Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
- Jeg tænkte længe over, hvordan jeg skulle kontakte hende. Men en dag sendte jeg hende bare en sms, hvor der stod "Hej, jeg er din søster", fortæller Jannie, 28, som på daværende tidspunkt var enlig mor og læste til pædagog. Helle, 33, mor til to, butiksindehaver og gift med Martin, blev noget overrasket. Hun havde godt nok fire søskende i forvejen, men nysgerrigheden drev hende.
Meget til fælles
De næste par dage skrev de to søstre sammen og fandt ud af, at de havde meget til fælles.
- Vi skrev sammen om alt muligt; børn, opdragelse, politik og mænd. Og undervejs fandt vi ud af, at vi har den samme humor, og så aftalte vi at mødes, fortæller Jannie.
- Hele vejen hen til cafeen havde jeg sommerfugle i maven, men i samme øjeblik Helle trådte ind ad døren, vidste jeg, at det var hende. Hun havde det samme lyse hår som jeg, og samtidig en hel masse træk, der lignede vores far. Den dag startede en samtale, der ikke er stoppet endnu.
Kærlighed ved første blik
- Første gang, jeg besøgte Helle hjemme i hendes familie, var det overvældende, men også utrolig dejligt og varmt. Det var lige det familieliv, jeg havde savnet. Da jeg så kom på besøg til en børnefødselsdag, skete der noget helt uventet. Helle havde inviteret sin mands bror med til festen, og da Hans og jeg så hinanden ind i øjnene, var det kærlighed ved første øjekast!
- Vi flyttede hurtigt sammen, og nu snakker vi om bryllup på et eller andet tidspunkt. For mig har det været fantastisk at få en familie, der er nøjagtig, som jeg altid har drømt om. Også for Helle har det været noget helt særligt at få en søster - og en far.
- Vi har begge været lidt rodløse, og for mig har det været en stor glæde endelig at møde min far, smiler Helle.
Af Greta Johannsen