familie

– Det er der ingen skam i. Svendsen var her først, og hvis han ikke kan lide Kisser, så er det dét, jeg må gøre, sagde jeg til mig selv, mens jeg stod og kokkererede. Der var stille inde fra stuen, og jeg formodede, at det var, fordi både Svendsen og Kisser ikke havde rørt sig ud af flækken. Men jeg blev klogere.

Jeg serverede min mad på en tallerken, og med den i den ene hånd og et glas vand i den anden gik jeg ind i stuen. Med det chok, jeg fik, var det utroligt, at jeg ikke tabte begge dele på gulvet. Henne i hundekurven lå Svendsen og så en smule forundret ud, og ved siden af ham i kurven lå Kisser. Hun lå så tæt på ham, at deres poter rørte hinanden, men Svendsen gjorde ikke mine til at flytte sig.

– Det var da utroligt, sagde jeg højt og satte mig ved spisebordet. Jeg spiste min mad, mens de to blev ved med at ligge tæt op ad hinanden, og da Svendsen senere rejste sig for at gå ud i køkkenet og drikke vand, gik Kisser med ham.

De næste par dage så jeg, hvordan Svendsen begyndte at tage sig af Kisser. Foruden sin kurv delte han sin mad med hende, selv om hun da fik rigeligt med kattemad.

Læs også: Vi er lykkelige for, at Blaky valgte os

Efterhånden var det ikke kun Svendsens hjerte, Kisser havde vundet, men også mit. Der var flere gange, hvor Svendsen skubbede hende over mod mig med snuden, og jeg kunne ikke lade være med at tolke det som hans måde at bede mig om at acceptere hende. Så det gjorde jeg.

Efter en uges tid stod det klart, at jeg selvfølgelig skulle beholde Kisser. Svendsen kunne lide hende, så det kunne jeg også, og nu har de to boet sammen hos mig i snart et år.