Irene har fået livet tre gange

Populære artikler på familiejournal.dk

Hvornår skal du på sygehuset igen, så jeg kan blive passet hos mormor og morfar? Irene Renee Viggo er mor til Filuca og vant til, at Filuca taler lige ud af posen, når der er noget, hun gerne vil. Filuca på 8 år er meget glad for sin mormor og morfar, og måske falder der også lidt ekstra forkælelse af, når hun er på besøg hjemme hos dem i Lille Skensved på Sjælland.

Læs også: Kirstine fik et nyt hjerte

Uden mormor og morfar gik det ikke, for Filucas mor, Irene, har en kronisk nyresygdom. Det har hun haft i mange år, men hun havde slet ikke været i live, hvis det ikke netop havde været for hendes forældre. Jytte og Preben Jakobsen har hver især doneret en nyre til deres datter. Man kan sige, at Irenes forældre har givet deres datter livet tre gange, men det er ikke noget, der skal tales så meget om, synes forældrene. Alligevel mener Irene, at netop hendes forældre har fortjent Familie Journals julekurv - selv om en nyredonation jo ikke er noget at tale om for en pensioneret orlogskaptajn med frue.
- Jeg havde egentlig haft det dårligt i lang tid, før man fandt ud af, at min nyrefunktion ikke var god. Jeg var i midten af 20'erne, og en veninde og jeg havde planlagt en tur i Sydamerika på tre måneder. Inden vi rejste, fik jeg et helbredstjek hos lægen. Jeg tænkte, det nok var en god idé, men jeg var slet ikke forberedt på, at jeg faktisk var syg. Det viste sig, at jeg havde for meget protein i urinen. Det blev nærmere undersøgt, og et par dage før vi rejste, fik jeg at vide, jeg havde nedsat nyrefunktion. Jeg ville afsted, så jeg fik besked på, at hvis mit hoved eller mine ben svulmede op, skulle jeg straks tage til det nærmeste sygehus. Og så rejste jeg.

Ingen dialyse

Irene kom hjem efter tre måneder og begyndte straks i behandling sommeren 1996. Det betød hospital og medicin - og det blev en fuldstændig ændring af Irenes liv, men også af hendes opfattelse af, hvem hun selv var.

- Jeg fik Prednisolon og ændrede fuldstændig udseende. Jeg tog på og blev oppustet at se på, jeg fik måneansigt og led-smerter. Dengang anede jeg absolut intet om nyresygdomme, men nu hørte jeg både om dialyse, hvor jeg skulle være bundet til en maskine, der skulle rense mit blod, og om transplantation. Det er svært pludselig at forstå, hvor syg man egentlig er, og hvor tæt døden kommer på en, når man kun er i 20'erne og har lagt helt andre planer for sit liv.

Irene er uddannet pædagog, men hun nåede kun at arbejde i fem år. Hendes nyrer blev dårligere og dårligere, og hun nægtede at komme i dialyse på grund af bivirkningerne. Hendes krop skulle ikke udsættes for den behandling, der også giver alvorlige bivirkninger. Hendes håb var, at hun kunne få en donornyre, men en nyrepatient må først få en ny nyre, når patientens egen nyrefunktion er helt nede på 10-15 procent.

Min mors nyre

- Mine forældre havde sagt lige fra starten, at de gerne ville være donorer, når jeg fik brug for det. Det var godt for mig at vide, for jeg ville under ingen omstændigheder gå tiggergang og bede andre om at hjælpe mig. I forvejen syntes jeg, det var svært, at mine forældre, som er ældre mennesker, skulle udsættes for den risiko, det trods alt er at være donor, men det blev altså nødvendigt i 1999. På det tidspunkt havde jeg kun 10 procent af min nyrefunktion tilbage, og jeg kom så alligevel i dialyse i tre måneder, før jeg fik min mors nyre.

For Irene blev det et næsten normalt liv - så normalt, som det kan blive, når man hver dag er nødt til at tage medicin, så den nye nyre ikke skal afstødes. Irene blev pensionist, fordi hun ikke har kræfter til at arbejde. Irene ønskede sig et liv så normalt som muligt, og det lykkedes heldigvis. Hun blev gift, og i 2008 blev hun mor til Filuca i en alder af 41 år.

Irene og hendes mand blev siden skilt, og Irene blev boende i lejligheden med Filuca. Samtidig fik hun det desværre også dårligere, og det stod snart klart, at hun igen havde brug for en ny nyre. Hendes eksmand tilbød at blive undersøgt, så han måske kunne blive hendes næste donor, men Preben stod allerede klar. Han var fast besluttet på, at nu var det hans tur til at hjælpe sin datter. Han var gået på pension som søofficer og havde en fysik og kondition, som mange yngre mennesker kunne misunde ham.

I februar i år fik Irene så sin fars nyre, og begge to har det godt. Irene skænder på sin far, hvis han ikke drikker nok og passer på sig selv, for det er det, Preben og Jytte skal lære: At passe på sig selv. De er lykkelige for, at de kunne hjælpe, og de forventer ingen tak - de ser deres datter leve sit eget liv, og Filuca, der trives og er en glad pige, der ikke har taget skade af al sin mors sygdom. Det er tak nok. Og så gør det heller ikke noget, at Filuca stadig kommer på besøg, selv om mor ikke skal på sygehuset igen foreløbig.

Læs også: Tvillingerne fik en julekurv