Et bestemt, folkekært musikpar står Anders Matthesens hjerte nær

”Ternet Ninja 3” – afslutningen på den succesrige trilogi af animationsfilm instrueret af Thorbjørn Christoffersen og Anders Matthesen og baseret på sidstnævntes bøger – er klar til at tage danske biografgængere i alle aldre med storm. Igen møder vi drengen Aske og hans ninjadukke, der er besat af en japansk ninjaånd. Aske er kommet i en alder, hvor han helst vil hygge sig med vennerne. Ternet Ninja føler sig tilovers og søger ivrigt efter en ny mission. Og snart er makkerparret atter viklet ind i konflikter.

Hvorfor bliver tredje del af ”Ternet Ninja”-serien den sidste?

– Det var fra starten aldrig meningen, at det skulle være en serie, men historien blev ved med at folde sig ud. Nu synes jeg, det er på tide at tage konsekvensen af, at sjælen fra en 400 år gammel ninja bor sammen med en teenager, som jo også på et tidspunkt skal i gang med at blive voksen. Derudover har mange børn spurgt mig, hvorfor ninjaen blev slået ihjel, og hvor han derefter forsvandt hen. Og det måtte jeg jo prøve at finde ud af, så jeg kunne give dem et svar. Men det er hårdt arbejde at lave tegnefilm, og nu har vi arbejdet med eventyret her i 10 år, så risikoen for metaltræthed er absolut til stede. Vi har aldrig lavet filmene for pengenes skyld, men udelukkende, fordi det var spændende.

Serien er nærmest blevet dansk kulturarv. Hvordan føles det?

– Det er mærkeligt, men også skønt og vidunderligt, at så mange tager historien til sig og kan bruge den til noget. Samtidig synes jeg, det er en god idé at stoppe, inden legen bliver dårlig. Når det handler om bifigurer som Stewart og Arne, som jeg har brugt i en lang række sammenhænge, kan jeg ikke garantere, at de aldrig dukker op igen, men jeg kan heller ikke love, at de gør det. Hvis de vender tilbage, er det, fordi jeg føler, de kan bidrage til helheden på en ny måde og tilføre nogle nye facetter.

Som tilskuer får man let den tanke, at du ser rigtig mange film!

– Det gør jeg også. Men hvis der er et nørdet lag med små hilsner til andre film og til filmfaget som helhed, er det primært min makker og medinstruktør, Thorbjørn Christoffersen, der står for det. Det er også hans fortjeneste, at fortællingen er klippet godt, og at der er god fremdrift i handlingen. Han klipper og filer i materialet igen og igen og er heller ikke bange for at luge ud i sidehistorierne. Allerede da vi lavede den første ”Ternet Ninja”-film, fik han nedbragt antallet af onde skurke omkring Aske, så han ikke ligefrem var truet på livet både ude og hjemme.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Jeg havde en fantastisk aften i Det Kongelige Teater til Lasse & Mathildes 50-års jubilæumskoncert. De to mennesker er mig meget kære. Jeg mødte dem første gang, da jeg lavede ”Jul på Vesterbro” og skulle bruge en violinist, der ikke behøvede et nodeark, men som slet og ret kunne tælle til fire og give den gas. Det tænkte jeg, at Mathilde kunne, og det kunne hun i den grad. Det udviklede sig til et venskab, der har varet ved. I 2007 sang jeg et nummer på parrets album ”Spor af Piet Hein”.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Der har været mange efterhånden. Men jeg vil nok sige, at det år, vi befinder os i lige nu, er et foreløbigt højdepunkt. Der har været hele tre filmpremierer på programmet. Derudover udkommer der et album med sangene fra ”Ternet Ninja 3”. Og jeg har afsluttet en turné, der er gået bedre end nogen af de tidligere. Hvis jeg skal nævne en specifik dato, der har ændret mit liv og min karriere for altid, må det blive 22. oktober 1993, hvor jeg debuterede som standupkomiker ved DM i Standup. Her blev grunden lagt til alt, hvad jeg sidenhen har bedrevet.