Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Ikke blot er de sognepræster ved samme kirke, de er også gift med hinanden. I 14 år har Charlotte siddet i embedet, tilmed hendes første kald efter den teologiske afgangseksamen. Og man skal ikke presse hende længe, før hun villigt indrømme, at hun såmænd også håber, at det bliver det sidste. Den tidligere københavner er så henrykt over tilværelse her i det vestsjællandske, at hun knapt nok har ord for sin begejstring.
Deles om embedet
Og Henrik, der har været her i ti år, end ikke drømmer om at modsige hende, og det er ikke blot, fordi hans kone på en eller anden måde er hans foresatte. Vel er de begge sidestillede sognepræster, men fruen er kirkebogsførende og sidder på to tredjedel af det halvanden mands embede, som stillingen indebærer. Derfor holder han da også kun én gudstjeneste, for hver gang Charlotte forretter to. Men der er nu heldigvis ikke noget millimeterdemokrati hos de to prælater, som begge er meget populærere.
En stor ære
- Vi er så efterspurgt som bryllupskirke, at vi desværre må sige nej til mennesker, der ikke har nogen tilknytning til stedet, siger Henrik, som trods en halv snes år i sognet godt ved, at hverken Charlotte eller han skal regne med nogen sinde at blive betragtet som "ægte fårevejlere". - Det er en ære i grand cruklassen, som overgår de færreste, bl.a. vores søn som jo også er født heroppe, jubler de pavestolte forældre, der slet ikke kan forestille sig at søge kald et andet sted i landet.
Af Ole V. Hansen
Læs også:
Traditionsrigt julehæfte