Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Begejstringen stråler ud af Rikke. Begejstring ved livet og ved at fortælle historier, hvor inspirationen ofte er hentet fra hendes eget liv.
Rikke Barfod, 79 år, er gammel hippie og har rejst verden rundt – både som ung og ældre, med og uden børn. Hun bobler af liv og fortællelyst, og da hun var i slutningen af 60’erne, gik hun rundt med en blok i hånden og skrev den historie ned, som bare ville fortælles. Bogen gav hende debut som forfatter som 72-årig.
Hendes første bog var en børnebog, ''Bachri, en kalv på eventyr i Indien''. Historien kom til hende, mens hun var på en af sine mange rejser i Indien, hvor de hellige køer går frit rundt.
Rikke var i Indien for første gang i 1966. Siden har hun været tilbage adskillige gange, hun har mange venner dernede og er nu ved at lære hindi. Hun skrev bogen, mens hun boede i Indien og hver dag tog en auto-rickshaw tværs gennem byen.
Læs også: Bittes søn var en hemmelighed i 70 år
– Der så jeg de stakkels køer gå rundt i gaderne. Da jeg var dernede i 1960’erne, fik man mad på bananblade og te i et lerkrus, som man smadrede bagefter. I dag er der plastik overalt. Køerne lever i det og får dårlige maver af alt det skidt. Ude i landsbyerne er det fuldstændig, som da jeg først kom derned, fortæller Rikke.
I bogen følger vi en kalv og dens mor på deres færd ud af byen for at finde det gode liv på landet. Undervejs møder de en masse dyr, og det er selvfølgelig et rigtigt eventyr, som de 6-12-årige vil elske, men også voksne kan finde glæde i.
– Jeg måtte løbe efter historien for at få den skrevet ned, så jeg gik rundt med papir og pen. Den ville bare ud, siger hun.
Hun fik den indbundet i to eksemplarer, et til hende selv og et til hendes barnebarn. Det var slet ikke meningen, at den skulle udgives, men hun tog bogenmed på et skrivekursus, hvor hun fik så god kritik, at bogen var klar til udgivelse.
Idéen til hendes anden bog kom på et weekendskrivekursus. Sætningen ’der sad en død pige i klassen’, satte gang i hendes fantasi, og på ingen tid havde hun hele historien i hovedet. Men det tog lang tid at få den skrevet ned, for hendes yngste søn, som i dag er 45 år, var syg. Han var i dialyse og havde brug for en ny nyre.
– Jeg skulle hjem og lave mad til ham og passe ham. Nu har han fået en ny nyre, fortæller Rikke, som er mor til tre på henholdsvis 45, 50 og 55 år.
Rikke blev født i Nordhavn i 1941. Hun husker flere episoder fra krigen, og de blev brugt som inspiration til hendes første rigtige roman, ''Det var den nat'', som udkom i 2018. Den handler om en jødisk piges flugt fra nazisterne, og den synske pige Claire, der 40 år senere får kontakt til hende.
Læs også: Kærlighed kender ingen grænser
– Jeg husker luftalarmerne. Vi skulle sidde i kælderen, hvor vi fik lopper. Der var så mange lopper. Og engang mødte vi en tysk soldat på Finsensvej, hvor vi ikke måtte gå, så han pegede på os med geværet. Nøj, hvor var jeg bange, fortæller Rikke, som især mindes stemningen, og den har hun gengivet i bogen.
– Min mors veninde havde en tyskerpige i huset, så man skulle passe på med, hvad man sagde. Det blev aldrig sagt højt, men lå bare i luften.
– Ved befrielsen blev vi kørt rundt i en vogn med frihedskæmperne, men det, jeg husker bedst, er, at mælken var sur, griner Rikke.
Nu er Rikke 79 år, men det afholder hende ikke fra hele tiden at få nye idéer. For tiden arbejder hun på hele tre nye bøger. Den ene er en børnebog om Valdemar Atterdag.
– Hvis det ikke var for ham, så var vi tyskere i dag, så det er synd, at der ikke findes en bog til børn om ham, siger hun.
Den anden bog er en mere privat bog, som hun endnu holder lidt for sig selv. Det eneste, hun vil afsløre, er, at den begynder i hippietiden. Og netop hippier kender hun alt til, for hun var selv en af dem.
– Vi troede på ’love and peace' helt ind i sjælen, men man begyndte jo at kede sig. Nogle fik arbejde, andre fik børn, fortæller hun.
Læs også: Verdens mindste baby med sukkersyge: Nu er jeg rask
Selv fik hun en søn. Da han var halvandet år, besluttede hun sig for at rejse til Indien. Det var hendes første tur derned, og hun troede ikke, man kunne rejse med så lille et barn, så hendes kusine fik plejetilladelse.
– Da jeg kom hjem, havde de lavet en sag på ham, og jeg måtte give afkald på ham. Det er en af de to ting i mit liv, jeg har fortrudt. Han er vokset op hos sin far, fortæller Rikke og bliver lidt fjern i blikket.
– Den anden er en lovlig abort. Jeg troede, det var ingenting, men det er det jo aldrig, siger hun.
Rikke fortsatte sit frie liv. Hun har en bachelor i pædagogik, engelsk og italiensk, og mellem jobs som sekretær og oversætter af film og børnebøger har hun rejst rundt i Australien, sejlet ned ad Mekongfloden og solgt alle sine ejendele for at rejse rundt i USA med sin yngste søn.
Da yngstesønnen var 14 år, hørte hun sig selv sige: ’Ad, nu har du igen sat fingre på døren!’
– Sådan skulle han ikke leve. Jeg solgte alle vores ting og havde tjent lidt penge inden, og så tog vi til USA i otte måneder.
De kom rundt ved at blaffe, tage Greyhound-busser og tog og boede hos gøglere på Hawaii, venner i Arizona og hos indianere i South Dakota.
Senere fandt hun et fast holdepunkt i en haveforening i Sydhavnen i København, hvor hun boede i 20 år.
I dag er hun flyttet til Helsingør, hvor hun bor omgivet af sine bøger og minder, men hun er langt fra færdig med at rejse. Rikke er nemlig ved at søge legater for at komme til Grønland, hvor hendes næste roman foregår. Det er et af de steder i verden, hun endnu ikke har besøgt.
Læs også: 3 bløde strik til baby
– Bogen sidder bare i hovedet, men jeg kan ikke skrive om Grønland, før jeg har været der. Lige nu kommer jeg meget i Det Grønlandske Hus og har fået en masse kontakter derigennem, fortæller Rikke, som håber på at rejse derop til sommer, ligesom hun gerne vil tilbage til Indien, måske med en afstikker til Australien, hvor hun håber nok engang at møde den indiske guru Prem Rawat, som hun kalder sin lærer. Han lærte hende den sætning, der gav hende ro i sindet: Hvad, du leder efter, er indeni dig selv.
Rikke har udgivet to bøger: Børnebogen ''Bachri, en kalv på eventyr i Indien'' og romanen ''Det var den nat'', der udkom i 2018. Bagerst ser du orginalversionen af børnebogen.