Instruktør Charlotte Madsen aktuel med ny film: På landevejen kom vi tæt på hinanden

Umiddelbart er der ikke mange ligheder mellem en astronaut, der bogstavelig talt rejser i raketfart mod månen iklædt sin rumdragt, og så en lastbilchauffør, der triller afsted på landevejene med det ikoniske navneskilt i forruden. Ikke desto mindre er det den sammenligning, Charlotte Madsen laver, da hun mindes sin opvækst. Her var faren sjældent hjemme, for han var netop på farten. Ikke som astronaut, men som lastbilchauffør.

Det var tilbage i 90’erne, hvor ingen blev bombarderet med billeder fra hele verden på diverse sociale medier, og hvor det desuden ikke var lige så almindeligt at rejse til udlandet, som det siden er blevet. Charlotte husker det som både vildt og enormt eksotisk, at faren kørte fra hjemmet i Bækmarksbro i Nordjylland for få dage senere at ringe fra Spanien.

Sommetider fik hun endda lov at komme med. Fuld af forventning og i selskab med sin hjemmebrændte cd, specielt fremstillet til netop denne køretur, satte hun sig ind på førerhusets passagersæde, som ovenikøbet kunne køres op og ned.

Efter de første 10 minutter ophørte begejstringen, for i virkeligheden var det faktisk enormt kedeligt. Der var intet at give sig til, luften blev tung, og en snert af klaustrofobi begyndte at indfinde sig i det lille førerhus.

– Men det åbnede op for noget andet. Vi begyndte at tale sammen, min far og jeg, og gennem vores snakke opnåede jeg en anden forståelse for ham, og vi kom tæt på hinanden. Fordi han ikke var der så meget til hverdag, blev de ture noget særligt.

Usynlige i samfundet

Netop de stunder, far og datter delte med hinanden for over 20 år siden, er nu blevet inspirationen for Charlottes nyeste film, “Asfalt”.

Her møder vi lastbilchaufføren Lasse, som bliver spillet af Michael Asmussen, der i samarbejde med Charlotte har skrevet manuskriptet. Den dag, vi møder Lasse, bliver han indhentet af fortiden i skikkelse af en ung kvinde, der pludselig træder ud foran hans lastbil.

– Både den unge pige med hætten over hovedet og lastbilchaufføren bag rattet er nogle mennesker, som normalt er lidt usynlige i samfundet. De fleste har sikkert prøvet at holde irriterede bag en lastbil, som skal bakke ind et sted, men vi glemmer, at inde i førerhuset sidder der et menneske.

Fars kerne

Lastbilen sætter rammen for historien, forklarer Charlotte, men selve dramaet ligger i mødet mellem de to mennesker, som har hver deres hemmeligheder.

– Lasse er en fiktiv karakter, men meget af hans kerne er baseret på, hvordan min far ville sige eller gøre noget. Men jeg har ikke involveret ham i det. Jeg ville ikke føle mig låst af, at Lasse skulle være som min far, og samtidig skulle min far ikke føle, at han blev portrætteret.

Derfor har han hverken set manuskriptet eller filmen forud for premieren, og han bliver således introduceret for Lasse samtidig med resten af publikum. Og selv om karakteren er fiktiv, italesatte et af Charlottes børn allerede under optagelserne, at Lasse bar en jakke helt magen til bedstefars.

Med årene voksede lysten til at sætte billeder på ordene, og efter en fødselsdag byttede teenageren Charlotte alle sine gaver og købte i stedet et gammelt kamera, som hun begyndte at filme med.

Mens faren var lastbilchauffør, arbejdede Charlottes mor på kontor, så det er altså ikke dem, der har introduceret deres datter for filmmiljøet som karrierevej. Ikke desto mindre opstod passionen for at skrive sine egne små fortællinger tidligt.

En modig beslutning

Som 16-årig droppede hun ud af gymnasiet i Holstebro for i stedet at flytte til København og begynde på filmhøjskolen. Her tog hun efter grunduddannelsen en overbygning som instruktør og manuskriptforfatter, men da hun skulle fremlægge sit afgangsprojekt i form af et filmmanuskript, syntes hun, det var for kedeligt at stå med en bunke papir.

Charlotte samlede mod til sig og kontaktede skuespillerne Michael Asmussen og Terese Glahn, som var dem, hun så for sig som hovedrollerne. Sammen optog de en scene fra filmen, som blev vist til afslutningsprøven.

– Hvad skal jeg sige til de her skuespillere, som de ikke allerede ved? Det tænkte jeg meget over, for jeg havde stor respekt for dem. De ved, hvordan man spiller skuespil, men der er ikke nogen, der kender historien bedre, end jeg gør. Det sagde jeg til mig selv, også for at gøre mig nødvendig.

Den kreative tanke

Efterfølgende optog de resten af filmen for stort set ingen penge, og det blev til Charlottes første spillefilm, “Søde, lille du”. Den blev modtaget med flere priser, blandt andet for bedste udenlandske film på en amerikansk filmfestival. Og så var Charlotte pludselig en internationalt anerkendt instruktør, som stadig kun var teenager.

– I virkeligheder passer det mig rigtig godt at være den, der står med den kreative tanke, og som ved, hvor filmen skal ende henne. Det er jo mit primære ansvar som instruktør, at hele holdet arbejder på den samme film.

Helt lavpraktisk betyder det, at hun sætter billeder på manuskriptet sammen med fotografen, hun sætter lyd på sammen med tonemesteren, hun sidder i klipperummet med klipperen, og hun sætter ansigter på karaktererne ved at caste de rigtige skuespillere – for blot at nævne nogle enkelte elementer.

– Jeg er med i det hele, men jeg behøver ikke vide noget om det tekniske eller om, hvordan skuespillerne spiller rollerne. Vi skal bare snakke os frem til, hvor vi er på vej hen, men ikke nødvendigvis hvor vi ender.

Fordomme i fokus

I dag bor Charlotte i Ebeltoft med sin mand, Thomas, og deres tre børn på syv, fem og tre år. De har valgt at hjemmepasse børnene, frem til de blev tre år, og det er en af grundene til, at Charlottes tredje film har været længe undervejs. Men det skyldes også noget andet.

For selv om Charlotte de seneste mange år har arbejdet på en række småprojekter og desuden skrevet sammen med andre forfattere, så har det været vigtigt for hende at give sig tid til, at netop denne film blev helt rigtig.

– Fordi jeg var så ung, da jeg lavede mine to første spillefilm, har jeg ikke følt, jeg havde travlt med at nå den næste. Til gengæld har jeg tænkt, at den i højere grad skulle vise, hvilken vej jeg gerne vil med film. Det har været vigtigt for mig, at det blev den rigtige film og ikke bare den næste film.

I “Asfalt” er hovedtemaerne frihed og familierelationer, men også fordomme. Og særligt sidstnævnte ønsker Charlotte at sætte fokus på, for hun mener, at vi alt for nemt kommer til at dømme andre, uanset om det er på baggrund af job, udseende, etnicitet eller noget fjerde.

– Hver gang, vi dømmer nogen på forhånd, mister vi samtidig muligheden for at møde dem, som de er. Jeg forsøger at sætte fokus på, hvordan de her fordomme, vi alle sammen går rundt med, faktisk kan ødelægge en relation, inden den overhovedet er begyndt. Det håber jeg, man får ud af filmen.