Hanne passer på vores land

Klitterne ved Vesterhavet kaldes ofte havbjerge, fordi de er skabt i sand af havet og vinden, men hvis det ikke var for gode folk som Hanne Kvist Jensen, havde sandet for længst erobret kysten. Stædighed og den lille uanselige plante sandhjælm (en plante, der ligner marehalm, red.) i klitterne ved Vesterhavet holder fast på sandet. Det gør rebstigerne, der er lagt over sandet, også, og Hanne, der som klitfoged ved Hvide Sande i Vestjylland passer på såvel klitter og sandhjælme som rebstiger.

Det er derfor, hun pludselig trækker i rebstigen under journalistens fødder, for stigen var ved at være dækket af sand, og det må den ikke være. Heldigvis stod journalisten fast på egne ben, og sand, rebstige og journalist blev på deres pladser, så der var ingen grund til panik.

Hanne er klitternes vagthund. Hun holder øje med klitterne hver eneste dag året rundt, og i efteråret planter hun nye små sandhjælme i den evige kamp mod sandet, for der er sand nok ved Hvide Sande. Mere end rigeligt, siger Hanne. Hun synes også, det er, som om vejret har ændret sig, så der nu er endnu større risiko for, at sandet tager noget af landet tilbage til havet eller dækker huse til med uendelige mængder af de flyvske sandkorn. Der er mere sand, end Hanne kan klare, selv om hun gør, hvad hun kan for at beholde den kyst, hun bor på, og den strand, vi turister elsker at besøge.

Hanne overtog jobbet som klitfoged i 1997 efter Lis Hornbek, der havde været klitfoged i mange, mange år. Lis ønskede, at det skulle være Hanne, der overtog hendes job, og Hanne sagde med glæde ja tak. Det var faktisk ikke, fordi der var andre, der ville have jobbet. Nærmere tværtimod, for som klitfoged kæmper man mod havet og blæsten på samme tid. Lønnen er heller ikke noget at skrive hjem om, synes Hanne, men så er der heldigvis alt det andet.

– Det er dejligt at vide, at alt, hvad vi gør, har en betydning for, om vi også kan bo her næste år og året efter. Hvis ikke klitfogeden var her til at passe på strandene, var der hverken sommerhuse eller strand tilbage. Desuden findes der ikke noget skønnere end at sidde i en klit en sommerdag og se på havet, nyde solen og se, at alt det, vi har plantet, gror, som det skal, siger Hanne, der aldrig går tur i klitterne uden at have en spade med.

Kampen mod sandet

Stålet på spaden er tyndslidt, men den har også stukket plantehuller til tusindvis af sandhjælme i årenes løb. Når vi andre kigger på den smukke klit, ser vi ikke hullerne i beplantningen. Det gør Hanne. Det er der, hun planter nogle nye, så snart det er muligt. Sandet skal ikke have en chance for at erobre klitterne tilbage til havet. Ikke hvis hun kan være med til at bestemme.

Hanne og hendes mand, Anders, bor selv et stykke bag klitterne. De har et smukt hus lige mellem havet og fjorden. I haven gror masser af blomster, selv om der egentlig ikke burde kunne gro andet end sandhjælm og marehalm her, men Hanne og Anders har en fin have. Men på den lange bane kan man aldrig vinde over naturkræfterne, siger hun.

– Jeg har mit distrikt på syv kilometer langs kysten, som jeg passer på, men selv om vi ikke kan vinde over sandet, må vi ikke opgive kampen for at bevare vores kyst og vores egn.

Lidt længere nede ad kysten ligger et sommerhus, der er næsten begravet i sand. Et hul i diget, nogle storme, og så er skaden sket. Husejeren har sammen med en entreprenør pumpet sand væk igen og igen, men det kommer lige så hurtigt tilbage. Det skal helst ikke ske på Hannes vagt, siger hun.

Tålmodighed er en dyd

På papiret ser arbejdet som klitfoged overkommeligt ud: Der skal jo bare plantes nogle sandhjælme i to måneder om året, og så skulle det være på plads, men så enkelt er det ikke. Tidligt i foråret går Hanne sine syv kilometer strand og klit efter og lægger mærke til, hvor der skal plantes nyt, fordi noget af beplantningen er gået ud, blæst væk eller sandet til.

– Vi skal lægge kvas og grene ud der, hvor der er huller i beplantningen. Det holder fast på sandet. Jeg har 27 stier igennem klitterne ned til havet, som også skal vedligeholdes. Derfor lægger jeg frisk hø under rebstigerne, så de både ligger bedre fast og samtidig er markerede, så turisterne kan se dem og forstå, at de er til at gå på. I forsommeren har vi klitsyn, hvor en repræsentant fra Naturstyrelsen kommer på besøg, og så aftaler vi, hvad der skal gøres ved klitterne. De senere år har grundejerforeningerne også været med til møderne, for det er jo i alles interesse, at klitterne består og beskytter husene på den anden side, siger Hanne, der er glad for samarbejdet med de andre beboere. Det egentlige og hårde fysiske arbejde begynder 1. september. Den dag møder hun på arbejde med sin uundværlige spade, en termokande og en madpakke, og så går de i gang.

– Jeg har mit eget plantehold. Før var vi kun kvinder, men nu består holdet af vores nabo, Jim, min mand Anders og vores søn, Jesper, der kommer med traktoren, hvor vi har alle bundterne med sandhjælme liggende, og så er det bare om at komme i gang, siger hun.

Der går 15 planter pr. kvadratmeter, bundterne er på 150 planter. Det er tungt arbejde at stikke huller i sandet og samtidig styre planterne i den stærke blæst, for planterne skal plantes, uanset om det regner eller stormer. Det er et arbejde, der skal udføres på det helt rette tidspunkt, som Hanne siger.

– Vi kan ikke styre Vestenvinden, men vi kan gøre vores bedste for at planterne får de bedste vækstbetingelser, og det har de om efteråret. Jeg har prøvet at sætte hundredvis af planter for så at komme ned på stranden næste dag og se, at alle planter var fløjet væk på grund af en pludselig storm. Det her arbejde lærer en tålmodighed.

Havet giver, og havet tager. Nogle år tager havet lige lovlig meget af klitten, men så ”fodrer” Kystdirektoratet med sand, pumpet op af Nordsøen. Derefter lægger klitfogeden kvas og meget gerne gamle juletræer, der holder på sandet, ud, og så er det tid til at plante sandhjælm igen.

Sand er et frynsegode, som Hanne siger. Vestenvinden giver sandfygning, og det er sommerhusejernes største problem. Her hjælper kun de gamle juletræer, som Hanne og de andre sætter op som stopklods. Hvis der ikke fandtes en klitfoged, der passede sit arbejde herude, ville området sande til inden for de næste tre-fem år, og det er en bekymring, Hanne har taget til sig.

– Jeg er selv blevet efterlønner, og med tiden skal jeg finde en, der vil overtage mit job. Endnu har der ikke været nogen ansøgere. Det er jo ellers et dejligt arbejde. Jeg bestemmer selv over min tid, jeg får masser af frisk luft, og jeg er med til at bevare vores hjemegn.