Guide til aktiviteter i vinterferien

Onsdag, 7. februar 2024
Anita Lauridsen Banner
Foto: Kontraframe / Thorbjørn Hansen
Trænger din familie til at komme ud og opleve noget sjovt i Danmark i vinterferien, guider vi jer her til især indendørs aktiviteter i hele landet.
Den store indendørs rutsjebane i DAC i København.
Den store indendørs rutsjebane i DAC i København.

I uge 7 og 8 holder de fleste børnefamilier vinterferie i Danmark. Og hvad skal man så finde på? Falder der sne, kan man kælke og bygge snemand, men det er efterhånden en sjældenhed. Så kan man hygge sig indenfor med film, spil og varm kakao, men det kan hurtigt blive kedeligt, og børnene får ofte indekuller efter nogle dage.

Heldigvis er der masser af aktiviteter på landets museer, slotte og kulturcentre. De koster lidt i indgang, men er for det meste til at komme i nærheden af. Her får du et udvalg.

Aktiviteter i Jylland

Glasmuseum Ebeltoft.
Glasmuseum Ebeltoft.
Foto: Mie Mørkeberg/Glasmuseum Ebeltoft

Bliv glaskunstner for en dag

Glas, der tidligere hed Glasmuseet Ebeltoft, har åbent værksted for børn i vinterferien. Her kan du f.eks. prøve sandstøbning, fusing og sandblæsning, og du kan lave dit eget lille mosaikkunstværk af farvede glasstykker. Husk også at se den nye udstilling ”Labyrinten”. Her går du igennem en labyrint og opdager kunstværker af glas udført af kendte kunstnere såsom Per Kirkeby.

Tidspunkt: Åben alle dage 10-17 i uge 7. Øvrige dage onsdag-søndag kl. 10-16.

Adresse: Strandvejen 8. 8400 Ebeltoft.

Læs mere, og find priser på glaskunst.dk

Kunsten i Aalborg
Kunsten i Aalborg
Foto: Lars Gundersen/Kunsten i Aalborg

Leg detektiv blandt store kunstværker

På Kunsten i Aalborg kan børn og barnlige sjæle slå sig løs med kreative sysler hver dag i uge 7 og 8. I det kreative laboratorie, Kunst-Lab, kan I lege med forskellige materialer. En professionel kunstner vil sætte processen i gang – derefter er der ingen regler. Det vigtige er nemlig, at I skaber noget selv.

Prøv også at gå på kunstjagt i de syv sidelyssale. I billetsalget får I gratis ark med detaljer af kunstværker, og så gælder det ellers om at finde kunstværkerne og skrive værkets titel. Billedjagten fører jer rundt på museet på en skæg og anderledes måde. Små detektiver under 10 år kan låne en kunstkuffert med forskellige aktiviteter, som tager udgangspunkt i kun fire forskellige kunstværker. De skal f.eks. samle et puslespil, finde lyde eller bruge kroppen.

Tidspunkt: Hver dag i uge 7 og 8. Mandag og fredag-søndag kl. 10-17, tirsdag-torsdag kl. 10-21.

Adresse: Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg.

Læs mere, og find priser på kunsten.dk

Pingvinanlægget i Kattegatcentret.
Pingvinanlægget i Kattegatcentret.
Foto: Kattegatcentret

Pingvinfodring i Kattegatcentret

I vinterferien kan du som noget helt nyt i Kattegatcentret opleve pingvinfodring. Stå helt tæt på pingvinerne i et betagende klippelandskab fra Sydhavet, og oplev de subantarktiske pingviner hapse fisk direkte fra dyrepasserens hånd.

Nede fra stueetagen i det nye, toetagers pingvinanlæg bliver du ført igennem fortællinger om pingvinernes liv og adfærd, imens du betragter verdens hurtigste pingvin tage sine imponerende flyveture gennem det 200.000 liter store bassin på jagt efter mad.

Tidspunkt: Hele uge 7 kl. 10-17. Adresse: Færgevej 4, 8500 Grenaa.

Læs mere, og find priser på kattegatcentret.dk

Leg matros på Koldinghus.
Leg matros på Koldinghus.
Foto: Steen Pedersen

Kongeskibet Dannebrog på Koldinghus

På Koldinghus kan børn og voksne lege, at de sejler over polarcirklen. Den store ruinsal i fire etager danner ramme om en udstilling, som formidler livet ombord på Kongeskibet – både for kongefamilien og mandskabet. Ruinsalens fire “dæk” giver en oplevelse af selv at stå ombord på skibet med sejldug, dækstole, redningskranse og udsyn til indsejlingen gennem Kolding Fjord – alt sammen tilsat lyden fra maskinrummet, skibets gaster og mågernes skrig.

To gange om dagen er der skyggeteater, hvor gæsterne kan blive en del af traditionen med polardåb, hvor modige søfarere døbes af Kong Neptun selv. Efterfølgende belønnes børnene med et polarbevis underskrevet af selveste kaptajnen.

Udover skyggeteateret er der mulighed for at lære at tyde signalflag, tegne sit eget drømmeskib og klæde sig ud i matrostøj.

Tidspunkt: Hver dag kl. 10-17.

Adresse: Koldinghus 1, 6000 Kolding.

Læs mere, og find priser på koldinghus.dk

Aktiviteter på Fyn

Danmarks Jernbanemuseum.
Danmarks Jernbanemuseum.
Foto: Ard Jongsma/Still Words

Sæt fut i ungerne

En togtur rimer som regel godt på mindre børn, og vil du også gerne forkæle dem med leg og teater, kan du kombinere det hele med et besøg på Danmarks jernbanemuseum. Her kan I køre med veterantog og minitog – og på ”Børnebanegården” kan ungerne selv lege lokomotivfører og sælge billetter. To gange om dagen vises forestillingen ”Koblingerne og det knækkede tandhjul”, og trænger børnene til at sidde ned og lege, kan de bygge tog og lave jernbaner med Duplo-klodser.

Tidspunkt: 10. -18. februar kl. 9-16.

Adresse: Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C.

Læs mere, og find priser på jernbanemuseet.dk

Der er spot på bamser og bjørne i Naturama.
Der er spot på bamser og bjørne i Naturama.
Foto: Naturama i Svendborg

Bliv dus med dyrene

Naturama i Svendborg er et naturhistorisk museum, hvor børn kan blive klogere på både land- og vanddyr. I vinterferien er der besøg af ”Bamse Zoologerne”, som vil hjælpe de mindste med at få artsbestemt deres yndlingsbamse. Familien kan også blive klogere på dyrenes anatomi, og ”Professor Hasselmus” og ”Aben Osvald” fortæller hver dag hyggelige dyrehistorier.

Vil I holde fastelavn på Naturama søndag den 11. februar, så find jeres bedste naturinspirerede kostume frem. Et dommerpanel går nemlig på jagt for at finde dagens bedst udklædte.

Har I fundet en flot fjer, en underlig sten eller en spændende knogle, kan I også komme forbi ”Spørgehjørnet”, hvor biologer og naturvejledere kan hjælpe jer med at blive klogere på jeres fund.

Tidspunkt: Hver dag i uge 7 kl. 9-17, torsdag til kl. 18. I uge 8 er det åbent kl. 9-16.

Adresse: Dronningemaen 30, 5700 Svendborg.

Læs mere, og find priser på naturama.dk

Aktiviteter i København

Rosenborg Slot.
Rosenborg Slot.
Foto: Jens Ole Jacobsen

Hekse og magi på Rosenborg Slot

Christian 4. byggede Rosenborg Slot i 1600-tallet. Han var meget bange for hekse og har derfor spillet en central rolle i hekseforfølgelserne i Danmark. Det kan børn blive klogere på i vinterferien, hvis de besøger Rosenborg Slot.

Følg med igennem portalen til ”bålalderen” – en tid i Danmark, hvor man troede på hekse og magi og på, at den eneste måde at komme det onde til livs var ved at brænde hekse. Rundt om på slottet kan I finde poster, der fortæller om tidens overtro, dufte til beskyttende blomster og urter, og I kan løse små opgaver og gå på jagt efter Christian 4.s amulet, der siges at skulle beskytte mod nyresten og anden dårligdom. Udstillingen henvender sig til børn i alderen fem til syv år.

Tidspunkt: Hver dag fra lørdag den 10. februar til søndag den 25. februar kl. 10-16.

Adresse: Øster Voldgade 4A,1350 København K.

Læs mere, og find priser på rosenborgslot.dk

Byg huse og tag en rutsjetur i DAC.
Byg huse og tag en rutsjetur i DAC.
Foto: Kontraframe

Fastelavnsfest i Fremtidens by

Hos Dansk Arkitektur Center (DAC) kan børn slippe kreativiteten løs i både uge 7 og 8.

10.-12. februar kl. 11-17 kan de pynte fastelavnsris med hjemmelavede huse af karton, og 11. februar kl. 10-13.30 er der tøndeslagning på Bryghuspladsen med præmier.

10.-18. februar kan ungerne hele dagen bygge ”fremtidens by” med Lego, og i perioden 13.-25. februar kan de lave plantetryk og frøbomber. Begge dele for at lære børnene om bæredygtighed på en sjov måde.

Foruden vinterferieaktiviteterne er DACs øvrige udstillinger også åbne og naturligvis den store kunst­installation DAC Slide, som er en 40 meter lang rutsjetur ned igennem bygningen.

Tidspunkt: Mandag-søndag kl. 10-18. Torsdag kl. 10-21.

Adresse: Bryghuspladsen 10, 1473 København K.

Læs mere, og find priser på dac.dk

Copenhagen Light Festival.
Copenhagen Light Festival.
Foto: Christoffer Askman

Følg lysene

Der er rig mulighed for at gå sig varm i hele København, når Copenhagen Light Festival lyser hovedstaden op 2.-25. februar. Mere end 35 neonfarvede kunstværker vil pryde bl.a. kanalerne i indre by, Nørrebro, Refshaleøen, Vester Kirkegård, DR-Byen og Ørestaden. Heldigvis er dagene stadig korte, så børnene behøver ikke at være sent oppe for at slentre en tur og opleve de iøjefaldende værker. Og der bliver helt sikkert en masse at tale om på vejen.

Læs mere, og find de forskellige værker på copenhagenlightfestival.org

Aktiviteter på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm

Cirkusmuseet.
Cirkusmuseet.
Foto: Henrik Bjerg

Cirkusartist for en dag

Er børnene vilde med at slå kolbøtter og lave vejrmøller, bør de ikke snydes for en tur på Cirkusmuseet. Her er en stor sal med madrasser til formålet, og desuden kan man svinge i trapez, jonglere med bolde og køre på ethjulet cykel. I cirkusvognen kan børnene lære om cirkussets historie og klæde sig ud.

Tidspunkt: Hver dag undtagen lørdag i uge 7 og 8 kl. 10-15.

Adresse: Hovedporten 6, 2650 Hvidovre.

Læs mere, og find priser på cirkusmuseet.dk

Roskilde Domkirke.
Roskilde Domkirke.
Foto: Roskilde Domkirke

Stop tyven i Roskilde Domkirke

Børn og barnlige sjæle kan i vinterferien lege detektiver i den smukke, gamle Roskilde Domkirke. Der har nemlig været en tyveknægt på spil, og flere af stedets historiske genstande er forsvundet. Derfor har kirken hårdt brug for hjælp til at finde tingene. I ”Domkirketyveriet” hjælper Politiets Kirkekortjeneste med at finde ud af, hvad der er blevet stjålet, og udelukke mistænkte, indtil kun én står tilbage. Deltagerne får et diplom med hjem, underskrevet af selveste politimesteren i Roskilde.

Tidspunkt: Mandag til fredag i uge 7 og 8 kl. 11.15 og 12.15.

Deltagelse: Maks. 30 deltagere per gang. Ingen tilmelding, men efter først-til-mølle-princippet.

Adresse: Domkirkepladsen 3, 4000 Roskilde

Læs mere, og find priser på roskildedomkirke.dk

Stiftsmuset i Maribo.
Stiftsmuset i Maribo.
Foto: Stiftsmuset i Maribo

Tag på tidsrejse

På Stiftsmuset i Maribo kan familien rejse tilbage til Danmarks fortid. Her møder I pigen Lola og følger i hendes fodspor gennem stenalderen. Hun boede på Lolland for 5.700 år siden. Det ved man, fordi museet har fundet et stykke tyggegummi af birkebeg i hendes grav, og via dna-analyse har de kunnet tidsbestemme, hvornår hun levede. Lær, hvordan det var at være barn i stenalderen, og hvordan man klarer sig i den vilde natur.

Børnene kan også gå på jagt efter ”skygningerne”, som er små, menneskelignende væsner, der bevæger sig rundt og stjæler ting i byen. Se også udstillingen OMG (Oh My God). Her kan I opleve unikke krucifikser fra middelalderen, gå på jagt i kalkmalerier og se to ægte runesten.

Tidspunkt: 12.-24. februar kl. 10-16.

Adresse: Banegårdspladsen 11, 4930 Maribo.

Læs mere, og find priser på museumlollandfalster.dk/stiftsmuseet

Ørn på Bornholm.
Ørn på Bornholm.
Foto: Henrik Larsen/Unsplash

Kom tæt på de imponerende rovfugle

Er du på solskinsøen i vinterferien, kan du tage ungerne med til ”Rovfugle­show”. Her kan du opleve kæmpestore ørne og falke samt ugler og papegøjer. Inden selve showet begynder, kan børnene røre ved krybdyr som slanger og padder – det er med andre ord en oplevelse for de modige.

Tidspunkt: Torsdag den 15. februar og fredag den 16. februar kl. 10-12 og tirsdag den 20. februar og onsdag den 21. februar kl. 10-12. Adresse: Lundsgårdsvej 4. 3700 Rønne.

Læs mere, og find priser på bornholmsrovfugleshow.dk

Det kan I også lave

Se H.C. Andersens hus og museum i Odense – tjek hcandersenshus.dk

Bliv klogere på kunstens verden på Aros i Aarhus – tjek aros.dk

Lær om vilde dyr i Randers regnskov – tjek regnskoven.dk

Se på havdyr på Den Blå Planet på Amager – tjek denblaaplanet.dk

Lær om penge og Danmarks historie på Nationalmuseet i København – tjek natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet

Lege kunstnere på Louisiana i Humlebæk – tjek louisiana.dk