Forældre i en sen alder
- Hej far! råber 2-årige Carl oppe fra lejligheden over isbutikken. Lige om lidt skal han ud og gå tur med sin barnepige, men det kan ikke ske, før dagens faste rutine er gennemført: en ridetur på ryggen af sin far i fuld galop rundt i hele butikken. Først den ene vej – så den anden. – Det gør vi hver eneste dag, ler Carl Landstrup og bøjer sig ned, så hans søn kan kravle op og holde fast om hans hals. Og det er svært at gennemskue, hvem der nyder turen mest – store-Carl eller Carlito, som lille-Carl også bliver kaldt.
Læs også om Belinda og Phillip, der endelig blev forældre - til tre børn på én gang fra Sydafrika Mange på Carl Landstrups alder ville formentlig foretrække en rolig pensionisttilværelse frem for hektisk sæsonarbejde og tanken om at være galoperende småbørnsfar kunne utvivlsomt fremkalde et par affejende gisp. For selv om det ikke lige er til at se det, så er Carl Landstrup 72 år.
Fik barn sent i livet
Han og hans kone, Fuensanta Beltrán Escriña, mødte hinanden på Gran Canaria, da Carl var 38 år, og Fuensanta var 18. Dengang følte de, de havde tiden for sig og havde ikke travlt med at få børn. Da de endelig var klar til det, var de nået godt op i alderen – og måske derfor blev det svært. I hvert fald skete der intet i mange år. Indtil skæbnen ville, at lille Carl kom til verden i det, man vel roligt kan kalde 11. time. – Det har været den største lykke for os at få Carl. Jeg blev helt ubeskriveligt glad, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid og har vel nærmest været det siden. Lille Carl er det bedste, der er sket for os, fortæller Fuensanta, som er stødt til i butikken.
Læs også om Randi og Frank der blev forældre i en sen alder – Mange spørger, om jeg ikke bliver træt, når vi har sådan en lille dreng – måske netop fordi jeg er oppe i årene – men det gør jeg ikke. Jo, de første måneder, da han var meget vågen om natten, men ikke nu. Jeg har fået flere kræfter og meget mere energi. Carl holder mig i gang, konstaterer Fuensanta, som var 49, da hun fødte sin søn.
Lever sundt
Parret har selvfølgelig tænkt over, at de let kunne have været Carls bedsteforældre. – Jeg har et ansvar for at passe ekstra godt på mig selv. Jeg spiser sundt og hverken ryger eller drikker alkohol, og jeg sørger for at holde mig aktiv, fortæller Fuensanta, som gik til ekstra scanninger og undersøgelser under graviditeten, blandt andet fordi risikoen for Downs syndrom stiger markant med alderen.
Læs også om Kristel, der ikke kunne få et biologisk barn, men adopterede Bo, som har Downs syndrom – Men alting gik så fint. Jeg havde det godt, og det havde lille Carl også. Så jeg valgte at glæde mig i stedet for at bekymre mig, siger hun, og hendes mand uddyber: – Ja, Carl holder os i gang. Jeg føler mig frisk, og selv om jeg egentlig er pensionist, har jeg ikke lyst til at stoppe med at arbejde. Jeg føler og håber, at jeg har mange år tilbage – både til arbejdet og til Carl. De er i Spanien i vinterhalvåret, og så sælger de italiensk is i Danmark hele sommeren. Og således er de stort set sammen hele tiden. – Det er nok ikke alle parforhold, der kunne holde til det. Men vi værdsætter det og er meget taknemlige over at have hinanden. Vi synes, vi er meget heldige, og da vi fik vores søn, blev lykken ligesom fuldendt, siger Carl.
Læs hele historien i Familie Journal i uge 21
