Clara led af angst

Det er møgirriterende at have en hjerne, der laver fjol med én.

Clara Hornemann Søjborg er kun 11 år, men hun ved det bedre end nogen, for hun har prøvet det i flere år.

– Det er drilletanker. De prøver at styre én, men nu er det heldigvis mig, der styrer dem!

Clara triumferer ikke, når hun siger det, men hun er fuldstændig fast i blikket – de der drilletanker skal ikke vove på at komme for godt i gang igen!

Læs også: Jane vidste ikke,a t hun led af angst

Taler åbent om angst

På ganske få uger er Clara som forvandlet. Fra at være en ængstelig og bekymret pige, der helst ikke skulle være mere end fem millimeter fra sin mor, 43-årige Lotte, er hun i dag en stærk pige, der med humor og selvværd fortæller om noget, som både børn og voksne ellers har meget svært at tale åbent om: lidelsen angst.

– Det er underligt at tænke på, at jeg var bange for ting, som jeg slet ikke burde være bange for, siger Clara og tilføjer: – Og som jeg også godt dengang vidste, at jeg ikke burde være bange for. Men drilletankerne bestemte. Det gik ned i maven, så det sad og rumlede, og jeg fik kramper, husker Clara.

Læs også: Min angst skal ikke knække mig

Benhårdt at have angst

Drilletankerne kunne dukke op mange gange i løbet af en dag: Når Lotte skulle på arbejde, når Clara skulle passes hos bedsteforældrene, når de skulle have vikar i skolen, når der var konflikter i pigegruppen i klassen, når en toiletdør skulles låses, når Clara skulle sove i sin egen seng, når hun skulle køre i elevator. Kort sagt styrede de livet hos familien Søjborg i Espergærde.

– På afstand kan jeg se, hvor meget det påvirkede vores sociale liv. Jeg sagde ikke ja tak til invitationer, medmindre det var højst nødvendigt. For jeg vidste jo, hvad vi skulle igennem, når Clara skulle passes af andre. Vi sagde først noget til hende, lige før vi skulle afsted, men det var benhårdt for hende og for os, siger Lotte.

I perioder gik det lidt bedre med Clara, men i forbindelse med et skoleskift i starten af dette skoleår kom endnu et ryk i den forkerte retning. Clara kunne slet ikke klare at være i skole alene, hendes mor eller far skulle være tæt, tæt på hende.

Den slags er lidt småpinligt, når man går i 4. klasse, men Clara ville hellere risikere at blive til grin, end hun ville være alene. Så mor eller far måtte troligt sidde lige uden for klasselokalet hele dagen, hvis Clara skulle have undervisning.

– Jesper er diagnosetekniker, og jeg startede for et par år siden et fitnesscenter i Hillerød, så det var noget af et puslespil at få hverdagen til at gå op. Det gik kun, fordi vi har begge har gode og fleksible kolleger, siger Lotte.

Læs også: Hypnose kurerede Henning for angst

Ja, ja, den er god med dig!

Sidste sommer havde hun hørt om Center for Angst under Københavns Universitet, som driver det kliniske grundforskningsprojekt Copenhagen Child Anxiety Project. Her forskes i angst i barndommen, og hvordan lidelsen bedst behandles.

Familien søgte om at få Clara optaget, og til alt held kom godkendelsen kort efter, at Clara var startet i den nye skole. Og så begyndte skuden ellers at vende.

– Til en af de første samtaler derinde sagde en af de unge psykologistuderende, der lavede en test på Clara, at han var så glad for arbejdet, fordi det var så dejligt at se børn, der var så angste, begynde at fungere og parkere alle deres problemer efter bare 10 samtaler med en af de garvede medarbejdere.

– Jeg tænkte ”ja, ja, det er godt med dig.” For på det tidspunkt var Claras problemer så massive, at jeg slet ikke kunne tro på ham.

– Det gjorde jeg heller ikke, indskyder Clara.

Men de blev klogere begge to – heldigvis.

Læs også: Er du god til babyer?

Chokoladen ventede

Bid for bid blev angsten mindre. Til hver samtale fik Clara et mål, som hun skulle arbejde med til næste gang, og lykkedes det, vankede der en belønning, som blev aftalt fra gang til gang. Små mål kunne for eksempel blive belønnet med to chokoladestykker – et større med et cafébesøg med mor.

Et af de redskaber, Clara har lært, hedder detektivtænkning og handler om at lære at stille sig selv spørgsmål som ”hvorfor er det farligt at tage på tur med farmor?” og ”har jeg mødt andre, der har haft dårlige oplevelser af at være på tur med farmor?”.

– Jeg er ikke bange for, at angsten kommer igen. Men hvis den gør, har jeg den her mappe med redskaber, så jeg ved, hvad jeg skal gøre, siger Clara og klapper på mappen, der er fyldt med papirer. Og på hendes væg på værelset hænger et fint diplom, fordi hun har klaret det hele så flot, at tankerne ikke mere fjoller rundt med hende.

Læs også: Anja har kæmpet for sin søn og sit liv