Henriette står bag landsdækkende hæklegruppe: Vi skal være gode ved hinanden

Fredag, 7. februar 2025
Af Urd Alvang Bruun de Neergaard
Foto: Gregers Overvad
Små hæklede figurer med opmuntrende budskaber er begyndt at dukke op rundt omkring i landet. Det er der en helt særlig grund til, for i Facebookgruppen ”Random Acts of Crochet Kindness Denmark” har en række hæklere slået sig sammen om at sprede glæde hos fremmede. Det bør vi generelt gøre lidt oftere, lyder opfordringen fra stifteren.
Henriette Storgaard Knudsen
Henriette bor i Brøndby med sin søn, Logan, på tre år og startede i 2023 Facebookgruppen ”Random Acts of Crochet Kindness Denmark”, hvis formål er at sprede glæde hos andre.

Henriette Storgaard Knudsens lommer er fyldt op med noget ganske særligt. Hun har nemlig altid en eller flere hæklede figurer på sig, som hun efterlader til andre, når hun f.eks. er ude at handle, venter ved bussen eller bare går en tur.

På figurerne er vedhæftet en opmuntrende besked, som har til formål at glæde andre og sprede lys i fremmedes hverdag.

Hun er ikke den eneste hækler, der gør det. I 2023 stiftede hun nemlig Facebookgruppen ”Random Acts of Crochet Kindness Denmark”.

Den har siden taget fart, og i dag er der over 8.000 medlemmer, og flere og flere af de hæklede figurer dukker derfor op rundt omkring i landet.

De folk, der finder dem, opfordres til at tage et billede og dele det i gruppen. Her har Henriette læst om alle slags oplevelser.

Mange siger tak, og så er der også dem, som gør et helt særligt indtryk, fortæller hun:

– Jeg kan huske, jeg har læst, at der var en familie, som var på indkøbstur med deres barn, som fandt en figur. De talte om figuren hele vejen hjem, og barnets dag blev meget bedre, skrev de. Og så har der også været nogle, som har været på hospitalet og fået en dårlig besked, som så efterfølgende har fundet en figur, de kan kramme. Så det kan være med til at gøre noget rigtig godt.

Henriette Storgaard Knudsen
Her ses nogle af de opmuntrende beskeder samt to søde, små hjerter og en blæksprutte, Henriette har hæklet.
Foto: Gregers Overvad
Henriette Storgaard Knudsen
Foto: Gregers Overvad

Rart at give

Det hele begyndte med et ønske om at give noget til andre, fortæller Henriette, som er 45 år og bor i Brøndby med sin treårige søn.

Tidligere har hun hæklet små figurer til hospitalerne, såkaldte trøstemus og blæksprutter for den frivillige organisation kaldet Spruttegruppen.

Her gives de blandt andet til syge og til for tidligt fødte børn. Det gjorde hun, fordi hun havde brug for ro og for at beskæftige sit hoved med noget andet end det, der fyldte til hverdag.

– På fire år gik jeg igennem fem aborter. Og det var ekstremt hårdt. Det tog på mig, og jeg havde brug for at finde en eller anden større mening med det, fortæller Henriette og tilføjer:

– Derfor ville jeg gerne hjælpe andre, der stod i lignende situationer. Give dem noget, der på en eller anden måde kunne fungere som en trøst. Det var egentlig derfor, jeg begyndte at hækle, fordi det var rart at give noget til andre, fortæller Henriette.

Det var hendes søns farmor, som lærte hende at hækle. Efterfølgende har hun set et utal af forskellige YouTube-videoer med hækleopskrifter og har hæklet mere og mere.

Og en dag faldt hun over den amerikanske gruppe ”Random Acts of Crochet Kindness USA” på Facebook.

Det fik hende til at tænke over, hvorfor der ikke var noget lignende i Danmark, så hun kontaktede administratorerne og fik lov til at oprette en dansk pendant.

Snart var hun ude på sin første tur.

– Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg var ude at gå en tur i nærheden af mit hjem, og så havde jeg bundet snor på nogle figurer, som jeg hang op rundt omkring på buske. Bagefter gik jeg hjem igen og var spændt på, hvem der mon fandt dem, fortæller hun, for hver figur har en seddel med, hvor der står, at figuren stammer fra Facebookgruppen, hvor man opfordres til at lægge et billede op.

– Jeg kan huske, at det var nogle børnefamilier, som fandt dem med deres børn. Og at de blev rigtig glade for dem, smiler hun. Og Henriette, som til dagligt sælger reservedele til køretøjer, griner og siger:

– Det er jo ikke en særlig kreativ branche. Jeg kan godt lide at være kreativ, så derfor giver det mig noget godt at hækle. Det giver glæde for mig, at jeg kan skabe noget med mine hænder.

Til højre for sofaen i stuen har hun sit krea-hjørne, hvor hun oftest sidder om aftenen og hækler, når hendes søn er lagt i seng, og hun har ro til at fordybe sig.

Henriette Storgaard Knudsen
Det er ofte, når Henriette er ude på sine daglige gøremål, at hun efterlader sine figurer. Helst steder ligesom her, hvor de ikke blæser væk, men stadig nemt kan blive fundet.
Foto: Gregers Overvad

Alle kan være med

Inde i Facebookgruppen kan man finde forskellige hækleopskrifter, og man kan dele de ting, man er i gang med at hækle. Gruppens vigtigste formål er dog, at man kan dele billeder af de hæklede kreationer, man finder rundt omkring.

Henriette hækler mange forskellige figurer, og det kan f.eks. være stjerner eller sommerfugle eller en såkaldt omsorgsorm.

Det er et navn, som Henriette har oversat fra en figur på den amerikanske Facebookside, og ormen skal – som navnet antyder – symbolisere omsorg.

Folk hækler alverdens ting, viser et hurtigt kig i Facebookgruppen, og der er intet, som er for grimt eller for småt, fortæller Henriette.

– Kan du hækle en firkant eller et eller andet rundt, så kan du nemt lave en lille figur. Og så kan du f.eks. klistre et par øjne på den, og så har du en lille figur, der smiler. Det behøver slet ikke være så komplekst. Alle kan være med.

Hun fremhæver også en anden fordel ved de små figurer:

– Hækler man allerede, kan man bruge sine garnrester til de små figurer. Så det er ikke så bekosteligt, og de tager ikke alverdens tid at hækle, når man først er inde i det.

Som det ser ud nu, er der et par hæklere inklusive Henriette i Brøndby-området, og ellers er de meget spredt ud over landsplan. Og hun håber, at flere endnu vil være med.

– Det er så hyggeligt at sprede lidt glæde i andre folks hverdag. Man ved aldrig, om vedkommende, som finder en af figurerne, har haft en dårlig dag, og så kan det måske være et lille, godt øjeblik for vedkommende. Jeg håber på, det kan være med til at sprede smil rundt omkring, fortæller hun og tilføjer:

– Jeg håber bare på, at der er nogen, som bliver glade for noget af det, de finder. Og så er det sjovt, når de lægger et billede op i gruppen. Jeg bliver så glad, når jeg ser, hvad andre lægger op og fortæller, hvad det har betydet for dem. Hele fællesskabet er bare fantastisk.

Og det er det, der får Henriette til at blive ved med at hækle de små, søde figurer – og hun har altid en ekstra med i lommen.

Vil du se mere?

Har du fundet en af de hæklede figurer, eller er du blot nysgerrig, kan du følge med i gruppen ”Random Acts of Crochet Kindness Denmark” på Facebook.