I tråd med historien: Mød de kongelige syersker

Knejsende over Kolding midtby står det gamle kongeslot, Koldinghus, der har mere end 750 år på bagen. Men lige nu er det hverken historiens vingesus eller udsigten over Slotssøen, der løber med opmærksomheden. Det gør til gengæld Annette Knudsen, delvist begravet som hun er i hvid satin.

– Jeg tror snart, jeg bliver væk i den her, griner hun under lagene af den brudekjole, som hun er i færd med at sprætte op.

Kjolen har en lokal kvinde doneret til systuen, og når Annette har sprættet alle syningerne op, kan hun begynde at fjerne pailletterne én for én.

– Man kan godt se, at den har været brugt, for der følger ris med, kommenterer Annette.

Også et par visne blomster drysser ned på gulvet, da hun ryster det hvide satin.

– Men den har et kæmpelangt slæb, så der er masser af godt stof.

Annette Knudsen er frivillig syerske i Den Kongelige Systue, hvor genbrugstekstiler omdannes til historiske klædedragter og tilbehør. I de 15 år systuen har eksisteret, er det blevet til mere end 600 farverige gevandter inspireret af de mindst lige så farverige personligheder, der igennem tiden har opholdt sig på det gamle kongeslot. Og det bliver kun mere populært at være syerske. Mange af systuens nu 45 frivillige har været med helt fra begyndelsen, men Annette er kun lige kommet til.

Et rigtigt pillearbejde

Annette var fyldt 65 år og lige gået på efterløn, da hun første gang hørte om systuen. Kort før jul henvendte hun sig så med en bunke stof arvet fra sin mormor og spurgte, om de, udover tekstilerne, også kunne bruge hende.

– Så blev jeg inviteret ind på systuen, og da jeg så alt det stof og kjolerne, var jeg som et barn i en slikbutik. Jeg har altid interesseret mig meget for kongelige kjoler og også syet en del førhen, så det skulle bare genopfriskes, siger Annette, der begyndte med at lave småreparationer.

Hun fik snart efter følgeskab af sin veninde, Bibi Morthorst, der ikke ville snydes for en anderledes oplevelse.

– Hun kom jo og fortalte vildt begejstret om det her, så jeg skyndte mig at sige, at det tror jeg også er noget for mig, siger Bibi Morthorst, som netop var gået på pension.

– Jeg var klar til, at der skulle ske et eller andet. Jeg har børn og børnebørn, så jeg har både repareret og syet meget, fortsætter hun.

Derudover har Bibi arbejdet ved Viking i Esbjerg, hvor hun syede overlevelsesdragter. De sarte tekstiler, der er blevet båret af de højere samfundslag, er godt nok af en anden kaliber, men Bibi nyder udfordringen.

Mens Familie Journal er på besøg, reparerer hun en pibekrave i stil med dem, adelige og andre samfundsspidser bar under renæssancen.

– Det er noget rigtigt pillearbejde, men det er hyggeligt, for jeg kan sidde og snakke imens, og det er jo egentlig det, det drejer sig om, smiler hun.

Den trofaste Bernina

Nye frivillige bliver ikke bare parkeret ved en symaskine, men hjælpes i gang med sidemandsoplæring. Én af dem, Annette og Bibi gerne spørger til råds, er Britta Antonsen, som har været frivillig på Den Kongelige Systue i 12 år.

Britta fortæller, at hun har arbejdet professionelt med tekstil hele sit liv og blandt andet syet brudekjoler. For 12 år siden var hun netop flyttet til Kolding med sin mand og savnede de gamle naboer.

– Vi havde ingen omgangskreds i Kolding, og når ingen kommer og ringer på døren, må man jo selv ud at finde på noget, forklarer Britta, som hurtigt blev del af systuens fællesskab.

– Det er jo fantastisk, vi har fået et tæt forhold til hinanden, og jeg ser frem til hver onsdag, fortsætter Britta.

Hun har sin faste ugentlige dag på systuen og tilhørende faste plads, for Britta sværger til systuens over 50 år gamle Bernina, selv om nyere symaskiner også stilles til rådighed. Men det er også det tætteste, hun kommer på at interessere sig for antikviteter, fortæller hun:

– Jeg er 80 år gammel og har ikke noget ønske om at se tilbage på historien. For mig handler det om at få noget ud af tekstilerne og sy dem sammen, så de kan blive til noget nyt.

Koldinghus klæder gæsterne på

Størstedelen af klædedragterne, som systuen laver, hænger i Det Kongelige Udklædningsværksted, hvor børn og voksne kan prøve dem på. Derfor skal de være nemme at hoppe i og kunne holde til lidt af hvert. Men selv om det er sjovt at iklæde sig kjoler, der minder om dem, fortidens dronninger bar, er der en bagtanke med fjollerierne, for ulig i dag, hvor udenlandske fabrikker spytter tøj ud på minutter, har datidens klædedragter været udstyrsstykker, som det tog dage og uger at færdiggøre.

– Gæsterne skal få en fornemmelse af, hvor kompliceret det faktisk er at lave sådan en dragt, og hvor mange lag der er i det. Det er ikke sikkert, at man vil huske ruinerne, men sådan en oplevelse husker man, siger Annette Herbst, leder af Den Kongelige Systue.

Nogle dragter er mere detaljerede end andre, men det er sjældent tro kopier af historiske dragter, der forlader de frivilliges hænder.

– Vi har ikke nødvendigvis fokus på de originale genstande, men på håndværket de repræsenterer. Nogle gange har vi kun et maleri at arbejde ud fra, og så må vi forestille os resten, forklarer Annette.

For at komme så nær virkeligheden som muligt tager hun med systuens frivillige på studieture til blandt andet Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede, hvor konservatorer lige nu arbejder med Christian 4.s originale klædestykker.