Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Henrik drømmer stort og urealistisk. Det har han altid gjort. Men han gør det især nu, hvor han med sit eget cykelprojekt Viking Biking Academy har sat sig for at revolutionere cykelstierne i Buenos Aires. For lige nu er der ingen regler og ingen respekt for det meget sparsomme antal af skilte, der er. Der er kun evigt myldrende trafik og hver dag 20 mennesker, som bliver dræbt i trafikuheld.
Det er derfor, at det er på lige netop cykelstien i Buenos Aires, som med det høje antal dræbte er det farligste sted i Sydamerika, at Henrik vil sætte ind og gå efter det mål, som han satte sig dengang, han var en helt ung dreng og gik i folkeskole. Dengang bestemte han sig nemlig for at gøre verden til et bedre sted.
– Jeg vil gerne give folk en bedre livskvalitet. De skal kunne leve i tryghed og krydse vejen uden hjertebanken, siger han.
En bedre verden
Henrik Lundorff Kristensen er 27 år. Han er kæreste med Mariana Cagboli, 26, som er skuespiller, og sammen bor de i Buenos Aires. Mariana er fra Puerto Madryn i Sydargentina. Henrik er født og opvokset i Thisted.
Det var der i Nordjylland, at han begyndte at drømme de store drømme om at gøre verden bedre. Han var en person, som tog ansvar, typen, der var elevrådsmand på gymnasiet og arbejdede frivilligt for Røde Kors og FN.
– Jeg er altid gået op i, at mennesker skal have en værdig tilværelse, og jeg tænker specielt på de mennesker, som er fattige, siger Henrik, der prøver at promovere dansk cykelkultur i Argentina.
- At cykle er nemlig for alle. Lige meget om du er rig, fattig, tyk eller tynd, siger han.
Læs også: - Jeg har aldrig mærket en mors kærlighed
I dag forsøger Henrik at sprede danske cykelløsninger. – Jeg er overbevist om, at dansk cykelkultur har et stort potentiale internationalt, men jeg synes ikke, at vi gør nok for at hjælpe andre lande. Cykelteknologi i Danmark er et guldæg, siger Henrik. Han tager rundt i storbyen og holder oplæg på skoler, til byfester og for politikere om cykler, i håb om at der kan ske nye tiltag i gaderne.
– Viking Bike Academy kan både kaldes en organisation, et start-up, et firma eller et iværksætteri. Uanset hvad, så er det meget mere end en hobby. Jeg er helt alene lige nu, men drømmer om at gøre teamet større – et eller andet sted burde alle danskere jo være repræsentanter som ”cykelvikinger”, når de rejser ud. Og jeg har brug for Danmarks hjælp. Jeg kan ikke alene gøre Buenos Aires til en miljøvenlig og tryg cykel-by, siger han.
– Måske kan Buenos Aires en dag blive så tryg en cykel-by, at vi kan cykle rundt i en christianiacykel fyldt med børn. Det er en dejlig drøm, smiler Henrik.