Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Hvor skal du holde sommerferie?
- Jeg har en uges tid tilbage af tre ugers ferie, inden jeg skal i gang med de sidste optagelser til "Forbrydelsen 2". Og meget apropos "Sommer"- cd'erne tilbringer jeg faktisk ferien i omegnen af familien Sommers hjemby Frederiksværk. Helt præcist i min families sommerhus i Asserbo, som min mormor og morfar købte midt i 1960'erne, da jeg var syv-otte år gammel.
Hvordan husker du din barndoms sommer?
- Den er nært forbundet med Asserbo, bare tæer og en sol, der altid skinnede. I hvert fald i hukommelsen. Jeg husker, når hele familien med mormor, morfar, onkler og tanter vandrede mod stranden på en lang række med vores medbragte mad. Det var faktisk en pæn gåtur, der tog en halv times tid. Man sov godt om natten efter sådan en udflugt. Når jeg ikke var i sommerhus, var det noget med tæpper på asfalten i gården hjemme i Valby, hvor jeg drak saftevand - orangeade, som man sagde dengang.
Jeg bliver glad i låget af lyset og solen
Har sommervejret indflydelse på dit humør?
- Ja. Jeg bliver glad i låget af lyset og solen. Og når tingene begynder at springe ud i min have, kan jeg tage mig selv i bare at stå og stirre og nyde synet.
Din værste sommeroplevelse?
- En nærmest uhyggelig episode fra en af de første somre i Asserbo var, da jeg gik i vandet med min far, og han sprang op, dykkede ned… og dukkede frem med en stor brandmand på hovedet! Han hylede og skreg selvfølgelig. Og mærkerne fra dyrets brandtråde kunne ses som lange striber ned over hans ansigt og hals længe efter. Oplevelsen gav mig en vis skræk for brandmænd.
Hvad er god sommerafslapning for dig?
- I en årrække har jeg dyrket cykelsommerferie, og i år er det så med sommerhuset som base. Min kæreste og jeg cykler mellem 50 og 70 kilometer hver dag, så som du kan regne ud, er hun også "cykelmenneske". Det svære dilemma opstår, når der er VM i fodbold, som skal passes ind.
Hvad læser du i din sommerferie?
- En god krimi i skyggen går jeg ikke af vejen for. Og den må gerne være svensk.
Har du en opskrift på en god sommerdrink?
- Drinks er ikke mig. Her foretrækker jeg en kølig pilsner.
Har du en sang, der for dig er forbundet med sommer?
- Jeg har en cd med gamle, danske sange, som jeg holder af at sætte på om sommeren. "Danmark, nu blunder den lyse nat" er da bare skøn! Og så har jeg en forkærlighed for C.V. Jørgensen til fælles med min "Sommer"-bror, Lars Ranthe. Vi har ofte hørt hans musik sammen.
Mikael Birkkjær
Født: 14. september 1958 i København
Bopæl: Valby
Stilling: Skuespiller
Ægteskabelig status: Kæreste med Malene Busk
Børn: Andrea og Rasmus, 17 og 19 år
Af Johan Isbrand